Print artikel

Din sorte broder

Fra bogen 'Rasmus får besøg' af Jørgen Clevin, Gyldendal 1992, opr. 1948
Kommentar
22.05.19
Hvad stiller vi op med den litteratur, der falder uden for tidsånden? Kommentar om dansk afrikanisme.

Den amerikanske forfatter Toni Morrison – der modtog Nobelprisen i litteratur i 1993 som den første sorte kvinde –  foretog engang en litterær undersøgelse af det, hun kaldte amerikansk afrikanisme.

I essayet Sorte spørgsmål (1993) skriver hun, at begrebet dækker over de måder, »hvorpå en ikke-hvid, afrikansk-agtig (eller afrikanistisk) tilstedeværelse eller personlighed blev konstrueret i USA«. Naturligvis, tilføjer hun, er USA ikke ene om konstruktionen af afrikanisme: »Sydamerika, England, Frankrig, Tyskland, Spanien – alle disse landes kulturer har deltaget i og bidraget med aspekter til et ’opfundet Afrika’, men litteraturen i disse lande udsættes nu for kritik af det ”racebetonede ræsonnement”«.

Det er næsten 25 år siden, Toni Morrison skrev dette. Spørgsmålet er, om tiden så gik i stå. Eller om det vi i dag oplever i Danmark, hvor Halfdan Rasmussens ’negre’ og ’hottentotter’ nu er blevet ekskommunikeret, blot er udtryk for, at alle den slags litterære værdidebatter migrerer hertil fra deres arnested med en betydelig forsinkelse.

Da en trekvartnøgen Josephine Baker optrådte i København iført et skørt af virilt opadpegende bananer om lænden, jublede PH over hendes »naturlighed«. Han kunne slet ikke få øje på den undertrykkelse, som ’negerfiguren’ var udsat for i danske underholdningsindustri

Sagen er jo, at Toni Morrison kunne have føjet en lang række andre lande til sin liste, ikke mindst Danmark. Også vores litteratur, ikke mindst den for børn, har altid konstrueret afrikanismer, oven i købte en hel del med betydeligt racistiske over- og undertoner. Det, vi behøver i dag, er en debat om litteraturens hensigt, motiv og intention. Er de danske litterære afrikanismer skabt med det mål at nedgøre sorte udfra et nedarvet kolonialistisk værdisæt og et ønske om at håndhæve hvid magt? Eller udspringer de måske tværtimod af deres samtids troskyldigt-naive syn på de sorte som ædle vilde i pagt med naturen og af et ønske om at opdrage børn til verdensvendt mellemfolkelighed, humanisme og tolerance?

Hvis vi ser på den geniale danske børnelitteratur – i forlængelse af Gyldendals revidering af Halfdan Rasmussens digte – vil vi opdage en mangfoldighed af historier, hvor de sorte spiller en rolle. Når vi så tager Lystige viser for børn I-II med i betragtning, kan vi tilføje endnu et væld af afrikanismer.

Det lå i dele af tidens kulturliv – fra 1920'erne og frem – at afrikanerne repræsenterede noget, som vi havde mistet. Da en trekvartnøgen Josephine Baker optrådte i København iført et skørt af virilt opadpegende bananer om lænden, jublede PH over hendes »naturlighed«. Han kunne slet ikke få øje på den undertrykkelse, som ’negerfiguren’ var udsat for i danske underholdningsindustri.

I de år, hvor den kulturradikale billedbogskunst svælgede i farver, rytme og frisind, kom de sorte til at spille en væsentlig rolle. Ved første øjekast – og også ved andet, tredje, fjerde, femte osv – er der oftest tale om grove stereotypier. Men bøgerne og sangene rummer også et ekstra lag. I den kulturradikale guldalder ville børnebøgerne og børnesangene gøre afbigt for fortidens synder. Den europæiske erobring af Afrika med kolonisering og slavehandel var nu afløst af farvestrålende fantasier om det globale fællesskab. Formelt set var både bøgerne og sangene stadig racistiske. Intentionerne var at bygge forståelsesbroer mellem kontinenterne. Men tiden bød ikke på en metabevidst debat om sprogets aftryk på vores holdninger og værdier. Man kunne sagtens sige ’nigger’ uden at det faldt udenfor flertallets normalpraksis.

I den kulturradikale guldalder ville børnebøgerne og børnesangene gøre afbigt for fortidens synder. Den europæiske erobring af Afrika med kolonisering og slavehandel var nu afløst af farvestrålende fantasier om det globale fællesskab

’Neger’ kunne man sige, uden at se sig selv nervøst over skulderen indtil for relativt få år siden. Men sproget er dynamisk og afspejler en tidsånd. Nogle udtryk falder i unåde, mens andre vinder frem. Sagen om Halfdan Rasmussens digte er ikke det første eksempel på en dansk sprogjustering, hvor ’neger’ er blevet byttet ud med noget andet. Allerede i 1990 – altså for små 30 år siden – udkom en billedbogudgave af Harald H. Lunds Elefantens vuggevise med sjove, farveglade tegninger af Dorthe Karrebæk. Da jeg sang sangen for min lille søn, opdagede jeg, at der var noget galt. Den linje, som jeg huskede som

            i morgen får du en negerdreng,

            og ham skal du bruge til rangle

var pludselig blevet justeret, så der nu stod

            i morgen får du en kokosnød

            og den skal du bruge til rangle.

’Negerdreng’ eller kokosnød? Da Harald H. Lund (1902-1982) i 1948 udgav sangen (med fin melodi af Mogens Jermiin Nissen), var der ingen der skænkede det en tanke, at det kunne være et problem, at elefanten bruger en ’neger’ som rangle. Nej, sagen er, at elefanten oprindelig slet ikke fik en ’negerdreng’, men en ’niggerdreng’. Spørgsmålet er, om dem, der synes, at det er forbudt for børn, at ændre ordet ’neger’, også vil argumentere for, at Jumbo burde have beholdt sin ’niggerdreng’? I 1990 var der tydeligvis en børnebogsforlægger, der mente, at ’neger’ var upassende, og kokosnøden blev introduceret. Mig bekendt, udbrød der ikke nogen censurdebat dengang. Jeg tog eksemplet med, da jeg for snart tyve år siden skrev en større artikel om ’negerens’ placering i klassisk dansk billedbogskunst. Dengang havde vi endnu ikke hørt om svenske forlag, der justerede lidt i teksterne, så Pippis far blev ’sydhavskonge’ i stedet for ’negerkonge’, så andres krænkelse var endnu ikke blevet vores forargelse. Først flere år efter gik det op for os, at svenskerne var på afveje. Men at vi selv allerede var det, anede vi ikke.

Gyldendal har ikke forgrebet sig på Halfdan, fordi hans værker stadig findes i den originale sprogdragt, og de vil både blive genoptrykt og lagerført som sådan, men de har heller ikke løst noget problem ved at justere ’negerne’ og ’hottentotterne’ ud af teksten. De har derimod åbnet en ladeport ind til store dele af den mest fantastiske danske børnelitteratur, som de nu skal tage stilling til

Politikens Forlag udgav Lystige viser for børn I-II første gang i 1964, og i de følgende år kom oplag på oplag. Bøgerne rummer store dele af den danske børnesangskat. Men hvis den skulle optrykkes i dag, ville ni-ti sange med afrikanismer med sikkerhed blive redigeret ud. Ville det være censur? Sjovt nok skrev forlaget i et forord (min udgave er fra 1968), at man jo altid kan diskutere, om en sang er »tidssvarende«. Ja, netop. Antologien – som er redigeret af en småbørnspædagog, en musikpædagog og en børnehavelærerinde – afspejler derfor de normer, der hersker i samtiden: litterært, musikalsk, pædagogisk, og dermed også værdipolitisk.

Fra 'Bugivugi og hans fire sønner' af Egon Mathiesen, Gyldendal 2011, opr. 1946.

Blandt det, som vi går glip af i dag, fordi bøgerne ikke længere udkommer, er endnu en sang af Harald H. Lund. Sangen hedder I Niggerland bananen gror, og her hører vi om lille Jumbo (han hedder altså det samme som elefanten i den anden sang), der slider hele dagen med at slæbe bananer ned til damperen – og så skal han passe på krokodillen, »den grimme niggeræder«, som holder af »sort dessert«. Men så kommer det sidste vers:

            De sover på det bare gulv,

            for de har ikke senge,

            og selv når det er søndag, må

            de ikke sove længe.

            Nej, danske dreng, du har det godt,

            sig tak for livets goder

            og send en kærlig hilsen ned

            til ham, din sorte broder!

Racismen i de gamle bøger og sange for børn havde altså ikke nødvendigvis til hensigt at nedgøre de sorte. De var tværtimod ofte udtryk for en tidstypisk, måske troskyldig, og ganske vist eurocentrisk chauvinisme, der ville pode de priviligerede danske børn med humanisme og en mellemfolkelig verdensforståelse. Kulturradikal reformpædagogik ønskede frisind og tolerance. Den danske dreng skulle sende en kærlig hilsen ned til sin sorte broder (og vi bemærker, at pigerne ikke er nævnt), helt i tråd med Egon Mathiesens tolerancemanifest, Fredrik med bilen, hvor en gæv dansk gut kører ud i verden for at finde sorte børn »hvis de altså findes«, og undervejs finder børn i alle farver, hvorefter de leger sammen, deler en madpakke og sover til middag i god ro og orden. Samme mellemfolkelige farveladepointe havde Halfdan Rasmussen i et af de digte, som Gyldendal nu har udeladt:

            Lille negerdukke

            sover i min seng

            sammen med en dejlig

            gul kineserdreng

 

            Jeg har sunget mine

            kære børn til ro,

            klappet dem på kinden,

            kysset begge to.

 

            Vi er én familie.

            Børn af samme jord.

            Sov, min sorte søster!

            Sov, min gule bror!

Jeg kender unge forældre, der elsker både Halfdan og meget andet dansk guldalderlitteratur for børn, men som ikke læser det for deres børn, sådan som det er skrevet. De ønsker ikke at læse ’neger’, så de modificerer teksten. Tiden løber altid fra sproget. Og måske er tiden også – viden om i dette land – løbet fra den mellemfolkelige ambition om søster- og broderskab, som børnelitteraturen var så rig på, da man endnu gerne måtte bruge n-ordet. Men ’negeren’ kan hverken vaskes eller whitefaces ud af den danske litteratur, det siger sig selv. De originale værkers historiske ukrænkelighed er ikke til diskussion. Det er til gengæld den måde, vi kan forny værkernes liv på. I lande, hvor frisindet ikke hersker, fra Saudi Arabien til USA, må kun moralsk og religiøst blåstemplet litteratur stå på bibliotekernes hylder. Her hos os bør vi også sikre adgangen til det, der kaster lys over vores egne værdiers udvikling og vores sprognormers forandring. Tag nu Bibelen, der findes i mange udgaver, som eksisterer side om side – fra den fulde udgave til de talrige genfortællinger, hvor sproget er omskrevet, og hvor kun det er med, der falder i god jord i dag.

Det litteraturhistoriske perspektiv må vi altid beskytte, når nogen finder det nødvendigt at formilde for at formidle

Det litteraturhistoriske perspektiv må vi altid beskytte, når nogen finder det nødvendigt at formilde for at formidle. Gyldendal har ikke forgrebet sig på Halfdan, fordi hans værker stadig findes i den originale sprogdragt, og de vil både blive genoptrykt og lagerført som sådan, men de har heller ikke løst noget problem ved at justere ’negerne’ og ’hottentotterne’ ud af teksten. De har derimod åbnet en ladeport ind til store dele af den mest fantastiske danske børnelitteratur, som de nu skal tage stilling til. Gyldendals direktør Morten Hesseldahl har sagt, at forlaget ikke vil give andre børnebøger samme slags behandling. Men hvad skal der så ske med Egon Mathiesens Bugivugi, hvor der er en ’jazzneger’ ved navn Sam? Og hvad med Jørgen Clevins strudsebøger Rasmus og Rasmus får besøg, hvor det vrimler med ’neger’-ordet og helt formidable eksempler på dansk afrikanisme, når den er allerværst, både i ord og tegninger. De bøger er kanonisk dansk børnelitteratur. Men de kan ikke finjusteres til en tidsånd, der tager højde for deres krænkelsespotentiale.