Print artikel

Det begyndte med, at vi fik rotter

Foto: Lærke Posselt
Uddrag
02.02.17
I dag debuterer Thomas Korsgaard med romanen 'Hvis der skulle komme et menneske forbi'. ATLAS bringer et uddrag fra bogen, der tegner et portræt af en familie i økonomisk krise – set med et barns øjne.

Det begyndte med, at vi fik rotter. Jeg var 12, og mine forældre var udødelige. De så ikke rotterne som et tegn på noget. Rotterne løb bare rundt bag panelerne i vores køkken hver nat. De havde gnavet sig vej gennem glasulden under facaden, og nu løb de rundt inde, hvor skufferne stoppede. Man kunne høre deres kløer, når de pilede hen over træet. De spiste alt, hvad de kunne få fat i. Krummer af brød og kager, der lå i bunden af skufferne. Løg og kartofler fra skabet under håndvasken. Selv de små tabs til opvaskemaskinen og kalkfjerneren fik de gnavet sig igennem, uden at de tog skade. Det stank fælt fra rottereden bag panelerne. Min far havde stillet en plastikbakke med gift frem i skabet under håndvasken. Det var helt lyserødt. Vi måtte ikke røre det, sagde min mor. Giften hjalp ikke, og en uge efter var rotterne stadig i live. De havde ikke engang nippet til giften.

”Den danske rotte er blevet modstandsdygtig,” sagde min far.

”Vi kan ringe til en skadedyrsbekæmper,” foreslog min mor.

”Njaaaaa,” han trak på det. ”Små slag, Lonny.”

”Jeg gider det ikke mere, det er fandens ulækkert.”

”Vi ordner det selv. Det kan jeg sagtens klare.”

”Det må du om.”

Min far gik udenfor og tændte for en slibesten med motor, som stod i laden. En hvinende lyd fra den skar sig ind i stuehuset. Han kom indenfor igen med en skarp spade i den ene hånd og et brækjern i den anden.

”Nu skal I bare se,” sagde han. Så lukkede han dørene til i køkkenet, pillede panelerne ned med brækjernet og lod rotterne løbe ud på gulvet i rummet. Han gik rundt i køkkenet i sin blå kedeldragt, løftede spaden op i højde med skuldrene og lod den falde. Sådan huggede han rotterne over i halve, og et metallisk brag lød, når spaden nåede gennem linoleumsgulvet og ramte betonfundamentet. Én efter én fik han gjort det af med dem. De lå i hver deres blodpøl på køkkengulvet. En enkelt havde nærmest fået vrangen vendt ud. Min mor vaskede det hele væk med en karklud, da han var færdig. Så sømmede min far panelerne på plads igen, og rotterne blev kastet over i en bunke af døde dyr, der i forvejen lå ude på gårdspladsen. Døde dyr rådner først, når de har ligget længe nok til, at maddikerne er kommet ind under huden på dem og har overtaget deres kroppe. Så lægger hårene sig ned i glatte, fedtede folder, og når fluerne skider i deres udtørrede øjne, begynder de at lugte. Kalve døde af lungebetændelse, nogle gange liget af en vild kat eller en maltrakteret høne ødelagt af en ræv. Jeg kunne finde på at stirre ind i de tomme pupiller hos en nylig død kalv, og jeg samlede en overgang på deres øremærker. Min far brugte forebyggende antibiotika, for at de ikke skulle blive syge, men det hjalp ikke. Det var svært at være landmand, når dyrene sådan døde, sagde min far efter at have båret endnu et ådsel ud fra stalden. En gang om måneden blev alle døde dyr hentet i hele Nørre Ørum og kørt til forbrænding, men på gårdspladsen hvirvlede der stadig utøj rundt i luften, og stanken forsvandt aldrig helt.

I vores entré boede omkring otte hunde. Vi havde lige fået et nyt kuld hundehvalpe, mine forældre vidste ikke, hvad de skulle stille op med dem. Nogle gange ville de lege, men det var ikke til at holde deres ånde ud. Min far elskede hundene, for de gjorde præcis, som han sagde. En af dem var meget større end de andre. En labrador, som snappede ud efter alt. Vi havde arvet den fra min fætter Arne. Det var hans kone, Dak, der havde krævet, at den blev fjernet fra deres matrikel. Den havde skambidt en vindueskarm, og ifølge Dak var hunde noget, man burde spise.

”Skal den skide labrador ikke snart kastreres?” spurgte min mor.

”Den skal ikke kastreres, er du tovlig da.”

”Vi har ikke råd til at have dem. De æder og æder.”

”Vi kan jo sælge hvalpene.”

”Vi kan da ikke sælge fem kryds uden stamtavle.”

”Jo,” sagde min far. Min mor rystede på hovedet, men jeg troede på min far. Han kunne få det meste til at ske.

Jeg tyggede langsomt under aftensmaden. Jeg havde hørt et sted, at man helst skulle tygge maden over 30 gange for ikke at blive forstoppet. Jeg kunne ikke komme i tanke om noget værre end at få forstoppelse. Det var langt værre end at have ræserrøv. Min mor sad allerede med det ene ben oppe på stolen og røg en cigaret. Hun havde skubbet tallerkenen ind på bordet og brugte den som askebæger. Min far tyggede i ønskebenet, gnavede det helt rent og kastede det ned til hundene, der lå og fulgte med i aftensmaden.

”Så skal I heller ikke tigge mere,” sagde min far til hundene, da han havde smidt det fra sig.

”Det stopper de da ikke med, når du fodrer dem ved bordet,” sagde min mor.

”De må godt få et ben,” sagde han, og hans ene hånd forsvandt ned under bordet for at kæle med en af hundene.

”Men du lærer dem da kun at tigge, når du fodrer dem ved bordet. De er så sleske.”

”Vil du til at give dem mad?” spurgte han.

”Det er dine hunde, det er bare dyrt at have dem.”

”Det er vores hunde, jeg har sgu også set dig kæle med en af dem,” sagde han. ”Hvis du bare kunne få dig et arbejde.”

”Jeg er jo på barsel lige nu.”

”Ja ja, men du må altså hurtigt i gang efter fødslen. Det her er for ustabilt.”

”Det skal nok gå,” sagde min mor og skoddede hårdt på tallerkenen. Min far tømte gryden for de sidste kartofler. Nina sad og holdt sig for ørerne. Jeg prøvede at smile til hende. 

”Ja, du har ret, det kunne jo være værre,” sagde min far og trak vejret dybt. Min mors mave var blevet stor. Udspilet som en heliumballon eller et græskar. Hun havde fortalt mig, at vi skulle have en lillesøster til. De snakkede ikke rigtig om det, far og hende. Jeg spurgte dem, hvornår det ville blive. Min far sagde, at der ville gå lidt tid endnu. Det ville først blive sidst på året.

”Næ, ved du, hvad der er dyrt?” spurgte han min mor.

”Nej,” sagde hun og begyndte at samle tallerkenerne sammen. Hun skrabede alle rester ned i en enkelt stor skål. Det var til hundene. Nogle gange kom der en rest sovs ovenpå, det gjorde dem velpolstrede til vinteren, mente min far.

”Ved du, hvad der er dyrt?” gentog min far.

”Det er der meget, der er,” sagde min mor. Hun stillede skålen ned under bordet.

”Det er dyrt at få børn, så tror du ikke, vi også lige klarer at have et par hunde?” sagde han og aede den tykkeste af hundene bag øret.

”Det er også godt for børn at lære at tage sig af dyr,” sagde han og bøjede sig ned og kiggede hunden i øjnene.

”Jeg elsker dig, lille basse, du er en god vuf,” sagde han. De andre flokkedes om skålen og skubbede til hinanden for at få lov til at slikke af sovsen.

”Jeg vil hellere have en kanin,” sagde Morten.

”Det kan du godt glemme. Nu har vi hundene, og sådan bliver det.”

”Hvorfor må Tue så have fisk? Det er snyd,” sagde Morten.

”Hold nu kæft, det er da ikke en skid snyd,” sagde jeg.

”Skal du have vasket munden?” spurgte min far. Det sagde han nogle gange, hvis vi bandede. At vi skulle have vasket munden med vand og sæbe. Brun sæbe.

”Jeg var i bad i morges,” svarede jeg.

”Du skal ikke svare igen!” Min fars underlæbe forsvandt ind i munden, og jeg tog tallerknerne og stillede dem hen til vasken, før jeg gik op på mit værelse. Man skal vælge sine kampe med omhu, havde min mor engang sagt, og det prøvede jeg at øve mig i.

Senere kom min mor til at køre labradoren over. Hun lagde den ud til de andre døde dyr, det var sådan, min far opdagede det.

”Det var den eneste hanhund, er du klar over det?” sagde han, da han kom ind, ”du må for fanden til at se dig for, når du kører.”

”Det var et uheld.”

”Forbandede labrador – godt, vi nåede at få hvalpene,” sagde min far. Min mor tog sig til sin tykke mave og gik ind i seng. Det var udmattende at være gravid, sagde hun, hun fik tit kvalme. Langs hendes mave var der kommet lange strækmærker. Hun sov hele tiden og blev forpustet af ingenting. Hvalpene var snart klar til at blive solgt. Jeg foreslog, at vi kunne begrave labradoren ude i haven. Det ville min far godt gå med til, hvis bare det blev under en af rododendronbuskene. Han sagde, at det var godt for en rododendron at stå i sur jord. Jeg stod med Morten og Nina og kiggede på, mens min far dækkede hunden til med muld. Han klappede på jorden med skovlen og satte en stor sten ovenpå, som han havde fundet, da han pløjede marken bag huset. Nogle dage efter hentede han en ny hanhund på et kræmmermarked. En foxterrier, der heller aldrig fik noget navn.