Print artikel

Der bor hollywoodstjerner på vejen

»Jeg kan se roserne læne sig mod glasset i havestuen, og kan jeg overskue at åbne vinduerne, vælter de ind« Foto: Maria Gerhardt
Essay
21.08.13
»Når jeg går ud efter post er jeg ikke længere syg og fattig. Jeg er millionær. Man bor kun her, if you made it«. Essay af Maria Gerhardt

Hver morgen starter med blod. Det ligger på vasken og på puden. Det gør mine omgivelser forlegne. Min far siger det med en lille stemme. »Du bløder« siger han. Og det gør jeg. Hvis jeg børster mine tænder siver det ud gennem mit betændte tandkød. Hvis jeg pudser min næse, opgiver mine slimhinder. Hvis jeg går på toilettet. Rødt chok. Alt er drama. Alt er krop. Jeg kaster op. jeg hoster. Mine muskler gør ondt. Mine ører hyler. Mine ben er svulmet op. Jeg har problemer med at trække vejret. Jeg har feber. Det er det værste. Det er feberen. Termometeret er koldt under tungen. Jeg sveder. Jeg fryser. Jeg må helst ikke have feber. Det kan være farligt. Mine tanker er ikke forgiftede. I et halvt års kemisk bombardement er de, de eneste der er forblevet rene. Jeg tænker på dig.

Og årstiderne. Det er noget du har lært mig. At se dem. Der er et hak på den utroligt lange liste af områder, hvorpå du har gjort mig til et bedre menneske. Vi har fået en have og du kan alle de latinske navne, der findes i den. Maj tager pusten fra mig. Foråret kommer så sent, men jeg ville ønske det aldrig forsvandt. Når magnoliaen afblomstrer, bliver jeg desperat som når ecstasy trækker sig ud af min krop. Så kort et high. Og et helt års venten. Jeg har så meget tid. Mit firma er midlertidigt lukket. »Koncentrer dig om at bliv rask«, siger de. Jeg kan se roserne læne sig mod glasset i havestuen, og kan jeg overskue at åbne vinduerne, vælter de ind. Du har plukket hvide buketter. Løjtnantshjerter, Iris og hvide roser. Du har sat dem i krystalglas, som du fandt på loppemarked, længere oppe i Nordsjælland. »De passer til vores stil nu«, siger du grinende. »Det er ligesom om den er blevet mere værd, efter vi er flyttet herud.»

Havde vi boet i Amerika skulle vi gå fra hus og hjem. Det ligger jeg og siger til mig selv. Hvis ikke jeg var død inden vi nåede så langt. Igen og igen kæler jeg med det danske velfærdsystem. I Rigshospitalets bomuldsundertøj. Jeg har fået laks med persillesovs. Mine venner kommer med chokolade. Min mor kommer med blade. Mine seng kan køres op og ned. Jeg har så mange privilegier. Sygeplejerskerne er unge og lyshårede. De spørger om jeg mangler noget. En af dem har taget min temperatur. Den er faldet. Jeg har ikke længere feber. Jeg er blot alvorligt syg af kræft.

Hver gang jeg rejser mig, begynder jeg at løbe for at få gang i kroppen. Jeg er bange for mine muskler skal rådne væk. Behandlingen lægger mig ned. Det er min fjerde indlæggelse. Udenfor skinner solen, men jeg kan ikke se den. Der er ligger en ældre patient ved vinduespladsen. Hun snorker frygteligt. »Har I ørepropper«, spørger jeg dem som det første. Et er naboens dødsrallen. Noget andet er lyden af Distortions første dag. Sommeren begynder nu udenfor murene. En god sommer. Men ikke til mig. Skammen er begyndt røre på sig. Hver dag er jeg nogens syge datter, nogens syge ven eller din syge kæreste. Portøren på Riget stønner utilfreds, mens han bakser rundt med min seng, på vej ned til røntgen. Han sveder sig gennem afdelingerne. Vi skifter elevator flere gange og i den sidste forklarer han mig systemet. »Vi skal undgå fødeafdelingen,« siger han. »De er så glade dernede. Vi skulle jo nødig skræmme dem«

Vores villa er så smuk. Der bor Hollywoodstjerner på vejen. Når jeg går ud efter post er jeg ikke længere syg og fattig. Jeg er millionær. Man bor kun her, if you made it. Eller slog til for tredve år siden. Dine forældre har stillet den til rådighed. En cancerramt småbørnsfamilie er ren overlevelse. Den dag i februar da han skreg af mellemørebetændelse og jeg lå og kastede op med fem minutters intervaller. Bagefter grinede vi og du sagde »der, lige der nåede vi et nyt lavpunkt«. Kvalmemedicinen gjorde mig varm og rundtosset og du holdt øje med hvornår jeg tog pillerne og så kom du ind i sengen, nøgen.

Han fik også skoldkopper, nældefeber og streptokokker. Den nat hvor han blev blå og I kørte på Børneafdelingen, der græd jeg. Det er for hård en skæbne gentog jeg lige så stille. I tilbragte natten på Herlev, imens jeg lå på Rigshospitalet. For første gang, forstod jeg at sygdom kan ændre alt. For første gang blev jeg egentlig bange. Han rejste sig efter en uge. Det gjorde jeg ikke. I juni lå jeg ned i femogtyve ud af tredive dage. Han kravler op i sengen til mig. Så ser vi Mumitroldene, Rasmus Klump eller Hr. Skæg. Det er hvad jeg har formået, det sidste halve år. At lære min søn at se fjernsyn. Han stiger ned fra sengen, når han keder sig. Hvis ikke jeg går med, så slår han mig. Jeg bebrejder ham ikke. Jeg havde også pandet mig selv ned, hvis jeg ellers havde kræfter til det.

Juli er varm og vi går tidligt ned på stranden. Jeg har mest energi om formiddagen. Naboerne kommer i morgenkåbe og tager en dukkert. Vi spiser croissanter og spiller fodbold. Han leger nøgen i vandkanten og du læner dig tilbage og udstøder dit lykkesuk. Jeg kender ingen som dig, der er så god til livet. Du kigger ud over havet og jeg kan se hvor taknemlig du er. Du har ikke gået på noget kursus for at lære det. Du har ikke behøvet at blive alvorligt syg, for at sætte pris på alt det du har. Når han sover middagslur går vi hjem og lægger os i skyggen fra blommetræet. Nu sukker du igen. Det er godt det ikke er dine bryster, der skal skæres af. Det havde været et for stort et tab for verden. Vi siger behørigt farvel til mine, inden operationen.

De lægger mig fuld i narkose. Alle er taget til Roskilde. Jeg har ingen pensionsopsparing. Ingen ulykkesforsikring. Jeg er Damaged Goods. I frit fald. Jeg har ikke nogen uddannelse. Det er for sent at blive medlem af Danmark. Jeg kan genkendes på mine tatoveringer. Og snart også på mine store ar. Jeg har aldrig været stærkere. Min generation kommer aldrig ind på boligmarkedet. Det eneste jeg nogensinde har investeret i er dig. Velfærdssamfundet bliver langsomt udhulet. Havene stiger. »Kan du godt komme tilbage?« spørger min kontaktperson fra socialkontoret. Hun er bekymret for min fremtid i en hurtig branche. »Men jeg er ved at være rask«, siger jeg glad. Blodet flyder ikke mere om morgen. Min familie er vågnet. Jeg drikker af deres stemmer. Mediterer lidt og resten af dagen bruger jeg på at elske dem igennem. Der bor hollywoodstjerner på vejen. Og sommeren er ikke helt forbi.