Print artikel

Det begynder med sproget

Foto: Gregers Nielsen/Gyldendals Billedbibliotek
Kritik
16.01.20
Det er 50 år siden Inger Christensens digtsamling ’Det’ udkom. Molly Balsby har genlæst værket, der for ti år siden blev skelsættende for hende som digter.

Gyldendal fejrede 50-års jubilæet for Inger Christensens Det med en genudgivelse af det legendariske værk. De havde dog ikke forudset, hvor stærkt fanbasen reagerer på blot den mindste ændring. Som forfatteren og forlagsveteranen Asger Schnack gjorde opmærksom på via Facebook er den skrivemaskineskrift, der bliver brugt i genudgivelsen, ikke den samme som den i den originale udgave. Schnack omtaler den som en ”fake” skrivemaskineskrift, fordi enhederne – de enkelte bogstaver og tegn - ikke som i den originale fylder lige meget.

Som Schnack skriver i sin hårdtbidende kritik af Gyldendals genudgivelse, er hele dette system af tegn en væsentligt pointe i værket, da disse er byggesten i det systemiske digt, en væsentlig pointe som Gyldendal simpelthen har overset. Nå, men nok om det. Første oplag af den nye udgave er blevet trukket tilbage, og en ny - fotografisk trykt efter den gamle udgave - udkommer snart, så en ny generation af litteraturinteresserede kan få fingrene i værket, der ellers kun har været at finde antikvarisk i mange år.

I år er det 10 år siden, jeg første gang læste Det. Jeg var 16 år og gik i gymnasiet. Jeg var på vej hjem, det var efterår, det regnede, på samme måde som i dag, så jeg valgte at søge ly i et antikvariat på Østerbro. Det var et af de der gode, små antikvariater; et aflangt, smalt lokale med høje reoler i midten, meget bedre end de der store antikvariater med lave reolerne, eller gud forbyde det, bøger liggende på borde enten i stakke eller samlet i plastkasser. I dette antikvariat – jeg ved ikke om det eksisterer endnu – kunne man stå for sig selv, de smalle gange rundt om reolerne indbød ikke til selskab langs bøgerne. Her fandt jeg en digtsamling, jeg aldrig havde hørt om før. Jeg havde hørt om Inger Christensens Sommerfugledalen, men havde endnu ikke stiftet bekendtskab med Det. Jeg vidste derfor ikke, at den blege, let falmede bogforside indeholder en af de mest anerkendte og afgørende modernistiske danske digtsamlinger. Jeg endte med at læse hele Det i ét stræk på min mors sofa den aften. Siden da har altid haft bogen i nærheden, og jeg har læst rundt i den de sidste 10 år, men jeg har ikke, som den gang, læst den hele i ét stræk. Det vil jeg gøre nu.

Jeg finder det svært at skrive om Inger Christensens bøger. Jeg er ikke litterat, jeg er ikke specielt analytisk, jeg anser mig selv i høj grad for at være en intuitiv læser, en idiosynkratisk og passioneret læser. Jeg har talt med mine bekendte, der på samme måde, som jeg nu vil gøre, har skrevet om Inger Christensens forfatterskab. De omtaler alle den ærefrygt, man kun kan møde hendes værker med. Det er på mange måder et overvældende forfatterskab, bøgerne er forskellige i stil og tone, men er fælles i en overlegen forståelse for sproget og verden.

Det er inddelt i et sirligt system, Christensen er jo som bekendt en af Danmarks vigtigste systemdigtere. Værket er i første omgang opdelt i Prologos, Logos og Epilogos. Prologos og Epilogos er to lange enkelte digte med hver deres struktur. Logos derimod er inddelt i Scenen, Handlingen og Teksten, herunder er disse tre opdelinger også opdelt i otte underopdelinger: symmetrier, transitiviteter, kontinuiteter, konnexiteter, variabiliteter, extensioner, integriteter og universaliter. Disse otte inddelinger indeholder hver otte digte.

Men samtidigt med det stramt strukturerede system, føles værket til tider også som en skitse. Alle parenteserne, gåseøjnene og skrivemaskineskriften foregøgler skitsens umiddelbare form, det virker som om tænkningen er aktiv, mens der skrives, som om teksten danner sig selv mens skriften opstår på siden, som når der står: »Under kønsakten er verden et kærtegn / Det er det hele / Det er der ingen poesi i / Det er end ikke muligt at forstå«. Det er dette, der gør værket så interessant: Christensens ihærdige forsøg på at finde ud af hvordan mennesker agerer i forhold til sproget, som når hun skriver: »Så træder de ud af sproget / Som om de var lavet af ord / Så hvirvles de ind i sproget / Som om de var lavet af jord«.

Men også i det digt, som er mit eget absolutte yndlingsdigt i bogen (og som jeg har revet ud af Gyldendals udgivelse Samlede Digte og indrammet på min stuevæg, jeg ville aldrig gøre noget lignende mod en 1. udgave!): »Lykken er den forandring der sker med mig / når jeg beskriver verden / Den sker med verden«. Og senere, når hun skriver: »Vi overlever kun fordi vi bruger ord«.

Måske er det derfor så mange forfattere har så intenst et forhold til Christensens forfatterskab, fordi hun beskriver arbejdet med sproget, hvordan sproget forvandler og hvordan vi bliver til – som mennesker – i sproget.

Jeg’et opstår først på side 56 og her i gåseøjne: »(”Jeg” har ikke lyst til kulisser)«. ”Jeg” bliver gentaget i de næste 5 linjer, indtil der pludseligt blot står »Jeg er bange« uden citationstegn. Indtil da har der kun været en altvidende fortæller, der i en nærmest hypnotisk rytme starter digtsamlingen med: »Det. Det var det. Så er det begyndt«. Indledningen minder om en skabelsesberetning, sprogets skabelsesberetning.

Alt jeg kan skrive om Inger Christensen kan kun ende som et fanbrev. At være digter efter hende er et nådesløst arbejde.

Det er et komplekst værk, det består af mange forskellige spor og tematikker. Men også i formen eksperimenterer Christensen, f.eks. på side 83, hvor hun pludseligt begynder at rime, eller hvordan hun skrifter mellem tegnsætning og ingen tegnsætning, mellem korte, kompakte digte og lange fuldskrevne sider. Der er også en dejlig trodsighed og temperament i Christensens brug af udråbstegn: »I maj skal syrenerne blomstre, de skal!/Jordens totale ressourcer i et brus / Mellem himlen og gaderne / Sikke en lettelse!«.

Det er på samme tid et levn fra en anden tid, der bærer præg af 1960’ernes marxistiske retorik, systemdigtningen, skrivemaskineskriften. Samtidigt er det også et værk, der breder sig over alle tider. Det er universelt. Værket fungerer som en skabelsesberetning over sprogets opståen og menneskets famlen i samfundet, i byen, i angsten og i kærligheden.

Jeg finder det svært at skrive om Inger Christensen. Nu hvor jeg sidder her på min kontorplads på Christianshavn, alle er gået hjem, heldagsregnen pisker, efteråret er kommet med al sin bipolære charme, tænker jeg på skriften, hvordan Inger Christensen for mig er skriftens moder, hvordan jeg glæder mig til at komme hjem til min elskede, der står og skræller kartofler til kartoffelmos i vores køkken, på samme måde som kartoflerne bliver skrællet i køkkenet i alfabet. Jeg tænker på den dagsgamle salat i Azorno, at jeg i sommers svømmede i det iskolde vand i en bjergdal på Sicilien og tænkte på Brajcinodalen i Sommerfugledalen.

Jeg tænker på, hvor bange jeg er for at plagiere hende, fordi hendes sprog lever i mit. Men som Inger Christensen skriver i Det: »Det er alt sammen noget jeg har lånt fra verden«.

Alt jeg kan skrive om Inger Christensen kan kun ende som et fanbrev. At være digter efter hende er et nådesløst arbejde. I daglig tale omtaler jeg hende udelukkende som Inger, som en veninde eller en søster i digtningen.

Jeg fik tatoveret ordet »det« på min højre underarm, den sommer for tre år siden, hvor jeg startede på universitetet efter at have færdiggjort Forfatterskolen. Tatoveringen skulle fungere som en påmindelse om at skrive, poesiens påmindelse. Af alle de fantastiske værker i verdenslitteraturen, er Det det værk, jeg vælger at bære med mig - under mit yderste hudlag - ud i verden.