Print artikel

Feminismen handler om mere end køn

Feature
15.11.16
Feminismen er et opsamlingsheat for dem, som gennem historien har været undertrykte – og stadig er det. Kvinder, mørke, folk fra underklassen, homoseksuelle. Men hvis feminisme handler lige så meget om at sikre lige rettigheder mellem etniske minoriteter som mellem kønnene, hvorfor så holde fast i ordet, når så mange mennesker i Danmark stadig bliver provokeret af det?

Svend Brinkmann har forklaret os det soleklart i en statusopdatering på Facebook:

»Trin til at blive feminist: (1) Du begynder at gå ind for ligestilling mellem kønnene (2) Så er der ikke flere trin«.

Det lyder så enkelt. At være feminist betyder intet andet, end at man går ind for ligestilling mellem kønnene. Hvis man gør det, er man feminist. Dermed er de fleste mennesker i det her land feminister. Men hvis man hugger spaden en my længere ned, finder man ud af, at det feministiske landskab har mange flere lag. Ved første øjekast kan det at kalde sig selv feminist virke lidt som at betegne sig selv som fan af alle holdene i Premier League på én gang. Ordet feminist dækker over et hav af fraktioner. Marxistiske feminister over for post-feministiske qeer-teoretikere over for liberale feminister over for black feminists.

Netop bevægelsen black feminism og dens opgør med den kamp for ligeløn og løsrivelse fra familiens bånd, som de liberale feminister i USA har kæmpet, er et godt eksempel på, hvor mange forskellige dagsordener, ordet feminisme dækker over. Black feminism var en reaktion mod liberale middelklassefeministers tendens til at underbetone racespørgsmålet. Bevægelsen black feminism kæmpede derfor en kamp for at få lov til at opretholde et mere traditionelt kernefamilieliv, fordi generationers undertrykkelse i slaveriet ikke havde givet afroamerikanske kvinder den mulighed.

Det kommer derfor hurtigt til at lyde som en gratis omgang at kalde sig selv feminist, hvis man ikke samtidig eksplicit formulerer, hvad man mener med det ord. Og spørgsmålet er, om de interne stridigheder ikke kan hæmme den vigtige kamp for det, der trods alt samler forskellige feminismer? Er feminismen i virkeligheden sin egen værste fjende?

Jeg spørger Jytte Larsen, uddannet historiker og tilknyttet Kvinfo, der på hjemmesiden bliver beskrevet som »Danmarks videns- og udviklingscenter for køn, ligestilling og mangfoldighed.« Ifølge Larsen kan man betragte feminismen som den sidste af de store ideologier, som opstod i årene efter Den franske revolution. Liberalismen krævede frihed fra stavnsbånd og slaveri. Socialismen krævede økonomisk lighed. Og feminismen opsamlede alle dem, der ikke fik plads i de to første ideologiske strømninger, alle de udstødte:

»I mit hoved indgår feminismen i hele den demokratistrømning, der karakteriserer store dele af verden. Feminismen udspringer faktisk af anti-slaveribevægelsen tilbage i midten af 1800-tallet, og allerede der havde man den der intersektionalitets-teori. For man kunne godt se, at der var en sammenhæng mellem, at kvinder var ekskluderet fra borgerrettigheder, og at man havde det der slaveri. Og man havde en diskurs, som gik på, at kvinder egentlig var en slags hvide slaver, man brugte simpelthen samme begrebsverden. Feminismen er den ideologi, der samler resterne op – det er lighed for alle. Det sagde liberalismen og socialismen jo også, at de var, men i praksis var de ikke.«

Altså: feminismen er, ifølge Larsen, det, man med et fint ord kalder intersektionel helt fra begyndelsen – den tager både højde for aspekter som køn, seksualitet, etnicitet, klasse med videre. Den giver en bevidsthed om, at hvis man er en sort, homoseksuel, arbejdsløs, handicappet kvinde, er man dårligere stillet end en sort, homoseksuel, arbejdsløs, handicappet mand. Som igen er dårligere stillet end en hvid, heteroseksuel, ikke-handicappet kvindelig direktør. I teorien altså.

Så trods splittelse mellem forskellige fraktioner inden for den feministiske tænkning siden 1970’erne, hvor feministisk forskning for alvor blev en akademisk disciplin på universiteterne, er der ifølge Larsen et grundlæggende fælles gods. Feminismen er så at sige opsamlingsheatet for alle de undertrykte og oversete, mænd som kvinder, mørke som lyse, alle de udgrænsede i vores samfund.

Fint nok. Det lader til, at der er mere som samler, end skiller, inden for den feministiske bevægelse. Men hvad så med politikere, der betegner sig selv som feminister, men hvor betegnelsen forbliver et prædikat, der ikke flytter noget for alvor? Selvom det er kommet på mode at kalde sig selv feminist, er Danmark ifølge dette års Gender Gap Report fra World Economic Forum nummer 19 i verden af lande med bedst ligestilling. Det er ikke mange år siden, vi lå nummer 8.

Så selvom feminismen har et stærkt teoretisk tankegods, der kan sætte fokus på ligestillingsproblemer af enhver art, så kniber det med resultaterne i praksis. På den anden side, så kan alene det, at der kommer opmærksomhed omkring emnet faktisk hjælpe til, at vi får en mere substantiel ligestillingsdebat, ifølge Jytte Larsen. En debat centreret om de vigtige spørgsmål frem for, hvilke politiske konsekvenser det har for Mette Frederiksen, når hun erklærer sin modstand mod prostitution. På den måde overser man nemlig, hvad prostitution som fænomen indebærer af problematiske udbytte- og dominansforhold mellem køn med ulige styrkepositioner:

»Nu er medierne jo strømmet over, fordi Mette Frederiksen har været ude og tale om prostitution. Det vækker jo et ramaskrig, men får man en ordentlig debat om, hvilken sammenhæng der er mellem accepten af prostitution og så magtforholdene mellem mænd og kvinder og ligestillingspolitik? Man får ikke den der vidensbaserede diskussion, og det ville jo hjælpe rigtig meget på ligestillingen, hvis man i det hele taget styrkede køns- og feminismeforskningen i Danmark.«

Selvom Jytte Larsen ser det som et fremskridt at flere erklærer sig som tilhængere af den feministiske sag, er hun enig i, at vi står alt for stille i Danmark. Det går trægt med ligestillingen her i landet, som vi ser på for eksempel World Economic Forums liste. Selvom flere politikere højt og flot kalder sig selv feminister, indfører de ikke internationalt vedtagne standarder for positiv særbehandling – for eksempel 60/40-modeller i virksomhedsbestyrelser. Tiltag, vore nabolande for længst har indført. Desuden er der et mere skjult problem, som Jytte Larsen påpeger: ligestillingsdagsordenen bliver ofte kapret af politiske stemmer, der bruger argumenter for ligestilling mellem kønnene til at kritisere mennesker, der har en anden hudfarve end hvid:

»Selv partier, der tidligere har været meget lidt interesseret i ligestilling, som Dansk Folkeparti, har jo annammet den dagsorden og så brugt det på deres måde. For i deres verden er ligestilling noget, der stort set er opnået i den hvide danske befolkning, mens der er et stort ligestillingspolitisk underskud i den etniske minoritetsbefolkning, og denne modstilling kan så bruges som argument for deres restriktive flygtninge- og indvandrerpolitik.«

Noget tyder altså på, at feminisme ofte bliver forvekslet med ligestilling mellem kønnene. Selv hos Svend Brinkmann. Men det er meget mere end det, som Jytte Larsen forklarer. Hvis feminisme blot bliver ligestilling mellem kønnene, glemmer man alle de andre ting, et menneske også er, og som kan virke undertrykkende. Når danske politikere forfølger personer med en særlig etnicitet ud fra en kulturalistisk forståelse af, at disse mennesker besidder en indlejret kvindefjendsk kultur, bliver det intersektionelle perspektiv glemt. Klasse, etnicitet, seksualitet med videre må tænkes med, og er, ifølge Larsen, en indlejret del af feminismen som politisk strømning.

Tendensen til at reducere feminisme og ligestilling til et spørgsmål om køn har også affødt en reaktion blandt feminister i Danmark. Et eksempel er netværket Brune Feminister, som er startet af debattøren Uzma Ahmed. Hun formulerer sit projekt med at samle et fællesskab af kvinder, som har oplevet udfordringer på grund af deres hudfarve – det at de har en anden etnisk baggrund end majoritetsdanskeren – sådan her:

»Vi havde egentlig bare brug for et rum, der var lukket, hvor vi for første gang kunne tale om tingene. Det var ikke et ønske om at lave oprør – projektet var mere bare bevidstgørende. Der er nogle, som kun kan blive set i et bestemt lys. For eksempel brune kvinder. De er enten ofre, ellers er de trofæer, der har overvundet noget fra deres bagland. Vi kan ikke være nogen, der står i vores bagland og arbejder derfra.«

Uzma Ahmed arbejder altså konkret med at skabe bevidsthed om, hvordan vi kan nedbryde barrierer såsom køn og hudfarve. Hvordan vi undgår det evige os og dem. Hendes syn på feminisme minder derfor også om den åbne, den intersektionelle betydning af begrebet:

»Den måde, jeg ser feminisme på, er, at der er kage nok til alle. Det er bare sådan, at dem, der står i den inderste ring omkring kagen, er overbevist om, at der ikke er nok kage. Og de skaber alle mulige hindringer og har alle mulige herskerteknikker, der gør, at dem, der står bagerst, de ikke kan nå frem til kagen. Og jeg kan sige, at jeg står i yderste ring, når jeg er kvinde med anden etnisk baggrund. Jeg er del af en minoritet i et land, der er stærkt præget af dæmonisering af minoriteter – og ja, man snakker om muslimer, men i virkeligheden definerer man os ud fra hudfarven. Så det er sådan, jeg ser feminismen,« siger Uzma Ahmed og opsummerer: »I virkeligheden er der kage nok til alle, og så peger feminismen på de undertrykkende strukturer og den tankegang, som ikke handler om andet, end at man er overbevist om, at der ikke er kage nok til alle.«

Netværket af brune feminister beskæftiger sig altså især med det punkt, hvor hudfarve og køn krydser hinanden – med problematiske konsekvenser for dem, som er både brune og kvinder på én gang. Men er der virkelig ikke nogen steder i det feministiske miljø i Danmark, hvor forestillingen, at feminisme er lig kvindekamp og ikke andet end kvindekamp, trives?

Hvis man skulle finde et sted, hvor det burde være tilfældet, skulle det vel være hos kvindebevægelsen i Danmark. Bevægelsen har i vid udstrækning indoptaget feministisk tænkning i sin kamp for ligestilling mellem kvinder og mænd. Sådan forholder det sig bare ikke, når man undersøger sagen nærmere. Amalie Guldborg, redaktør på Dansk Kvindesamfunds internetmedie, F-frekvensen, mener, ligesom både Jytte Larsen og Uzma Ahmed, at det er en misforståelse, at feminisme blot dækker over ligestilling mellem kønnene:

»Ordet feminisme skal jo ikke forstås som særegne regler eller fordele for kvinder, sådan som nogen desværre gør, men som det fælles mål om ligestilling. Og det er for mig vigtigt at holde fast i ordet og denne betydning af ordet, og derfor tror jeg, at det er vigtigt, at vi bliver ved med at kalde os feminister – samtidig med at der hele tiden sættes lighedstegn mellem feminisme og ligestilling. Ikke særrettigheder til kvinder, men fælles, lige rettigheder til alle; og netop på tværs af køn, hudfarve, seksualitet, religion osv.«

Hvis feminisme handler lige så meget om at sikre lige rettigheder mellem mennesker med forskellig religion som mellem kønnene, hvorfor så holde fast i ordet, når nu så mange mennesker stadig bliver provokeret af det – fordi det lugter lidt af særbehandling for kvinder, en forherligelse af feminine frem for maskuline værdier – og hvad der ellers hersker af vrangforestillinger derude?

Ifølge Amalie Guldborg handler det om at anerkende den historiske kamp, som feminismen udspringer af:

»Der er jo også flere, der er begyndt at kalde sig ”humanister” i stedet, og det er også et spørgsmål, jeg tit selv mødes med, når jeg fortæller, at jeg er feminist. Men det, som jeg personligt tænker, og som jeg finder vigtigt ved at bevare ordet ”feminisme”, er, at man på denne måde anerkender, at det var her, ordet startede. Man anerkender det arbejde, de kampe, der har ligget forud for, at vi står, hvor vi står i dag – men at der stadig er vej endnu.«

Desuden mener redaktøren heller ikke, at problemet med, at folk ikke føler, de kan stå inde for ordet feminisme, bliver løst, bare fordi man skifter ordet ud med et andet:

»Når jeg taler med folk og fortæller dem mit ståsted, mit syn på feminisme, spørger de alle lige netop: jamen hvorfor så ikke kalde det noget andet, så alle kan føle sig som en del af det? Og til det svarer jeg altid, at jeg tror på, at vi simpelthen må komme over disse negative associationer, som folk åbenbart har tilknyttet ordet. Og det opnås ikke ved at benytte et andet,« forklarer Amalie Guldborg.

Ifølge de tre feminister, Larsen, Ahmed og Guldborg, er der altså langt flere end to trin til at blive feminist. Man må gå ind for ligestilling mellem kønnene, ja, men også mellem etniciteter, klasser, seksualiteter, religioner osv. Ja, i princippet er listen uendelig. Feminisme er, som den berømte amerikanske filosof Judith Butler foreslog: en åben koalition.