Print artikel

For døve ører

Man er ikke nervøs, når man går på arbejde hver dag og har lavet det samme i 50 år. Foto: Emil Hougaard
»Du kan mærke publikum lige med det samme. De kan jo alle vores sange udenad,« siger Ragnvald. Foto: Emil Hougaard
DR har besluttet sig for, at dansktoppen skal væk, siger Richard Ragnvald. Foto: Emil Hougaard
Tove fra Voldum har det som om hun svæver efter en koncert med Richard Ragnvald. Foto: Emil Hougaard
Reportage
26.05.14
Der er nogen, der siger, at dansktopmusikken er ved at uddø. Det er for det meste dem, der hører jazz på deres pladespillere lavet af teaktræ. Én af de udøvende kunstnere, der spiller dansktopmusik, er Richard Ragnvald Jensen. Han spiller hver eneste dag på plejehjem, i haller og til private fester, men blandt de andre dansktopmusikere er han i ”bad standing”. Vi tegner et portræt af Ragnvald og rejser til tops på dansktoppen, hvor der er koldt som is.

En tirsdag i Voldumhallen, 2014. Gyllen er nyspredt på markerne og markerer tydeligt, hvor langt ude på landet, Voldumhallen egentligt ligger. Alligevel har det ikke været en hindring for, at nogen har hejst dannebrog helt til vejrs i flagstangen foran hallen i den lille landsby Voldum i Østjylland. Det er selvfølgelig også tirsdag, solskinsvejr og så er der kun et øjeblik til, at 200 pensionister vil tage plads i den store idrætshal. De tre pensionistforeninger, der ligger omkring Voldum, har nemlig i fællesskab arrangeret og skrabet penge sammen til den store årlige koncert med dansktopmusik, som afholdes i dag.

I hallens cafeteria er der rullet mørklægningsgardiner for. Bag dem roterer en slush ice-maskine som monoton underlægningsmusik, mens musikeren Richard Ragnvald retter manchetterne på sin hvide habitjakke. Richard Ragnvald er en af dansktopmusikkens konger. De sidste halvtreds år har han optrådt i haller, på plejehjem og i private hjem, og nu sidder han der og lyser det mørke cafeteria op med en frisure, der er ligeså fyldt med volumen som hans stemme.

»Nej, jeg er ikke nervøs. Man er ikke nervøs, når man går på arbejde hver dag og har lavet det samme i 50 år. Jeg havde min første professionelle kontrakt den 22. august 1964. Så det er lige 50 år siden,« fortæller han.

»Det er utroligt, hvor Peter Vesth bliver af,« udbryder han så. Peter Vesth er visesanger, og den anden musiker pensionistforeningerne har hyret til dagen. Han skal spille lige før Richard Ragnvald selv, men er ikke ankommet endnu. Richard ankom allerede to timer før, og har stillet anlægget op. 

»Vi kan kalde ham min opvarmer,« spøger Richard Ragnvald. I en lyssøjle på det brune klinkegulv kan man se konturerne af de hundredvis af dametasker, rollatorer, krykker og kørestole, der er i fuld gang med at passere indgangen i en uendelighed. De gamle er ankommet og på vej ned i hallen, hvor stolerækker og borde med termokander og rødvinsglas står linet up, og inden længe skal Richard Ragnvald på scenen.

Dansktopindustrien

Dansktopmusikken er som genre blevet erklæret død flere gange af både musikeksperter og pladeselskaber. Årsagen skulle være en manglende interesse, der har fået radiostationer og pladeselskaber til at dyrke genren mindre, men på trods af faldende interesse er det stadig en musikindustri, der indeholder store penge. Ser man nærmere på nogle af branchens største navne, er det en decideret million-forretning på årsplan. Keld og Hilda Heick har drevet deres forretning siden starten af 60’erne, hvor de optrådte under navnet Keld And The Donkeys, på gode år omsatte de for op mod 3,5 millioner kroner og spillede omkring 200 koncerter. En anden af dansktoppens helt store navne med en solid økonomi, er bandet Kandis, der kommer fra Thy. Med frontfiguren “Kandis-Johnny”, Johnny Hansen, har de siden 1990 solgt over 1,5 mio. plader. Bandet driver selv en officiel fanklub, der i øjeblikket ifølge bandet selv har omtrent 2500 medlemmer, der hver betaler 185 kroner årligt. Alene indtægterne fra fanklubben lander dermed på knap en halv million kroner årligt. Fede Finn & Funny Boyz omsatte i 2013 for 4 millioner kroner. Det koster 75.000 kroner at få Fede Finn & Funny Boyz ud at optræde. Richard Ragnvald selv spiller omkring 100 jobs på et år, men har været oppe på 200, da han var yngre. Det koster 10.000 kroner at få ham ud og spille for pensionistforeninger op til 150 publikummer. Målt på omsætning og efterspørgslen fra publikum giver dansktoppen stadig liv.

»Du kan mærke publikum lige med det samme. De kan jo alle vores sange udenad,« siger Ragnvald. Foto: Emil Hougaard


Når der er for lidt smørrebrød

En kraftig, ung pige fra køkkenet kommer ind i cafeteriaet. Hun har kanter i ansigtet, der afslører brug af selvbruner og har et fad under armen. Pensionistforeningerne har arrangeret smørrebrød til Richard Ragnvald. Ét stykke med dyrlægens natmad og sky, ét stykke med hamburgerryg og italiensk salat og ikke mindst ét stykke med roastbeef, peberrodssalat og løg. Han vælter nøjsomt pålægget af alle rugbrødsmadderne og hiver noget lysere brød op af en lille pose, han har med i sin taske. Richard Ragnvald er nemlig allergisk overfor sesam. Når Richard Ragnvald optræder, plejer han ikke at stå stille på scenen, men går meget rundt blandt publikum. Man skal ikke være bange for nærværet, mener musikeren.

»Du kan mærke publikum lige med det samme. De kan jo alle vores sange udenad. De lytter virkeligt efter,« siger han.

Richard Ragnvald mener da heller ikke, at dansktoppen er død, men at det er medierne, der ikke tager musikken alvorligt.

»Jeg må sige, at det sådan set er det Danmarks Radio, der bestemmer, hvad der skal frem i medierne. Sådan én som f.eks. Alex Nyborg Madsen (radiovært, DR, red.), det er ham, der bestemmer, hvilke programmer, der skal laves, og de prioriterer ikke vores musik. Han sidder hjemme i sin kælder, får garanteret huslejen betalt af Danmarks Radio, som har besluttet sig for, at dansktoppen den skal væk og over på en DAB-radiokanal på P5 som ingen hører,« mener Richard Ragnvald. Døren går op.

»Goddag Peter…« Richard Ragnvald hilser på manden der brager ind i lokalet. Det er Peter Vesth, der ankommer i fuld vigør.

»Dav, dav, dav, var I midt i noget? Dav, jeg hedder Peter Vesth, dav Peter Vesth,« siger han. Han har skjorten knappet lidt op, kæmmet hår og rækker labben ivrigt frem til alle.

Richard Ragnvald er aldrig kommet for sent til et job, heller ikke på grund af sygdom eller noget i den dur. Peter Vesth sætter sig til bordet ved siden af ham. Der er en spøjs kemi mellem de to herrer, men Ragnvald synger da også mest sjælere. Peter Vesth holder sig til viser, gør han selv klart og fortæller om en tur til Nashville, han lige har været på for at indspille noget countrymusik, men det er jo hverdag for en musiker.

»Jeg har fået et helt nyt system. Det vil sige, at alt det hele kører på et memorykort. Så jeg har simpelthen tyve forskellige programmer, jeg kan vælge mellem,« fortæller Richard Ragnvald.

»Der har vi jo fordelen, at vi spiller rigtigt live. Det er jo en rar følelse at have, for det er jo sådan, at hvis det er programmeret, så er man tvunget til at spille det samme i den samme rækkefølge hver eneste aften,« siger Peter Vesth.

»Det er jeg så ikke tvunget til,« indvender Richard Ragnvald.

»Nej, nej… Det er da smart det der, det er det da,« siger Peter Vesth. Der er noget i deres bemærkninger til hinanden, der får dem til at virke som gamle kamphaner. Og de har da også hver deres idé om, hvordan de vil gå til eftermiddagens publikum, men for dem begge er det deres hits, der er det centrale. Det er dem, folk er kommet for at høre.

»Det er så heldigt for Richard og os andre, der har en signaturmelodi. Det er bare en fordel. Richard med Kære gamle mormor og jeg med Veras vinterven

»Ja, ja, men det er rigtigt. Men se nu bare på Jacob Haugaards Det’ hammer, hammer fedt. Den er ebbet ud. Min er mere tidløs. Jeg er jo også så heldig, at der er en mormor, der har fødselsdag hver eneste dag.«

»Og jeg er så heldig, at der er stadig er nogle, der hedder Vera,« supplerer Peter Vesth. Ragnvald ler lidt for sig selv.

»Måske tænker folk, at det er spekulation i hits, når vi laver de her numre,« prøver Richard Ragnvald.

»Tjaa, det er det vel også,« svarer Peter Vesth

»Jeg finder tit på de bedste idéer, når jeg står derhjemme i brusebadet,« siger Richard Ragnvald.

»Nå, så er det derfor, du er så ren og fin i dag, Richard,« siger Peter Vesth og snapper efter sin 70-årige kollega.

»Ja - og derfor Johnny Madsen er så beskidt.«

»Ha ha, den var go’, Richard.«

Om et øjeblik skal de to dansktopmusikere spille for de gamle, der har betalt for musik, to stykker smørrebrød, kaffe, kage og småkager, men der er problemer. Formanden for pensionistforeningen, Rita Jaqué, iler rundt for at få styr på det praktiske. Der er nemlig mødt langt flere ældre op, end forudset og straks konspireres der om billetforfalskning.

»Det var da irriterende. Der er sket en fejl. Der er solgt for mange billetter. Jeg har talt, at der er 218 ældre, og der skulle altså kun være 200,« siger hun og prøver at få overblik over smørrebrødet. Backstage er Richard Ragnvald ved at gøre sig klar til at spille. Med rød habitjakke og hvide laksko med sølvsten, som han har købt i Paris.

»Hvad er jeres sidste nummer,« spørger han Peter Vesth.

»Det er Veras vinterven,« svarer han.

»All right, så starter jeg med Snevalsen

»Hvad med Kære lille mormor, skal du ikke spille den, Richard?«

»Den ligger som ekstranummeret,« svarer Richard, retter på jakken en sidste gang og gør sig klar. Richard Ragnvald har ikke nogle faste ritualer, før han går på, men Peter Vesth fortæller, at han engang har hørt, at den unge popmusiker, Christopher, altid råber noget med fisse og stive pikke, inden han går på scenen.

DR har besluttet sig for, at dansktoppen skal væk, siger Richard Ragnvald. Foto: Emil Hougaard



I bad standing
Hvis man så det hele oppefra den balkon, der til hverdag bruges af dommere i håndboldkampe, ville man se 218 nuancer af grå hårtoppe. De 218 pensionister der er mødt op, sidder beherskede og lytter til Richard Ragnvalds stemme, men selvom de ældre virker stille, så skal blikket kun drejes en smule; under hver eneste stoleryg er der fødder, der stamper, tramper og rocker med på de gamle kendinge.

Selvom Richard Ragnvald ikke vil bruge et ord som krise om den aktuelle situation for dansktopmusikken, så mener han, at situationen er alvorlig. For ikke nok med, at radiokanalerne og pladeselskaberne decideret fryser genren ude, så er der heller ikke noget sammenhold blandt de store dansktopmusikere, mener Richard Ragnvald.

»Der mangler sammenhold i branchen. Det kunne jeg godt savne, så på den måde er der nok lidt krise. Selvom vi hygger os, når vi er ude omkring, så står man faktisk ret meget alene. Alle vil jo have en del af kagen, men der er jo publikummer til os alle sammen. Alligevel er enhver sig selv nærmest,« siger han. Om der er hold i det udsagn, er der delte meninger om blandt landets dansktopmusikere. Flere udtaler, at han er i "bad standing" blandt sine dansktopkolleger, efter et par episoder der faldt uheldigt ud for sangeren og skabte problemer.

»Jeg tror, han er den eneste, der skiller sig lidt ud. Han kan godt være sur og knotten. Vi andre hygger os altså, og glæder os over, hvis det går godt og sådan noget, der er ingen smalle steder. Han har det med at blive uvenner med folk. Det er synd for ham selv,« fortæller en kollega, der ønsker at være anonym.

I 2012 lagde et bookingfirma sag an mod Richard Ragnvald, for at have brugt navnet “Dansk Slagerparade” i markedsførings regi, da bookingfirmaet havde brugt ”Dansk Slager Parade” – altså i to ord – i årevis. Han tabte retssagen. Det andet forhold, der har givet Richard Ragnvald et blakket ry blandt kolleger, har mere politisk karakter. Richard Ragnvald har været medlem af Dansk Folkeparti i en årrække. Et parti der i øjeblikket står så stærkt i meningsmålingerne, at de ville blive det tredjestørste parti i Folketinget, hvis der var valg i morgen. I 1997 stod det imidlertid markant anderledes til med partiets popularitet. Med kun to år på bagen havde partiet endnu ikke rodfæstet sig i danskernes bevidsthed. På Dansk Folkepartis landsmøde i 1997 fremførte Richard Ragnvald hyldestsangen, Kære lille Pia til daværende partileder, Pia Kjærsgaard. Dette bragte ifølge Richard Ragnvald selv, så stor forargelse i musikbranchen, at en ukendt dansktopmusiker i samme pladeselskab truede med at forlade pladeselskabet i protest.

»Det viste sig så, at det var Birthe Kjær, og vi hilser kun overfladisk på hinanden i dag. Vi kommer begge fra Aarhus og sådan, men det der, det giver jeg overhovedet ikke noget for,« fortæller Richard Ragnvald. Birthe Kjær giver dog ikke meget for den udlægning af historien.

»Jeg kunne da aldrig drømme om at blande mig i, hvad en kollega foretager sig – om han synger for den ene eller den anden, kommer da slet ikke mig ved. Jeg ved ikke engang, om vi har været på samme pladeselskab? Måske har han også været på CMC (pladeselskab, red.) i 90´erne – jeg ved det ikke. Men det har absolut intet på sig. Men det forklarer mig så, hvorfor jeg har følt en vis kulde, når jeg har mødt Richard ude på festpladserne,« fortæller hun.

Tove fra Voldum har det som om hun svæver efter en koncert med Richard Ragnvald. Foto: Emil Hougaard



Det er tiderne

For 40 år tilbage var stemningen og situationen anderledes for dansktopmusikken, der dengang havde kronede dage. Giro 413 var et program på ungdomskanalen P3 og Jørgen De Mylius vendte plader i det klassiske musikprogram, Eldorado og Dansktoppen var ligeledes et program på DR. Den danske popmusik var i høj kurs og det ændrede i 1976 Hilda Heicks liv radikalt. Uden nogle planer om en fremtid som musiker og uden nogen sangtræning, sagde den daværende EDB-medarbejder, Hilda Heick, ja til at synge et par linjer af sangen, Do You Speak English. Det var hendes mand, Keld Heick, der havde fået den idé. Han spillede dengang i bandet Keld and The Donkeys. Oprindeligt var han skolelærer. De to linjer skulle blive starten til noget stort, og få år efter var Keld og Hilda ikke kun en duo i privaten, men også som en del af landets udvalgte skare af dansktopmusikere. Men d. 20. februar 2012 kom Keld og Hilda Heicks foreløbigt sidste plade på gaden efter over 30 år som musikere. De måtte selv finansiere de 50.000 kroner til udgivelsen, det var umuligt at skaffe opbakning til musikken. Den følgende beslutning om at stoppe var også slags en protest mod Danmarks Radio.

»Vores musik spilles jo alligevel ikke på P4, kanalen for det voksne publikum, så derfor producerer Keld og jeg ikke flere nye plader. Hvis publikum ikke hører de nye cd'er på P4, så bliver de heller ikke solgt, og derved får pladeselskaberne ikke pengene hjem, og dermed er der intet incitament for dem til at lave cd' er med den udskældte dansktop, som jeg meget hellere ville give betegnelsen dansk pop. På Danmarks Radio siger de, at ”vi har lavet store undersøgelser, der viser, at folk slukker for radioen, når de hører sådan noget”, og det kan vi jo ikke modbevise, men når det er DR, som vi alle betaler til via licensen, så mener jeg altså, de har de en forpligtigelse til at være allround. Det er en form for censur, når man siger, at ”det her skal ikke spilles på P4”. Til gengæld kan jeg også godt forstå deres argument om, at de ikke kan nå at høre alt det igennem, de får tilsendt. Dog burde der være en mulighed for at lytte til de første par numre på en cd og vurdere dem ud fra kvalitet og ikke på grund af kunstnernavnet, før man kategoriserer dem til DAB,« mener Hilda Heick.

-Vil dansktopmusikken uddø?

»Dansktoppen som man tænker det ud fra fordommene, vil måske uddø. Men den gode popsang uddør aldrig. Jeg bryder mig ikke om ordet "dansktop", jeg vil hellere kalde det dansk pop. Kim Larsen har lavet meget god dansk popmusik, men hvis du sagde til ham, at hans musik var "dansktop", tror jeg, han ville blive ked af det. For nogle er dansktopmusik lidt anden-rangsmusik, og det er ærgerligt, for der lægges virkeligt et seriøst arbejde i de fleste produktioner. Nogle mennesker har fine fornemmelser og påstår, at de aldrig lytter til dansktopmusik, hvis vi absolut skal bruge det ord. Sjovt nok kan de synge med på alle disse sange i festligt lag . Man skal ikke skamme sig over at synge en sang, som vækker minder og kalder en tåre frem hos folk. Det kan vi jo se, når vi spiller Vi skal gå hånd i hånd, som mange kender fra deres bryllup og som minder dem om en ægtefælle, de måske ikke har længere. Dét er en god popsang.«

Hvis Hilda Heick selv skulle stå i spidsen for en radiokanal, ville hun spille både Nik og Jay, Robbie Williams og danske popsange, der er til at synge med på. 

»Der er ingen grund til fine fornemmelser,« siger hun.

»Jeg ville blande det! Der må være plads til forskellig musik. Vi er jo heldigvis alle forskellige,« mener Hilda Heick, smøger ærmet op og spekulerer på, om hun skal forsøge at overbevise Keld om et comeback.


Kunsten at klappe i takt

I pausen ruller en mand forbi Richard Ragnvald i sin rullestol. Han nærmest griber fat i Richards bukseben. »Vi vil høre den med mormors kolonihavehus,« hvæser han med sin rustne stemme. »Det er ikke mig, der har lavet den. Det er Eva Madsen,« svarer Ragnvald. Manden kører ind i salen. Det har lige været kaffetid. Igen. Richard Ragnvald er tilbage ved mikrofonen. Han har valgt de mere vilde melodier. På rad og række i hvide lærredsbukser bliver der klappet med dirrende hænder og glade gebisser, og når Richard Ragnvald nærmer sig, bliver kinderne røde og da han har spillet sit sidste nummer, modtager han stående ovationer fra publikum. Et par af de små, lyse stemmer rundt omkring i hjørnerne begynder at råbe »ekstranummer!«, men lige som alt flasker sig på bedste vis og Ragnvald gør sig klar til at synge megahittet Kære lille mormor, får Rita fra pensionistforeningen vristet mikrofonen fra ham. Busserne venter, fortæller hun publikum med kontant mine. »Hvornår starter showet?«, spørger en grundforvirret i kørestol på første række.

Tre damer jubler og bliver tilbage lidt efter koncerten. De skal lige have et billede med Richard Ragnvald og et håndtryk, for de synes alle, koncerten var fantastisk. Tove fra Voldum: »Jeg købte billetten lige så snart, vi kunne få den. Jeg har været aktiv i pensionistforeningen. Efter sådan en koncert så svæver man jo helt på en sky. Det er bare så let.« Hendes veninde Elna fra samme by er lige så glad: »Det var jo super i dag. De er bare gode til at fange stemningen. Folk er glade, vi har fået noget godt at spise. Vi nyder virkelig de her par timer, og så møder vi dem ovre fra Hadsten, som vi jo ikke kender så meget til.« Viola Thomsen fra Hammel får en idé og bryder ind: »I ringer lige, når vi skal til harmonikatræf, I to piger!« Tove, Elna og Viola er alle tre damer, der er oppe i årene. De går ikke op i hvad der anses for at være god eller dårlig smag ovre i København, men i stedet går de op i at have gode stunder med hinanden og med god musik.

Selvom der kan være koldt på dansktoppen, så spiller Keld, Hilda, Peter Vesth, Birthe Kjær, Richard og alle de andre musikere på dansktoppen ikke for døve ører. Prøv selv at lytte efter en ekstra gang, næste gang du hører en rytme på kun to takter; den slår ganske vist langsomt, men den banker sammen med mange hjerter.