Mennesket som samfundsvæsen

Vi lever i en tid, hvor politiske kommentatorer gør, hvad de kan for at forkynde, at de politiske idéer er afgået ved døden og deres plads overtaget af spin. Om ikke andet kan det hurtigt blive en selvopfyldende profeti. I denne forstemmende situation er der noget befriende over at læse Jesse Normans bog om den britiske statsmand og politiske filosof Edmund Burke. Det skyldes ikke kun, at det drejer sig om en velskreven, informativ og lejlighedsvis morsom bog skrevet af noget så sjældent som en dannet og belæst politiker, men også fordi den minder os om idéernes betydning i politik.

Edmund Burke regnes almindeligvis for konservatismens fader. Selvom han ikke kan kaldes ukendt, står han dog i skyggen af skikkelser som Locke, Hume, Rosseau og Marx. For et par år siden glimrede De Konservatives daværende formand således ved på landsdækkende fjernsyn at demonstrere, at han ikke anede, hvem Burke var. Der ér altså en pointe i at hive ham frem af gemmerne.

Bogen har dog ikke kun relevans for konservative. Selvom Jesse Norman selv er konservativ, er det nemlig en pointe og en unægtelig kvalitet, at Norman spørger til den bredere samfundsmæssige, idépolitiske relevans af Bur