Debut lider druknedøden i egen patos
Smertepunktet og dermed indholdet af digtsamlingen er yderst interessant. Et jeg vælter fortvivlet rundt mellem fortid og nutid, mens det sørger over et liv levet i skyggen af mænd, i skyggen af mænd og drenge, der giver deres liv først til bomberne så til fodbolden. Det er selvopofrelsen i det mandlige køn, der stilles skue: »Det er drengenes vilje der holder mig i live / og jeg øver mig i at dø hver nat / stillet over for lydmuren / mellem bomberne og antiluftskyts / mellem landminerne hvor unge kroppe springer i luften.« Således føles det ægte nok. Det føles sandt nok, og digtene om krigen fungerer ganske godt i deres noget højstemte patos, men det er også denne højtidelighed, der til sidst punkterer deres kvalitet. De ender som en slags ornamentering. Som jeg’et selv konstaterer: »Døden er til pynt« og sådan virker det på mig, at døden på et tidspunkt bliver til pynt for at sige noget andet, og dette har jeg svært ved at se, hvad er. Og det er som om, at teksten selv har svært ved at finde ud af dette: »Men hvad begærer mit hjerte / stillet over for dødens evigt unge ansigt efter ansigt / ud over at standse tiden?« Digtene om krigen har rigtig gode momenter, hvor smerten st
