Print artikel

Fra Thy til Ly

Udsnit fra bogens forside
Anmeldelse
14.03.17
Et gammelt hus i Thy, en lille lejlighed på Nørrebro og et selv- og nybygget hus et eller andet sted, måske på landet. Bue Bredsdorffs lille tegneserietrilogi Hjem besøger de tre steder i en stille, poetisk – og lidt prætentiøs – udforskning af stedet og erindringen.

For nogle år siden udgav Bue Bredsdorff et gult hæfte i Pixibogformat på sit eget forlag Max Press. Huset i Sønderhå.I en lang række enkeltbilleder pertentligt omend lidt barnligt tegnet med blyant bevæger bogen sig gennem et hus i den lille by Sønderhå i Thy. Alle billederne er mennesketomme og viser i stedet et udsnit af huset, haven og omgivelserne – en grusvej, en uredt seng, en røgalarm – mens en enkelt, helt kort sætning ledsager motiverne: »Osen fra stegepanden«, »Stigen til værelset«, »Mærkerne i huggeblokken« osv. Sammen bliver de til en fortælling om et sted og om de erindringer og personer, der har været knyttet til det.

Nu genudgiver Forlaget Basilisk (helt oplag) Huset i Sønderhå i en let udvidet og omskrevet udgave sammen med to helt nye bøger, Husumgade 30 og Ly. Og samlet i en flot kassette udgør den ordknappe tegneserietrilogi, med fællestitlen Hjem, en helt lille pragtudgivelse.

Hjems tre dele handler om barndomshjemmet, ungdomsboligen og drømmen om at bygge selv. Husumgade 30 følger fuldstændig samme opskrift som Huset i Sønderhå. Men i stedet for barndomshjemmet i Nordjylland, er omdrejningspunktet en lille lejlighed på Nørrebro. Fra marker, skove og landsbydød er tegneseriens område zoomet ind på to værelser og snævre gader. Bue Bredsdorff foretager en slags mikroskopering af sit eget liv og sine egne omgivelser, hvor han med lejligheden som scene og hverdagen som dramaturgi, stykker fortællingen om en ung mand sammen af detaljer, fragmenter og glimt af erindring.

Ly er den af de tre bøger, der skiller sig mest ud. Og samtidig den, der gør mindst væsen af sig. Og måske er det netop derfor, at det er dén, der fungerer bedst og virker mest helstøbt. Ly er helt ordløs. Og, hvor tegningerne i både Huset i Sønderhå og Husumgade 30 er fastholdt i sorte rammer, lader Bue Bredsdorff motiverne i Ly flyde ud i sidernes hvide papir som vignetter. Ly er tegnet i point-of-view, hvor vi ser med hovedpersonens øjne på byggemateriale, madpakker og venners hjælpende hænder. I modsætning til de to forgående bøger, der begge slutter med afsked og en vis melankolsk grundtone (sidste replik i Huset i Sønderhå er »Altsammen er til salg« mens Husumgade 30 slutter med en pakket varevogn og teksten »Altsammen skal væk«), er Ly anderledes positiv og håbefuld – og fraværet af konkret geografi i titlen gør huset, der bliver bygget til en slags selvbyggerutopi, en fremtidsvision. Sidste billede er det færdigbyggede hus, set lidt bagfra, der står venligt og indflytningsklart. Det er ikke svært at drage parallellen, men på en effektiv måde kæder de tre afslutningsbilleder de tre ellers separate bøger sammen og skaber en fin fortælling om et levet liv.

Bue Bredsdorff har en særegen stemme og streg som serieskaber. Og når Hjem er bedst, er det både overbevisende og sensibel tegneseriepoesi, der giver et nyt blik på de genstande vi omgiver os med og på de rum og steder vi bevæger os igennem. Oftest er teksten nøgtern og saglig, men de sætninger, der ikke direkte stemmer overens med motivet, kan have en sær poetisk og uhyggelig kvalitet som – især i Huset i Sønderhå – giver den sparsomme fortælling et næsten dystopisk præg, når sætninger som »Skrigene fra grisene« og »Strålerne fra mobilmasten« bliver en del af nostalgien.

Men når Bue Bredsdorff forlader sit stramme koncept, mister fortællingen sin styrke. Når billedteksterne driver lidt for langt væk fra de konkrete genstande, enten ud i byen eller for eksplicit ned i følelserne mister det lakoniske sin gennemslagskraft og bliver postuleret og patetisk: »Rådvildheden i supermarkedet«. Og når teksten et par gange bliver så selvhøjtidelig at det ligner en parodi på inderlig, følsom og poetisk tegneseriekunst: »Det tomme blik i øjnene«.

Hjem balancerer på den hårfine grænse mellem banalt og dybsindigt. Af og til er det banalt. Dybsindigt bliver det dog aldrig – heldigvis. For når Bue Bredsdorff er bedst er han tørt konstaterende og skarpt registrerende. Og det er når alt er skrabet væk og den upolerede tegning står alene i al sin blyantsgrå kedsommelighed, at billedet pludselig står klarere frem og afslører glimt af alle de historier, der gemmer sig i et knirkende gulvbræt, en vasketøjskurv og en beskidt brødrister.