Print artikel

Et skamfuldt maraton

Pablo Llambias pludrer selvoptaget videre i endnu en sonettesamling. Fotograf: Per Morten Abrahamsen
Anmeldelse
06.02.13
Pablo Llambias nye kæmpesamling af dagbogssonnetter kværner videre i samme flade stil som den forrige. Det er kedeligt, men det er også meningen, skriver ATLAS dedikerede skribent, der netop har maratonlæst 800 sonetter.

Jeg har kigget nærmere på de nu to seneste bøger af Pablo Llambias. Monte Lema der udkom i efteråret 2011 og Hundstein der lige er kommet i januar i år. Det krævede 6 timers isolation, 3 kopper kaffe og en hel plade chokolade.

Hvorfor nu denne kedelige placering af læsningen, kunne du så spørge. Jo, fordi det kedelige, det hverdagsagtige og det ensomme, alt sammen er en grundlæggende præmis for de nu ca. 800 sonnetter, og den måde de opererer på.

Da jeg skulle skrive det her, blev jeg gjort opmærksom på Jeppe Krogsgaard Christensens anmeldelse af Monte Lema i Berlingske. Her kritiseres det pinlige, det private, det intetsigende indadskuende og den flade prosa, der er knækket, eller mast ind i, sonetformen for at være direkte dårlig, og fik to stjerner.

Anmeldelsen slutter med at sige, »at Llambías indimellem kommer kritikken i denne anmeldelse i møde. Det gør bare ikke bogen mere interessant eller vedkommende. Snarere tværtom.«

Det kan Christensen have ret i. Bøgerne skyr ens læsning af dem, ved også at læse sig selv. Ved at være på forkant med de kritikpunkter man kunne finde på at have, og ligge det hele frem, afviser de læseren. Alligevel bladrer man videre, som en person i bogen også gør opmærksom på. Det skrivende jeg i Hundstein gentager flere gange sin begrundelse for at gå fra T, hun er for ung, og hun er stadig for ung, men han elsker hende, men hun er for ung. Osv.

Det er dagbogsformen taget helt ud til sin yderste patetiske rækkevidde. Det er pinligt, det er skamfuldt og dét er pointen.

Terapeutisk skrift

Monte Lema er delt op i tre afdelinger: Poetik, Angst og L. Hundstein har ikke tematiske inddelinger, og tiden i teksterne er ikke kronologisk. Faktisk er teksterne skrevet samtidig, og derfor kan det være svært at skelne bøgerne fra hinanden, som enestående værker. Det skal man måske heller ikke, som anmelderne ellers har gjort, og derfor kritiseret Hundstein for at have mistet energien fra Monte Lema.

En måde at læse bøgerne på, som de selv tilbyder, er som terapeutisk skrift. Bøger der er skrevet for at få det bedre. Her et stykke fra afdelingen Angst:

»Det er, som om jeg stiller / mig frem i trods. Jeg nægter at lade angsten / styre mit liv. Jeg stiller mig frem for enten / at slippe af med angsten eller lære at // leve med den i al offentlighed.«

Det er her, som om det at skrive angsten ud, at lægge den frem, kan være med til at frigøre jeget fra den selv samme angst. Typisk for teksterne, findes der for hvert svar et modsvar, eller en latterliggørelse. Som her hvor sonnettet fortsætter:

»Jeg vil / have, at offentligheden kender mig som / den, jeg er. Først da kan jeg blive fri, / bilder jeg mig selv ind. Skal jeg virkelig have / Offentligheden for dét, for friheden? Det / er, som om narcissismen ikke vil slippe mig.«

 

Der vrænges af mangt og meget, men først og fremmest vrænger jeget af sig selv og af projektet, der gang på gang dømmes uegnet til udgivelse. Det er ikke tit man læser en bog, der tvivler på sine egne evner som bog. Der ikke vil stå ved sig selv. Det er heller ikke ofte, der er nogen, der tør snakke om litteratur, som er skrevet i håbet om at få det bedre. Men der synes at åbne sig en mulighed i slutningen af Hundstein. De sidste sonnetter er en nedtælling til dommedag, nemlig den dag Monte Lema skal udkomme. Udgivelsen er lig med selvudslettelse, og receptionen er lig med gravøl. Når man kobler det med løftet om endnu flere sonnetter – indtil videre er der 800, men der er op imod 1500 – kan man ligefrem vejre en form for opstandelse. En tid efter kollapset: »Til sidst en åbning mod noget helt / nyt, mod en lykke og et liv, der er / taget endnu et trin højere op.«

Tænk med maven

I førnævnte anmeldelse, og det er altså ikke for at hænge nogen ud, bliver det nævnt at Llambias skriver sig ind i den selvbekendende eller –biografiske litteratur, der findes i Norden lige nu, stærkest repræsenteret af Knausgård. Det er også rigtigt, det ved bøgernes fortæller godt, og skriver det også. En anden ting jeg synes man kan lægge mærke til, og som er på færde i dansk og nordisk litteratur, er den kropslige erfaring.

Det psykofarmikabedøvede jeg har mistet kontakten til sine følelser, har måske aldrig haft dem, og tvinges gang på gang til at mærke efter. Han bliver overrasket når en ”kærlighedsfølelse” kan sidde i hans bryst som en varme, lige pludselig, for det må da være at elske ikke? Det er kroppen der bestemmer over psyken, men det er også psyken der bestemmer over kroppen, når han ikke kan holde sin erektion, eller tager på pga. sine nye piller. Sindet og kroppen er adskilte uadskillelige.

Det er svært at se bort fra, at det er langt at læse, at man hører de samme ting mange gange, at selvynken ingen ende tager. Men hvis man gør det, synes jeg (beskedent) at det er en ret vild læseoplevelse. At turde kede sig med det, uden at det er en dårlig ting, at holde et højt læsetempo, og at grine højt og ofte. For skammen og selvynken plus den fladt konstaterende prosa udløser ofte grin. Man griner imod håbløsheden. Hør bare her til slut, hvor jeget er på sjæleligt højskolekursus. Sonnetten hedder Kenneth Sørensen er gæsteguru:

Kenneth Sørensen er gæsteguru. Der

findes overguruer og under-

guruer. Jeg aner ikke, hvor Kenneth

Sørensen befinder sig i hierarkiet.

 

Om han befinder sig over eller

under den lokale guru, Vita

Storborg. Kenneth Sørensen er guru, for-

di han siger, at »den universelle

 

visdom er tilgængelig for alle.«

Dermed gør han potentielt alle til-

hørere til disciple. Det kan lykkes dem

at blive som ham. Oplyst. Det kan lykkes dem

at opnå oplyst bevidsthed. Dét er

illusionen: At alt er tilgængeligt.