Et litterært Ekstra Blad
Et gennemgående greb i multikunstnerens Claus Beck-Nielsens kunst har ofte været provokationen. De provokerede har været alle fra kommunalansatte, der ikke anede, hvad de skulle stille op med en Claus Beck-Nielsen uden hukommelse og personnummer, eller Ekstra Bladet, der hoppede i med begge ben og bragte historien. Eller Beck-Nielsens tidligere kompagnon, Thomas Skade-Rasmussen Strøh, der følte sig så krænket og udstillet i romanen Suverænen, at han lagde sag an mod Helge Bille Nielsen (Det hed han på det tidspunkt, og måske var retssagen i øvrigt det mest vellykkede pr-stunt i forbindelsen med udgivelsen af en roman om demokrati i nyere dansk historie… Måske). Men hvor hukommelsestabet kunne ses som en kommentar til et relevant spørgsmål om statsløse og menneskerettigheder, og hvor romanerne - der kom som følge af Helge Bille Nielsen og Thomas Skade-Rasmussen Strøhs rejser til Irak og USA -kan læses som en kritik af vestlig imperialisme i Irak, så lander Claus Beck-Nielsens nyeste bog Mine møder med de danske forfattere blot som et slags litterært Ekstra Blad - en provokation for provokationens skyld.
Claus og de andre neandertalere
