Print artikel

Statuer kan også kaste skygger, når de fjernes

Statuen af sydstatsgeneral Robert E. Lee fjernes i maj 2017. Foto: CC
Kritik
27.02.19
Statuer, der hylder Sydens soldater fra borgerkrigen, er blevet centrum i en strid, der handler lige så meget om USA's nutid, som om landets fortid.

I byen Durham, North Carolina, stod indtil sidste år en undseelig bronzestatue af en anonym sydstatssoldat. Den havde stået på sin prominente plads ved byens gamle retshus siden 1924 som en hyldest til de unge mænd, der var trukket i Sydstaternes grå uniform under Den amerikanske Borgerkrig. Nu havde rasende demonstranter revet den ned fra sin sokkel. Den krængede ynkeligt sammen. En demonstrant sparkede opstemt til bronzen. Flere blev anholdt.

Aktionen var en reaktion på begivenhederne i byen Charlottesville, Virginia, hvor nynazister under en demonstration havde myrdet en moddemonstrant. Byrådet havde forinden vedtaget at fjerne en gammel rytterstatue af Sydstatsgeneralen Robert E. Lee. Og det fortsætter. For nyligt var det statuen Silent Sam, som måtte lade livet, da omkring 300 demonstranter rev den ned fra sin sokkel på University of North Carolina.

Rundt om i Sydstaterne står tusindvis små og store monumenter, der på forskellig vis mindes Sydstaternes kamp mod Unionen. Der har de stået længe, alt imens verden omkring dem er forandret. I dag er de blevet centrum om en strid, der handler lige så meget om USA nutid og fremtid, som om landets fortid.

For dem, der forsvarer monumenterne bliver indsatsen for at fjerne monumenterne derimod opfattet som et angreb på dem selv: et udtryk for, at der ikke længere er plads til dem i det nye USA

Et vigtigt slag i den aktuelle kulturkamp fandt sted, da New Orleans’ Demokratiske borgmester Mitch Landrieu i 2017 sløjfede tre markante mindesmærker i byen, herunder endnu en statue af Robert E. Lee. Landrieu havde spillet en vigtig rolle i genrejsningen af New Orleans efter den ødelæggende orkan Katrina. Men det var kampen om statuerne, der gav ham landspolitisk bevågenhed, ikke mindst fordi han ved den lejlighed holdt en tale, hvor han forsvarede beslutningen med bemærkningen: »Der er forskel på at mindes sin historie og at bøje hovedet i ærbødighed. For Amerika og New Orleans har det været en lang, snørklet vej med mange store tragedier og store triumfer. Men vi kan ikke være bange for sandheden.«

Her talte han ikke bare som en liberal Demokrat i opgør med det konservative Syden, men som en hvid mand fra Sydstaterne i et personligt selvopgør. Tidligere i år udgav han så den selvbiografiske In the shadow of statues – a white southerner confronts history, hvor han udfolder argumentet for at gøre op med den traditionelle mindekultur i Sydstaterne.

Landrieu skriver om, hvordan han blev borgmester i New Orleans efter Katrina havde fået racedebatten til at blusse op i USA. De sorte var blevet ramt hårdest. De var fattigere og boede mere udsat. For Landrieu og andre er denne fattigdom et udslag af en dybt problematisk historisk arv, der viser sig om en art institutionaliseret racisme, som ikke mindst præger de gamle Sydstater. En af de største folkevandringer i USA's historie er således udvandringen af millioner af sorte amerikanere fra Syden til storbyer som New York og Chicago. De vendte Syden ryggen, fordi de der helt frem til 1960’erne blev udsat for en eksplicit og lovfæstet racediskrimination, der giver genlyd den dag i dag.

Landrieu så sig selv som en mand, der skulle samle byen. Han var da også blevet valgt med et flertal af såvel sorte som hvide stemmer. Det er i det lys, man skal forstå den kampagne han omkring 2015 indledte mod byens monumentale mindesmærker. Landrieu beskriver, hvordan han gradvist nåede til den erkendelse, at statuerne – som han ellers ikke havde tænkt meget over – i virkeligheden udtrykte et bevidst forsøg på historieforfalskning, der knyttede sig til Sydens racistiske arv. De repræsenterede ikke Syden.

De fleste af monumenterne blev da også netop opført i perioden fra 1900-1920, hvor Syden strammede sit greb om den sorte befolkning. En ny bølge af mindesmærker blev rejst fra 1950’erne, sammenfaldende med den periode, hvor Sydens raceadskillelse blev udsat for stadig kraftigere kritik fra Borgerrettighedsbevægelsen.

Monumenterne bliver typisk udlagt som udslag af en apologetisk tolkning af borgerkrigen – The Lost Cause. Her er fokus flyttet fra spørgsmålet om slaveri til soldaternes og generalernes personlige ofre i en krig, som ikke kunne vindes for en civilisation, der som det hedder, blev Borte med blæsten. Landrieu fortæller, hvordan formålet med denne omskrivning af historien var at sikre hvidt overherredømme ved at hvidvaske Sydens problematiske fortid og kampen for det slaveri, der retteligt var en plet på Sydens ære.

Som symbolske markører ses de som formidlere af en rodfæstet identitet snarere end udtryk for støtte til diskrimination eller slaveri

Landrieus bog er et eksempel på en position, som deles af mange modstandere af monumenterne, der anser det for at være afgørende at vise, at man ikke kan acceptere disse værdier i det moderne USA. På samme måde som opførelsen af dem i sin tid var et værdiladet budskab, bliver deres fjernelse altså et budskab om en nation og en by, der tilstræber lighed og værdsætter diversitet – tager skylden på sig for fortiden frem for at rose sig af den.

Men Landrieus håb om, at opgøret med mindesmærkerne ville samle, har vist sig forgæves. Tværtimod er opgøret blevet endnu et udtryk for en nation i splid med sig selv. Det gælder både i New Orleans, hvor Landrieus projekt blev mødt med stor modstand fra byens hvide indbyggere, samt i Syden i det hele taget, hvor forsvaret for monumenterne har været medvirkende til at give vind i sejlene til Det Republikanske Partis mere Trump-inspirerede fløj.

Landrieu fremhæver igen og igen alt-right og højreekstreme grupper, som dem, der forsvarer statuerne. Men det er at vende sagen på hovedet. Det er korrekt, at højreekstreme har kunnet bruge kampen for statuerne til at styrke deres position. Men det skyldes netop, at kampen for de historiske mindesmærker appellerer langt bredere. Der er i Sydstaterne – såvel som i USA som helhed – et flertal imod nedtagelsen af historiske mindesmærker. Mange steder har monumenternes fremtid udviklet sig til et ideologisk tovtrækkeri mellem konservativt dominerede delstatsregeringer og liberale bystyrer. For dem der forsvarer Sydstaternes monumenter, er de – uanset hvordan man måtte vurdere deres etiske og æstetiske kvaliteter - udtryk for en væsentlig del af Sydstaternes historiske identitet.

Som symbolske markører ses de som formidlere af en rodfæstet identitet snarere end udtryk for støtte til Jim Crow, diskrimination eller slaveri. Intensiteten i konflikten hænger, som så meget andet i nutidens USA, altså sammen med dens identitetspolitiske karakter. For Landrieu er sagen, at det offentlige rum skal udtrykke de idealer, der gælder netop nu. For dem, der forsvarer monumenterne bliver indsatsen for at fjerne monumenterne derimod opfattet som et angreb på dem selv: et udtryk for, at der ikke længere er plads til dem i det nye USA. Dette forhold har Landrieu ikke blik for. Sagen er den, at statuer også kan kaste skygger, når de fjernes.