Blodigt velskrevet bronzealderfortælling

Manden der bar solen starter huhej med blodhævn, sex i en robåd og noget med, at sæden egentlig skal ud i mosen, og ikke op i damen, fordi sæden skal ofres til guderne. Var det sådan man gjorde i Bronzealderen? Det kan Kristian Bang Foss sagtens bilde mig ind. Han kan også sagtens bilde mig ind, at der efter et togt foregik rituel analsex mellem krigerne, eller at kvindelige høvdinger kunne finde på at ofre en hingst, skære lemmet af og »kopulere« med det – ligeledes i rituelt øjemed. I romanens takkeliste står en lille håndfuld arkæologer, og af pressematerialet fremgår det desuden, at det er den første roman Bang Foss »har researchet i dybden på«. Samtidigt trækker han dog lidt i land, ved at kalde værket »min version af Bronzealderen.«

Hvis en bog er tungt researchet, kan den nogle gange ende med at blive tung at læse. Sådan er Manden der bar solen heldigvis ikke endt. De omtrent 430 sider er letlæste, det er en hurtig roman, der holder et intensivt tempo fra første side. Første og eneste reelle udfordring