Korstogsbørn

Det har været et forbilledligt år for murstensromaner i dansk litteratur. Først kom Martin Larsens Kronos’ drømme, snart efterfulgt af Jeppe Brixvolds I de levendes verden, og nu, lige før året går på hæld, har de fået selskab af Jesper Bryggers Pueri, hans anden roman efter Silfo fra 2015. Den er ganske vist i tyngden lettere at transportere rundt, men ikke luftigere i hverken ambitioner eller kompleksitet.

’Pueri’ betyder, som bagsideteksten fortæller, ’børn’ på latin, et anslag, der ikke fortæller ret meget. Ej heller de første to sætninger opklarer: »Köln 1212 AD« efterfulgt af »Er det dig, min månekalv?« Det er et refræn, der skal gå igen og igen, en kryptisk velkomst, om man vil, til en roman, der i løbet af sine lige under 500 sider gør præcis, hvad der passer den, og fanden tage mig om ikke det er en af de mest originale og forfriskende ting, jeg har læst på dansk i årevis.  

Pueris første bog, »Puer