Print artikel

Hvem vil bolle Gina?

Anmeldelse
30.08.17
Med lige dele selvudslettende skam, liderlig bravado og retfærdig harme har amerikanske Gina Wynbrandt skabt en sprudlende morsom tegneserie om sex og kærlighed. Og Justin Bieber. 'Er der ikke nogen der gider bolle mig, please' er hendes første tegneserie på dansk.

At kvinder, alle kvinder, til hver en tid kan få sex, hvis bare de har lyst, er en myte som mænd i årtier har elsket at gentage. Men det er selvfølgelig en myte. Og det er netop den myte, der er omdrejningspunktet for amerikanske Gina Wynbrandts sprudlende, morsomme og råt selvudleverende tegneserie Er der ikke nogen der gider bolle mig, please. Bogens fem tegnede noveller tegnet mellem 2012-2016 udgør tilsammen et portræt af en ung kvinde og hendes seksualitet og hendes ustandselige jagt på bekræftelse, på at blive set og på nogen, der gider at bolle.

Der er ingen, der gider at bolle Gina. Hun har ellers både taget en kort kjole på og drukket sig fuld som hun har set man skal i American Pie. Alligevel er der ingen, der gider at bolle hende. Så i stedet fantaserer hun om sex med Justin Bieber og One Direction. Og Satan. Og katte. Gina er nemlig lidt af en taber. En socialt akavet voksen, der ikke kan give slip på sin barndom og som sidder fast i en slags forhalet pubertetsalder. Samtidig er hun desperat efter at have sex for første gang – »WOW, jeg drak en hel øl. ALLE kunne bare udnytte mig lige nu« – og går til opgaven med lige dele optimisme og selvhad. Men alle hendes forsøg ender med at gå galt. Helt og aldeles absurd og grotesk galt. F.eks. da Kim Kardashian tager hende med til Teen Choice Awards og Gina med en spontan orgasme (udløst af One Direction...) og en smøg kommer til at lægge bygningen i ruiner.

Gina Wynbrandt går benhårdt efter joken i alle sine historier. Men samtidig løber en understrøm af vrede over den måde hun bliver mødt, set på og konstant bedømt gennem hele bogen. Gina Wynbrandt udøver en slags kropspositiv body shaming, hvis man kan forestille sig sådan noget. Hun udstiller sin mere eller mindre selvbiografiske hovedpersons krop og lader den håne og svine til. Alligevel formår hun at vende usikkerheden og de dårlige følelser til en utrolig styrke og en fuldstændig skamløs humor. Og netop hendes vekslen mellem selvudslettende skam, liderlig bravado og retfærdig harme er en af tegneseriens store styrker.

Er der ikke nogen der gider bolle mig, please bevæger sig fra det mere realistiske hverdags-college-drama i historien En ensom pige mindre, hvor et enkelt »lol« fra Justin Biebers twitter-konto redder en katastrofal fest over realistiske historier med udknaldede slutninger om f.eks. en god Kim Kardashian-fe og fremtidsforestillinger om Pikachu-sexrobotter til det helt bizarre i historien Store fede tøs, hvor Gina først bliver ydmyget og seksuelt udnyttet af men siden optaget i en hårdkogt bande af baggårdskatte (med menneskeansigter), der lærer hende at tage stoffer, male grafitti og lave røverier. Til sidst føder hun endda gravid en halv-kat-halvt-menneske-baby og ender i et talkshow, hvor datteren beskylder hende for svigt i barndommen. Dét er typisk Gina Wynbrandt. Det hele skvulper tit over, men på en besynderlig og elegant måde får Gina Wynbrandt selv det mest absurde og outrerede til at virke som en helt naturlig og meningsfuld måde at skildre en ung kvindes følelses- og seksualliv. Tegneserien udfordrer med sin brug af direkte referencer til popkulutur og sociale medier, nogle af de forestillinger, der hersker om kvinder og sex.

Er der ikke nogen der gider bolle mig, please er udgivet som et sympatisk samarbejde mellem de to tegneserieforlag Cobolt og Forlæns. Vist nok som resultat af begge forlags samtidige interesse i at udgive bogen gik de sammen om produktion og redaktion. Det er der kommet en overskudsagtig og velproduceret bog ud af. Designet er gennemført hysterisk og den let bøjelige indbinding med glitrende effekter ligger godt i hånden. Og så er det ikke mindst endnu en glimrende oversættelse fra Steffen Rayburn-Maarups hånd.

Ligesom omslaget er selve tegneserien holdt i lyserød og blå nuancer. Faktisk er der ikke en eneste sort streg foruden omslagsillustrationens konturstreger. Til gengæld er der gradienter, sølvfolie og skrigpink illustreret forsats. Og Gina Wynbrandt kan selvfølgelig også tegne. Hendes streg placerer sig et sted mellem Lisa Hanawalt (Bojack Horseman) og Simon Hanselmann (Megg, Mogg & Owl) – mellem det ulækre og sumpede på den ene side og det glittede og glamourøse på den anden. Gina Wynbrandt tegner enkelt og renlinjet med fokus på de få, vigtigste detaljer i ansigtsmimikken: opspærrede øjne, opspilede næsebor, blottede tænder og dobbelthager som på mislykkede selfier præger billedsproget. Statiske billeder og nærbilleder af ansigter er med til at skabe komiske og konfrontatoriske scener, hvor læseren får det hele trykket lige i fjæset.

Er der ikke nogen der gider bolle mig, please er meget morsom og lidt ulækker. Heldigvis. For det er en helt afgørende pointe at vise, at kvinder både kan være klamme og liderlige. Og at det er okay. Gina Wynbrandt har skabet vedkommende og vigtig tegneserie med et stærkt budskab til unge kvinder såvel som de mænd, der ikke gider at bolle dem. Og selvfølgelig også til dem, der godt gider.