Print artikel

Voldtægt konfronterer os med livets uorden

Mithu M. Sanyal. Foto: Tiderne Skifter
Interview
18.06.17
Journalist og kulturhistoriker Mithu Sanyals seneste bog Voldtægt – aspekter af en forbrydelse undersøger voldtægten som kulturhistorisk fænomen. ATLAS har mødt Sanyal til en snak om, hvorfor det er dødsensfarligt at tale om kønspolitiske gråzoner, men også hvorfor det er livsnødvendigt.

Kvindebevægelser verden over har kæmpet og kæmper stadig hårdt for helt basale rettigheder for ofre for seksuel vold. Det at blive voldtaget svæver som en symbolsk trussel i luften for hovedsageligt kvinder og visse grupper af mænd, men parallelt med den symbolske trussel og myterne om den foregår der også reelle voldtægter, der meget sjældent lever op til disse myter eller fremstillinger i medierne. Det er ikke spor vilkårligt, hvem der bliver ofre for voldtægter – det hænger tværtimod tæt sammen med strukturel ulighed betinget af køn, klasse og race. Det er et stykke prekært arbejde at skille reelle voldtægter fra myterne og fordommene om dem, men det er alligevel det, den polsk-indiske journalist og kulturhistoriker Mithu Sanyal forsøger at gøre i sin seneste bog Voldtægt – aspekter af en forbrydelse. »Jeg vil have mere end ét narrativ. Det gamle narrativ er fint, og der er rigtig mange mennesker, der passer ind i det, men der er også virkelig mange, der ikke føler, at de passer ind der« siger Sanyal, da ATLAS møder hende i København. »Det handler simpelthen om, hvor åbne vi vil være over for livets uorden«.

Ifølge Sanyal er det ikke udtryk for uheldig politisk korrekthed at sørge for at slå visse ting fast, inden man kan bevæge sig ind på kønspolitiske gråzoner. »Man har brug for rettigheder, før man kan åbne sig for diskussion. Det ville ikke have været muligt at skrive denne bog i 70’erne, for det ville have truet de processer, der var nødvendige for at få gennemført love, der var livsvigtige for kvinder. Vi er nødt til at acceptere, at her har vi et emne, som er sårbart og udsat, og vi er nødt til at gøre et stykke arbejde for at beskytte det«. Alligevel rører Sanyal med sin bog ved det måske mest betændte aspekt ved voldtægten, idet hun faktisk undersøger, om det er konstruktivt, at vi opfatter voldtægten som iboende kønnet. »Nogle gange er man nødt til at risikere noget, fordi konsekvensen ellers vil være, at man forbliver i en tilstand af frygt. Og de fleste mennesker, der er kommet til mig for at tale om min bog, har sagt til mig, at de er mindre bange, at de føler sig stærkere ved at læse den og at de ikke føler, at deres kroppe bliver brugt som en kampplads, og det er virkelig vigtigt. Vi er nødt til at risikere at begå fejl og blive misforstået, og hvis det sker, så må man simpelthen tage ordet igen«.

Voldtægtens myter og virkelighedens voldtægter

I Voldtægt begynder Sanyal med en analyse af kulturelle opfattelser af ære og skam ved at gå tilbage til to myter fra Aristoteles’ værk, Nikomacheiske Etik, nemlig Slaget ved Thermopylæ og Lucretias Voldførelse. I den første myte etableres det, at kamppladsen for mandens ære er det offentlige rum, mens det i Lucretias Voldførelse etableres, at kvindens ære er noget, der er placeret i hendes krop. Her bliver Lucretia, som er kendt vidt og bredt for sin dydighed, voldtaget, men det lykkes hende at bevare sin ære, idet hun over for sin ægtemand og far insisterer på at tage sit eget liv: Kun ved at forlade sin skæmmede krop, kan hun genvinde det, man har taget fra hende.

Myten om Lucretia har været ekstremt sejlivet i den europæiske kulturhistorie: »Botticellis, Cranachs, Dürers og Rembrandts berømte malerier viser enten voldtægtsforbryderen med en dolk rettet mod Lucretias bryst eller Lucretia, som selv støder dolken i sit hjerte. Händel besang hende. Shakespeare blev berømt på sit episke digt The Rape of Lucrece. Og både det engelske Wikipedia-opslag ”rape” og det tilsvarende tyske ”Vergewaltigung” illustreres af Tizians portræt af Lucretia,« skriver Sanyal. Myten om Lucretias voldtægt er overhovedet ikke den eneste voldtægtsmyte, men den indeholder alle de ting, der skal til for at etablere en skarp inddeling af kønnene og etablere ideen om kvinden som svag og manden som stærk, og det kan ifølge Sanyal være en forklaring på, at den er blevet fastholdt så grundigt.

Et andet vigtigt værk, der ifølge Sanyal tydeligt viser, at voldtægten bevidst er blevet kønnet, er Susan Brownmillers værk Against Our Will fra 1975. Det mest berømte citat fra bogen er: »[Voldtægt] er blot en metode til systematisk at skræmme kvinder, en metode, der gør det muligt for alle mænd at sætte alle kvinder i en permanent tilstand af frygt«. Altså: Mænd voldtager, kvinder voldtages, og dette er arnestedet for patriarkatet. Men man kan også kaste et blik på voldtægtslovgivningen i Danmark og Tyskland, der taler deres eget tydelige sprog: »Jeg var virkelig overrasket, da jeg fandt ud af, at op til 1997 i Tyskland var det kun mænd, der ifølge loven kunne være voldtægtsforbrydere, mens kun kvinder kunne opfattes som ofre rent juridisk«, fortæller Sanyal, »og i går fandt jeg ud af, at de ændrede loven i Danmark, så den blev kønsneutral i 2013. Indtil da havde man i praksis behandlet det, som om det var kønsneutralt, men det er kun fire år siden, at det blev besluttet ved lov«.

I den kollektive forståelse er voldtægt altid kønnet og bliver aldrig sammenlignet med andre former for vold. En del af forklaringen på dette er selvfølgelig, at denne fortælling har været et belejligt værktøj til at undertrykke og fastholde kvinder i bestemte positioner, men også, at den har været uundværlig og nogle steder stadig er det i kampen for kvinders rettigheder. Det er langtfra enkelt at forstå eller at kritisere, men det gør det ikke mindre vigtigt. Voldtægt er en forbrydelse, og ligesom med alle andre forbrydelser kan det selvfølgelig ske, at der falder falske anklager, eller at kvinder voldtager mænd. Selvom antallet af denne type voldtægter er lavt, og selvom fordelingen er skæv, finder disse ting ikke desto mindre sted. »Hvis du betragter mord for eksempel, så er det de omvendte tal. Her er 95% af ofrene mænd, men ingen ville sige, at kun mænd kan blive myrdet. Selvfølgelig ikke. Det ville jo simpelthen være usandt, helt forkert,« siger Sanyal.

Det er de andre, der voldtager

Det kulturhistoriske arbejde, Sanyal laver i Voldtægt og som hun lavede i sin bog Vulva fra 2009, som fik stor opmærksomhed i tyske og internationale medier, handler først og fremmest om at få opfattelser af virkeligheden til at kommunikere med den faktiske virkelighed. I Voldtægt tager Sanyal også fat i sagen om det store antal voldtægter i en folkemængde i Köln nytårsnat 2015/16. I den ekstremt kompakte folkemængde havde der foregået et eller andet eller nærmere bestemt rigtig mange ting på én gang, og både i tyske og internationale medier var historien lynhurtigt, at der på en plads i Köln nytårsnat havde fundet flere hundrede voldtægter sted begået af, som Sanyal skriver: »arabisk eller nordafrikansk udseende mænd™ (som bloggeren Nadia Shehadeh har døbt denne (ny)konstruerede identitet)«. Men egentlig vidste ingen helt, hvad der var foregået. Både politiet, medierne og øjenvidner var i tvivl. »Der var blevet begået 26 voldtægter, ikke i betydningen samleje, men i berøring af kønsdele under eller ovenpå tøj. Hvilket er forfærdeligt. Men det er ikke tusind voldtægter«, forklarer Sanyal.

Begivenheden i Köln var noget, der overgik dem, der faktisk blev udsat for overgreb, men det var også noget, der skete for fællesskabet eller rettere sagt forskellige, dunkelt definerede fællesskaber. Det lignede en sag, der fuldstændig perfekt passede ind i »de kommer her og tager vores kvinder«-narrativet, som allerede fandtes derude, selvom dette selvfølgelig også blev modsvaret af forskellige modkampagner, f.eks. Twitter-hashtagget #ausnahmlos (uden undtagelse): »Seksualiseret vold skal ikke kun gøres til en sag, når gerningsmændene er de Andre (…) Seksualiseret vold skal heller ikke kun vække opmærksomhed, når ofrene er hvide cis-kvinder«, som Sanyal i sin bog citerer fra www.ausnahmslos.org. Men dette var også en sag, der var svær at tale om for dem, der ellers gerne ville modvirke racistiske generaliseringer, både fordi de faktiske omstændigheder var så svære at forstå, men også fordi det var muligt, at der var et eller andet på spil, der faktisk var nødt til at blive adresseret. Uanset hvordan man vendte eller drejede det, syntes der kun at være forkerte konklusioner at drage. Og hvad gør man så? Hvordan lærer man af en sag som denne? »Der synes at være en iboende frygt for seksualitet, og det bliver altid behandlet som noget helt særligt med sine egne regler, måske fordi det jo får os til at handle irrationelt«, siger Sanyal. »Nogle gange, men også nogle gange ikke, kan seksualitet røre os virkelig dybt og få os til virkelig at ønske os noget, men det taler vi ikke om. Der er masser af begær, der flyver rundt, også når man taler om en såkaldt flygtningekrise. Der er begær fra alle sider, tyskere der begærer flygtninge, flygtninge der begærer den anden vej rundt. Men det bliver ikke adresseret, vi taler ikke om det. Vi taler om flygtninge, som om de ikke har kroppe«.

Og måske er det sådan, man bedst forstår det stykke arbejde, Mithu Sanyal laver: som en radikal insisteren på, at man godt kan bevæge sig ind i disse gråzoner uden nødvendigvis at miste grebet om de rettigheder, vi har fået. Men også, faktisk, at vi er nødt til det, hvis vi ikke synes, vi endnu har skabt den mest retfærdige af alle verdener. Nede blandt tabuer og alle de potentielle misforståelser og shitstorme på Twitter, er der også potentiale for at komme tættere på hinanden. »Hvis vi gør noget udelukkende for en abstrakt ide, vil det dræne os efter et stykke tid« siger Sanyal. »Vi kan arbejde for et ideal, men efter et stykke tid har vi ikke energien, uanset om det så er politiske idealer eller andre former for arbejde. Det er nødt til at fylde os med glæde. Det er også en form for subversiv kapital. Det er et menneskeligt behov at være lykkelig. Det er utrolig vigtigt at give og modtage glæde, og det kan være på seksuelle, ømme eller intellektuelle måder. Og det er utrolig vigtigt at behandle andre mennesker med viden om, at det er fuldstændig givet, at de også har dette behov. Vi har så meget mere tilfælles, end vi har kvaliteter, der adskiller os. Der kan være enorme individuelle forskelle mellem mig og den mand derovre, men grupperne ’mænd’ og ’kvinder’ er ikke så immanent forskellige«. Men at forstå dette og faktisk udleve det som fællesskab er ikke let og kræver stadigvæk at vi strategisk bekæmper de gamle paradigmer: »Nogle gange er man nødt til at gøre noget uretfærdigt for at bevæge sig væk fra noget«, siger Sanyal og forklarer: »Det er ligesom med kønskvoter på arbejdsmarkedet. Det er virkelig vigtigt, fordi det er et instrument, der har ændret en masse ting, og jeg ville ønske, at det ikke var nødvendigt, og at vi var hinsides det, men det er vi ikke. Eller hinsides, at der er langt flere bøger skrevet af mænd, der bliver anmeldt i aviserne, selvom der ikke er flere mænd end kvinder, der skriver bøger. Derfor er man nogle gange faktisk nødt til at sige: Åh, mænd er dumme! Men altså, hvis jeg siger det til en mand er det jo bare sexistisk og ret frygteligt, og i sidste ende kan den slags kun flytte tingene et stykke af vejen«.

Til spørgsmålet om, hvor åbne vi skal være over for livets uorden, er Sanyals svar altså måske: hele tiden lidt mere end vi er lige nu.