Print artikel

Mennesket som samfundsvæsen

Anmeldelse
02.11.15
Biografi om Edmund Burke viser konservatismens fader som både en radikal og aktuel tænker.

Vi lever i en tid, hvor politiske kommentatorer gør, hvad de kan for at forkynde, at de politiske idéer er afgået ved døden og deres plads overtaget af spin. Om ikke andet kan det hurtigt blive en selvopfyldende profeti. I denne forstemmende situation er der noget befriende over at læse Jesse Normans bog om den britiske statsmand og politiske filosof Edmund Burke. Det skyldes ikke kun, at det drejer sig om en velskreven, informativ og lejlighedsvis morsom bog skrevet af noget så sjældent som en dannet og belæst politiker, men også fordi den minder os om idéernes betydning i politik.

Edmund Burke regnes almindeligvis for konservatismens fader. Selvom han ikke kan kaldes ukendt, står han dog i skyggen af skikkelser som Locke, Hume, Rosseau og Marx. For et par år siden glimrede De Konservatives daværende formand således ved på landsdækkende fjernsyn at demonstrere, at han ikke anede, hvem Burke var. Der ér altså en pointe i at hive ham frem af gemmerne.

Bogen har dog ikke kun relevans for konservative. Selvom Jesse Norman selv er konservativ, er det nemlig en pointe og en unægtelig kvalitet, at Norman spørger til den bredere samfundsmæssige, idépolitiske relevans af Burke.

Pointen træder frem allerede i bogens første del, der er viet en rent historisk skildring af Burkes liv. Som whig var han tilknyttet det, der senere udviklede sig til det liberale parti i Storbritannien. Han kritiserede undertrykkelsen af irerne og inderne i det britiske imperium, han var kritisk over for kongens politiske magt. Mest markant var han en af et lille mindretal af britiske politikere, der støttede amerikanernes ret til at gøre oprør mod kronen i 1776. På den anden side markerede han sig som en skarp modstander af den franske revolution i 1789. Det skuffede mange, der havde stået ham nær, men det var netop ved denne modstand, han huskes. Det store spørgsmål er naturligvis om her er tale om inkonsekvens, udvikling eller om Burke blot, som Marx mente, var en opportunistisk lejesvend.

Jesse Norman viser her, at der faktisk findes en gennemgående linje i Burkes skrifter. Det er således bogens store fortjeneste, at den ikke blot formår at skabe et overblik over Burkes tænking, men, endnu mere interessant, vover at formulere en samtidskritik på skuldrene af Burke.

Ifølge Norman formulerer Burke i virkeligheden en art kommunitarisme, som rummer en kritik af den liberale individualisme, der her i Vesten former vores tilværelsesforståelse. Burke opfatter mennesket som et samfundsvæsen, der må erkendes altid at indgå i allerede givne sammenhænge af institutionel og kulturel karakter. Menneskets tilværelse får mening gennem de relationer og forpligtelser, vi indgår i. Men det er netop disse forpligtelser, vi i mange år har haft travlt med at afvise i den individuelle friheds navn.

Norman holder altså Burkes forfatterskab op som et spejl for vores samtid, der åbner vores øjne for problemerne i det som vi opfatter som selvfølgeligt og end ikke skænker en tanke. Set i det lys bliver Burke et udgangspunkt for en fundamental kritik af såvel liberalismens som socialismens forestilling om menneskets frihed, til fordel for hævdelsen af et fællesskabsorienteret frihedsbegreb med rødder i Aristoteles. Ja, egentlig bliver konsekvensen, at Burkes kritik også må ramme en konservatisme, der blot er et forsvar for friværdien og det bestående. Norman hiver Burke ud af skabet for konservativt arve- og vraggods og pudser ham op. Resultatet er, at Burkes kritik fremstår som både aktuel og radikal.