Print artikel

Økolitteratur er klasselitteratur

Caspar Eric minder ifølge Lindholm om Hegels smukke sjæj, der er kritisk over for alt andet end sig selv.
Kommentar
20.08.15
Digteren Caspar Eric skyder forbi når han kritiserer sine kolleger for at smykke sig med kritisk stillingtagen, skriver Victor Boy Lindholm i dette svar på kritikken. Den selverklærede hykler tør nemlig udstille sig selv som medskyldig og behandler dermed aktuelle problemstillinger.

 

Kære Caspar

Jeg har læst dit interview i Information, og jeg glæder mig til at læse din bog. Jeg var glad for at læse interviewet, fordi du siger rigtig mange ting, jeg er uenig i. Dit interview er godt, fordi du endelig snakker om bøgerne, og ikke om hvem nogle er, der har skrevet en bog, som personen, der siger noget ikke har læst. Interviewet er et oplæg til ægte debat, og ikke en pseudodiskussion om, hvordan personer mødes til kaffe eller ikke mødes til kaffe. Jeg vil gerne starte med at citere dig for noget hvor jeg på paradoksal vis både er enig og uenig:

»Klimaproblematik er også klasseproblematik, og klasse er vigtigere end klima, men de er også flettet sammen. Det er i hvert fald et problem, hvis man i forbindelse med klimaproblematikken ikke har blik for, hvordan man bliver nødt til at tale om klasser og tage hånd om dem på det nederste dæk af Titanic.«

Det meste økolitteratur er klasselitteratur. I efteråret udgav jeg GULD med netop dette i tankerne. Jeg ville skrive om middelklassens følelser i klimakatastrofen. Middelklassens rolle er hykleren. Middelklassen har penge, de har fred, overskud og ro, men den betaler en pris. Stilhedens pris. Ingen interesserer sig for middelklassen, fordi middelklassen er kedelig, normal og intetsigende. Men i et økopolitisk perspektiv er middelklassen essentiel. Denne klasse er den forbrugende klasse. Det er her jorden går under. Det er her de stakkels kroppe findes, som flettes sammen i klimakatastrofen. Derfor skrev jeg GULD. For at give denne klasse en stemme.

I dit interview omtales en række danske værker, som intetsigende, retoriske smykkeværker, der tillader sig at bruge klimakatastrofen som et vedhæng. En uinteressant taktik, der grundlæggende bruges til at oute, altså udstille og isolere, mindre velstillede grupper. Og Caspar, selvfølgelig er klima klassepolitik. Der er ingen tvivl, men at påstå, at der ikke kommer noget særligt interessant ud af hyklerens perspektiv, er igen at oute en bestemt gruppe mennesker, og deres kroppe i en kontekst, hvor deres erfaring er mindst ligeså vigtig. Jeg mener naturligvis, at du tager fejl, når du citerer mig for og konkluderer at: »'nå, jeg er en hykler, så fortsætter jeg bare med at være hykler.' Der kommer ikke noget særligt ud af det selvhad, der ikke engang rigtig når at blive et selvhad.« Selvhadet er middelklassens byrde.

Den amerikanske litteraturprofessor Rita Felski, som jeg tror, at du også har læst, skriver i artiklen Nothing to Declare: Identity, Shame, and the Lower Middle Class om skam, om behovet for at opretholde facade overfor den Anden hos middelklassen. Hun skelner mellem skam og skyld således:

»The distinction between shame and guilt can be schematically defined as follows: Guilt is a sense of inner badness caused by a transgression of moral values; shames by contrast is a sense of failure or lack in the eyes of other.«

Det er ikke fordi vi behøver at være enige i denne definition, men jeg tror, at den er vigtig. Jeg tror det er derfor, at middelklassen er vigtig i en økopolitisk sammenhæng. Disse utallige hykleriske kroppe er søbet ind i skam, og behovet for at opretholde et ordentlig og normalt liv udadtil er afgørende. Den kritiske sans, og ønsket om en slags politisk vækkelse er forsvindende lille. De forbruger, men med en snigende følelse af dårlig samvittighed, der hele tiden snakker fra deres skuldre. Det er mennesket i supermarkedet, der mener, at man bør købe økologisk, men ikke gør det, der gerne vil sortere men ikke orker, der kender konsekvenserne af flytrafikken, men stadig kigger efter de billigste billetter hos Ryanair. Det er det potentielt sympatiske menneske, der netop lever med et nagende selvhad, et menneske, der absolut har kendskab til klassernes adskillelse, og deres egets livs destruktive karakter for de små børn, der bløder, så de kan få billigt bomuld mellem hænderne.

Du mener, at GULD ikke har blik for dette. At Lars Skinnebachs skrift ikke har konsekvenser for hans generelle livsførelse. At kunst ikke bliver til liv. Det du begræder, er et manglende blik for det som amerikaneren Rob Nixon har begrebsliggjort i termen Slow violence. En vold så langsom, men ødelæggende, at vi knap nok kan opfatte den. Det er små og usynlige ændringer, som vi slet ikke kan se, og derved har svært ved at opfatte. Det er en redefinering af stedet, hvor et rum, der umiddelbart virker fredeligt, kan være fyldt med en voldsom historie. Nixon bruger skovene i de amerikanske Sydstater som eksempel. De har i litteraturhistorien været repræsenteret som et sted for fred og flugt fra byen, men for slaverne et mørkt område fyldt med død, vold og tortur. Således er det voldelige rum altid relativt, og en enkelt gruppes følelsesliv aldrig dækkende. Vigtigst af alt for Nixon er Slow violence ændringer eller vold, der er så komplicerede at videreformidle, at medierne slet ikke har øje for det. Hans bog hedder da også: Slow Violence – The Environmentalism of the Poor. Og jo, det er svært at forstå og se begivenheder, der knapt afslører sig selv, der knap afslører en verden i forfald. Især fordi en stor del af disse bevægelser sker blandt de fattigeste, der bliver brugt som arbejdsbyrde for den rige del af verden, og dermed har meget lidt magt. Det er her jeg synes, du skyder forbi. GULD er en bog om netop dette. Digtsamlingen tager konkret udgangspunkt i iphonen som poetologisk motiv, og forsøger at skille den ad. Hvad betyder vores latterlige forbrug, for små fattige hænder, der sidder indsmurt i batterivæske fra gammelt elektronik. Den prøver at vise den langsomme vold, der ikke ses. Digtsamlingen vil gøre det usete tydeligt. Dette leder til et slags selvhad. Naturligvis, fordi det er en middelklasselogik, der undersøges. Det er fra perspektivet af den destruktive der indser, at verden findes, og i den verden findes dette jeg, der ødelægger alle mulige kroppe, med sit helt almindelige liv. Det er her, at værk bliver til liv.

Det er jo ikke, fordi jeg synes, at man skal være skudsikker i sin argumentation. Det er dejligt at se mennesker fremføre holdninger, hvor man vakler lidt, og får sagt ting i øst og lidt i vest. Det er lækkert på en menneskelig måde. Det er sjovt, at du nævner colaen som eksempel på noget skrift, der får konsekvens for dit liv. Men på den anden side punkterer det fuldstændig din anke imod Skinnebach. Han er da om nogen manden, hvis skrift har haft konsekvens for hans liv? Vidste du, at han i en periode brugte brevduer? Hvad dine synspunkter minder mig om, er Hegels Schöne seele. Den kritiske smukke sjæl, der er kritisk over for alt andet end sin egen position.

Det jeg gerne vil argumentere for i denne forbindelse, er vigtigheden af at turde stille sig på den flove og latterlige hylde, som hykleren i virkeligheden er. Det er mennesket, der indrømmer, at det er et svin, der indser sit potentiale, men ikke handler på det. Det er den turistede flanør, der har set det hele, men er handlingslammet. Det er denne person, der findes i GULD:

»jeg er et net af perifere relationer

jeg er lille iphone gylden i håret

kun i berøring

aldrig i dybden

jeg har microchipflashcardblodigtbørnearbejde i kroppen

jeg har afrika som en struktur i øjet

jeg har feberen i kroppen.«

Jeg ved ikke om det har nogen formativ effekt, men jeg tror det afspejler en hel masse affekt, som mennesker går rundt og føler i deres kroppe. De føler sig magtesløse, onde, ligeglade, til grin og på toppen af verden. De er bittesmå mennesker i en kæmpestor middelklasse, der er i gang med at ødelægge den jord vi bebor. Jeg er et lillebitte menneske i en kæmpestor mængde af mennesker, der formentlig vil få et materielt komfortabelt liv, mens mennesker, der er født et andet sted slæber og dør i affaldet fra mit liv. Det gør mig skamfuld, selvhadende og i dårligt humør. Jeg synes ikke det er en ligegyldig følelse. Jeg mener ikke, at den skal negligeres ellers glemmes. Jeg mener, at det den bør skrives helt ud og frem. Her må middelklassen ikke forsvinde, selvom det selvfølgelig føles vildt at forsvare den herskende klasse. Så for at vende tilbage til starten. Klasse er vigtigt. Klima er vigtigt. De to ting er flettet sammen. Det er essentielt at finde ud af, hvordan man løser problemerne for verdens fattigeste. Men det tror jeg ikke en digtsamlingen kan. Lyrik kan som jeg har udtalt i det interview, du har citeret mig fra, zoome ind på verdens problemer. To af verdens problemer er verdens fattige, og middelklassens håndtering af dette. GULD handler om denne problematik, og de følelsesmæssige konsekvenser denne problematik har. GULD handler om dårlig samvittighed, og det har jeg rimelig fucking meget af. Du er stoppet med at drikke cola. Jeg regner ikke med, at din samvittighed er ren. Jeg har skrevet en bog mere. Jeg er mere beskidt end nogensinde. Smurt ind i min klasse. Økolitteratur er klasselitteratur.

Kh, Victor

sendt fra min Iphone.