Print artikel

En måde at dø døden på inden man dør

Foto: Palle Peter Skov, Ritzau/Scanpix
Profil
09.10.19
Søren R. Fauths liv og virke er spændt ud mellem to poler: Distanceret abstraktion og fortærende indlevelse. Det kommer der en mangfoldig produktion af oversættelser, forskning og egne digte ud af.

Søren R. Fauth har et på mange måder frygtindgydende CV. Han er dr.phil og lektor i tysk på Aarhus Universitet, oversætter af pessimistiske sværvægtere som Arthur Schopenhauer og Thomas Bernhard, og har desuden haft et virke som digter siden 2013. Senest udkom Digt om døden: En bog om min far og i dette efterår udkommer På Jupiter findes fortiden ikke på forlaget Ekbátana. Litteraten Erik Skyum-Nielsen har udtalt i en podcast for Dagbladet Information, at han især forbandt tysksproget litteratur med alvor, og det lader altså til, at Fauth har valgt at vie sit liv til et af de allermest tungsindige udsnit af en i forvejen alvorlig kultur.

Med den tunge ballast in mente er en af de store overraskelser ved Digt om døden, hvor umiddelbart og hverdagsligt et register hele langdigtet er skrevet i. Ofte tyer den endda til humor, som når det i et par verselinjer selvironisk lyder  »intet er mere meningsløst end at oversætte / siger Bernhard / den idiot!« Som Fauth forklarer ATLAS, skyldes denne lethed i stilen blandt andet, at »Den er skrevet ud fra nogle fuldstændig strenge dogmeregler. Jeg skulle skrive uredigeret og ufiltreret, og jeg skulle skrive det, der var i bevidstheden. Jeg måtte ikke tænke det ihjel med formen og ciselere et eller andet. Jeg måtte under ingen omstændigheder censurere mine egne tanker. Så hvis det var meget, meget ubehageligt, det der var i bevidstheden, så skulle det også ind i teksten.«

Der kan komme alt for meget afstand, alt for lidt emotionalitet. Hvad er kunstens indhold, hvis ikke eksistensen?

Noget af det, der går Fauth allermest på, er derfor også, når folk lader sig skræmme væk af hans nye digtsamlings ydre og alle mulige formodninger om en uigennemtrængelig tyngde: »Den er jo ikke smal. Den kan faktisk læses af alle. Der er noget med omslaget og titlen, der virker afskrækkende, ikk? Jeg ved det fra min egen boghandler i Fredericia - vi har en skøn boghandel i Fredericia - hun siger, at når folk ser den, så siger de: “Jamen jeg læser ikke digte”. Altså bogens udseende er en bremseklods, det snyder i virkeligheden.«

Det er egentlig også sådan, Fauth er at tale med: Det respektaftvingende CV snyder i virkeligheden. Nok er han i stand til at referere ubesværet til store forfattere og filosoffer (på et tidspunkt under samtalen reciterer og oversætter han fx fra hovedet en strofe fra den tyske romantiker Hölderlins Hyperions Schicksalslied, som også indleder hans digtsamling), men det er aldrig på en facon, der gør giganterne utilnærmelige. Som han selv siger, »Hvis jeg overhovedet har nogen som helst funktion som litterat, så er den, at jeg skal få litteraturen til at leve. Som jeg plejer at sige: Vi skal vise de unge mennesker noget, som de ikke troede fandtes. Vi skal simpelthen smadre dem. Og det kan du kun, hvis du viser, hvem du selv er inde i undervisningens rum, og så viser, at du selv er sårbar, at du har aktier i lortet. Det angår os faktisk, det Rilke skriver, vi kan ikke bare bortabstrahere det.«

Det kan måske derfor undre, at Fauth får sit digterjeg til at sige: »Jeg hader det litterære / jeg afskyer alt det / som ikke er liv / som ikke står og dirrer i det virkelige.« Digtsamlingen er nemlig fyldt med litterære henvisninger. Selvom der selvfølgelig ikke er fuldkommen overensstemmelse mellem Fauths biografiske jeg og hans digteriske jeg, så vil han gerne stå på mål for citatet. Men som han forklarer, hænger det nøje sammen med hans kunstsyn: »Der kan komme alt for meget afstand, alt for lidt emotionalitet. Hvad er kunstens indhold, hvis ikke eksistensen? Og eksistensen den er du og jeg – på godt og ondt – en del af. Så hvis du vil beskæftige dig med kunst, så bliver du nødt til at give noget af dig selv. Du kan ikke holde på dig selv. Så hvis der kommer en iskold idiot herover og putter alle mulige teorier og begreber og pjat ind over det, så kan du ende med at slå det ihjel.«


Som undertitlen på Digt om døden: En bog om min far vidner om,  er værket affødt af, at hans far skal på plejehjem, og han er på den måde blevet ekstraordinært bevidst om faderens dødelighed. Det er dog ikke den eneste død, som Fauth kredser om i digtsamlingen, adskillige vers beskæftiger sig ligeledes med søsterens og bedsteforældrenes død. Men under samtalen dukker også et andet betydningslag frem. »Digtet er jo også skrevet på en generel midtvejskrise, som mange kender, tror jeg, i min alder, som kan være en frygt for at havne i sådan et loop af gentagelser, hvor gentagelserne så på et eller andet tidspunkt fører til, at det brændende forhold til genstanden forsvinder, og det var måske også i nogen grad ved at ske. Den største frygt, jeg har i mit liv, er at begynde at behandle det, jeg beskæftiger mig med, som noget udvendigt. Det er det værste, for det er en død. Det er en måde at dø døden på inden man dør.« I den forstand dokumenterer værket også Fauths kamp for at bevare engagementet i og med verden, »Overvinder døden ved at skrive denne bog« som det lyder et sted i digtsamlingen.

Hvis jeg overhovedet har nogen som helst funktion som litterat, så er den, at jeg skal få litteraturen til at leve

Selvom Fauth først begyndte at udgive digte i 2013, kan han nu slet ikke forestille sig at have et liv uden poesien. Egentlig mener han ikke, at det at skrive poesi er så fjernt fra hans akademiske virke, og siger endda, at det »hænger nøje sammen med det akademiske. Det hele er forbundet med hinanden. Fordi jeg heller aldrig nogensinde har skrevet noget akademisk, som jeg ikke selv var involveret i. Det har altid været en udlægning af noget, som var en udlægning af noget, der var inde i mig. Altså hele min relation til Schopenhauer er jo også sådan en filterløs relation.«

Fauth medgiver, at det filterløse kan blive for meget. Ligesom sit digterjeg er han åben om sin brug af antidepressiv medicin (»Går alle toilettasker igennem / har Sertralin til en måned«), som holder verden fra at være for anmassende og overvældende. Det er på grænsen til denne altfortærende indlevelse, at Fauth skal balancere sit liv og virke. Heldigvis er denne linedans enormt produktiv. Fauth stivner ikke af skræk, men forærer os med dirrende hånd en mangfoldig produktion af oversættelser, forskning og digtning.