Print artikel

Med kønnet ud i rummet

Anmeldelse
26.01.18
Ny roman tager livstag med krop, seksualitet og køn i et syret sci fi-landskab.

I Lidia Yuknavitchs The Book of Joan er fremtiden tæt på. Året er 2049, og verden er hærget af naturkatastrofer og krige. Ressourcerne er knappe, og villigheden til at ofre menneskeliv for at få fat i dem er stor. Menneskets krig mod naturen og sig selv har kastet forskellige mutationer af sig som følge af det sønderbombede ozonlag og det ændrede landskab. Manglende hårvækst, en glødende hvid hud og indskrumpede genitalier karakteriserer nu menneskekroppen. Reproduktion er tilmed udelukket. Det er den ultimative pris for rovdriften på naturen og den blinde herskersyge, der har ført menneskeslægten ud over afgrundens rand.

The Book of Joan er amerikanske Lidia Yuknavitchs første forsøg i science fiction-genren. Siden debuten i starten af halvfemserne har hun udgivet otte romaner og novellesamlinger, der alle har seksualitet, køn og katastrofer (i alle dens afskygninger) som deres omdrejningspunkt. Hendes romaner foregår i mere eller mindre realistiske miljøer, så derfor kan The Book of Joan godt virke som et radikalt skift i forfatterskabet. Men det giver mening, Yuknavitch bagkatalog taget i betragtning. Mange af de samme temaer går nemlig igen i The Book of Joan, bare i en anden indpakning. Og den nye indpakning klæder forfatteren. Yuknavitch har faktisk godt styr på virkemidlerne inden for science fiction, og det lykkes hende samtidig også at undgå de værste klicher inden for genren.

Størstedelen af handlingen i The Book of Joan foregår blandt en gruppe af rige borgere, der har forskanset sig på rumstationen CIEL, hvor den eneste forskelsmarkør er graden af den rigdom, som har muliggjort deres tur ud i rummet. I et samfund, hvor alle kroppe er ens, burde konflikterne også være mindre, men på rumstationen er der lange udsigter til en sådan utopisk fredsommelighed. Den enevældige hersker Jean de Men styrer med hård hånd og slår ned på enhver form for modstand.

Men et oprør ulmer, særligt i Christine, der kæmper mod de Mens undertrykkelse af det kvindelige køn. Eller det, der er tilbage af det, for forskellen mellem mand og kvinde bliver gradvist mindre og mindre. Kvinder er til for at blive brugt, mener de Men, og budskabet er kun blevet endnu mere radikalt, efter at reproduktionsevnen er blevet sat ud af kraft. Groteske eksperimenter, hvor kvindekroppe udnyttes, i håbet om at kickstarte reproduktionen, eskalerer, og Christine ser ingen anden udvej end et oprør.

Hvad gør man, når man ikke kan dyrke sex, men stadig har lysten i behold? Hvordan giver man så udtryk for sit begær, og ikke mindst kærlighed?

Der er et klart feministisk budskab i Yuknavitchs roman: kvinden har ret til at bestemme over sin egen krop. Men The Book of Joan er mere end det. Yuknavitch stiller også spørgsmålstegn ved vante forestillinger om krop, køn og seksualitet. Hvad gør man, som det er tilfældet med den nye mennesketype, når man ikke kan dyrke sex, men stadig har lysten i behold? Hvordan giver man så udtryk for sit begær, og ikke mindst kærlighed? Kan et sådant fiktivt scenarie få os til at tænke over nye måder at kommunikere begær og kærlighed på? Og hvad gør det ved ens selvopfattelse, når det bliver svært at kende forskel på kønnene?

Det er kun nogle af de spørgsmål, som The Book of Joan kaster op i luften. Og deroppe bliver de. De regner ikke ned mod jorden som entydige svar, og det er netop det givende ved Yuknavitch roman. Den opfordrer til refleksion.

Tilbage til Christine. Oprøret udøver hun ved at brænde forbudte ord ind i huden. Ord, der tilsammen udgør Joans historie. Joan er krigeren på landjorden, der skal bære mennesket ind i en bedre fremtid, fri fra Jean de Mens diktatur. Hendes historie, som optager halvdelen af romanen, fortælles af Christine, der har brændt hendes liv og gerninger ind i kroppens fedtlag. Budskabet spredes, og litteratur bliver til modstand og modstand til litteratur.

Historien om Joan er klassisk. Det er historien om at lære af sin magt. Joan har evnen til både at give og tage liv, og vekselvirkningen mellem de to ting er noget, hun skal mestre. Det er ikke nær så spændende læsning som den del af romanen, der handler om livet på rumstationen, og hvor romanen tydeligvis vil noget andet og mere.

På trods af intentioner, der vidner om det modsatte, virker det, som om Yuknavitch modarbejder sit eget projekt. En mystificering af det kvindelige køn sniger sig ind her og der. Måske der er en mening med det hele, men den kan være svær at få øje på. Dét, og romanens af og til forhastede spring i fortællingen, ændrer dog ikke ved, at The Book og Joan stadig er værd at læse. Det fik undertegnede til at sænke blikket en ekstra gang ned over sin egen krop og undre sig. For hvad er det egentlig, »det lumre Grød-Omslag der er legemet«, som Søren Kierkegaard engang skrev?