Robotarme i mørket
Hovedpersonen Elias er flyttet ind i et kollektiv hos sine gamle gymnasievenner. De bruger tiden på at spille nintendo, gro skunk i kælderen og belure en ammende kvinde fra deres vindue. Alt imens huset, de bor i, er ved at rådne væk. De giver stenerlivet et romantisk præg med en stor fuckfinger til alt, der hedder målrettethed og karriereplaner: »nu gik det op for mig, at de rent faktisk havde en ambition med at bo i huset om at leve på en særlig smadret måde uden ambitioner om noget.« En grundstemning, der gennemsyrer fortællingen, der klipper mellem natarbejdet, hvor Elias fordeler pakker på et lager, og det forhold han forsøger at opretholde til pigen Marie, der kompliceres af hendes angstanfald.
Romanen er stilfærdig. Den vil absolut ingen steder hen. Det er en sløv rundtur mellem bussen til arbejdet, cyklen til Marie, og hjem til huset igen. Sådan kører livet i rundgang for Elias, hvilket afspejler den kritik, der lurer under narrativets fernis. En kritik, der er sammenslynget med tidens krav om vækst, klodens forfald og den smerte som dette producerer hos et ungt menneske. Drengene hænger ud i huset, hænger næsten fast i huset, fordi de ikke vil videre, fordi d
