Print artikel

Sprog er noget, der larmer

Profil
01.09.18
Jonas Okholm Jensen er en ener på den danske litterære scene. Den almindelige virkelighed vendes jovialt på hovedet uden man egentlig opdager, hvad der er op og ned.

Jonas Okholm Jensens digte lyder som han selv taler. Det rablende irrationelle støder hele tiden ind i konkrete, ofte poetiske, refleksioner. Han siger selv, at han i sine tekster er interesseret i det hverdagsgroteske, »det drømme- eller døsagtige« i vores dagligdag. Ikke på en højstemt måde, snarere som en fundamental undren over alle de små, almindelige ting. »Tingene kan godt være så absurde i løbet af en dag, at man bare går og tænker what the fuck, altså. Hvis man er opmærksom på hverdagens ekstra lag, så får man det lige i knolden«, siger han grinende, da ATLAS møder ham.

Selvom teksterne i hans debut Så snart man åbner vinduet ud til den populære sol vælter årets første flue ind i rodet vel snarere er små tableauer eller situationer i kortprosa, så insisterer Jonas Okholm på at kalde dem digte. »Jeg er jo en digter! For det er jo løgn, det jeg sidder og fyrer af!«. Citaternes kursiveringer sørger han selv for, når han taler, for hans stemme driver af østjysk dialekt, der rytmisk lægger vægt på hver enkelt stavelse. I det hele taget får man nok først det fulde udbytte af hans digte, når man har hørt ham tale eller læse dem op. Digtene hviler nemlig mere på talesprogets digressive logik end på skriftlige konventioner. »Jeg var ikke ret god til at skrive stile i gymnasiet, jeg fik altid at vide, at jeg brugte for meget talesprog, så det siger måske lidt. Det måtte man sgu ikke bruge. Der er noget i, at de der bogstaver inde i en bog faktisk kommer udefra, der er nogen, der taler sproget. Sprog, det synes jeg sgu, det er noget, der larmer«.

Hos Jonas Okholm er skriften og talen, bogen og oplæsningen, i dialog og påvirker hinanden gensidigt. Det larmende sprog kommer til udtryk i en blanding af virkelighedsplaner, hvor digterjeget Jonas og virkelighedens Jonas væver sig ind og ud af hinanden med digteriet som forhandler. I skriveprocessen bruger han Facebook som sit primære tekstprogram, og teksterne bliver altså produceret live. Derfor er hans Facebookvæg også et decideret miskmask af lange, poetiske udbrud over mange opslag, links til sange med Teenage Fanclub eller The Fall og koncertannonceringer, men det er samtidig et fascinerende indblik i en moderne digters atypiske skriveproces.

»Jeg plejer at sige, at Facebook er mit kladdehæfte, og teksterne bliver skrevet i en form for improvisation. Jeg har sværere ved at skrive, hvis det ikke er til nogen. Facebook er jo det skrevne sprogs markedsplads, hvor man har fået sit hjørne. Eller torvet, ikke! I sådan noget græsk, hvor digterne stod ved springvandet og råbte«. Han finder tryghed i Facebooks blokeringsfunktion, for »hvis folk ikke gider én, kan de jo bare slukke for ham tossen der«, mens de interesserede kan spørge og interagere. Man kunne måske fristes til at tro, at den publikumsinddragende fremgangsmåde var et performativt greb. Men når man taler med Jonas Okholm fremstår det som et helt lavpraktisk spørgsmål om at bruge det forhåndenværende, og så er der selvfølgelig et socialt aspekt ved det, nemlig at filteret mellem forfatter og læser er væk, så reaktionen er fuldstændig umiddelbar.

Det er den samme præmis ved oplæsningsarrangementer. Jonas Okholms tekster er gennemsyret af en uhøjtidelig, jovial tone (»der er noget skidespændende ved det der med jargon og mødes-ved-hækken-dialoger«), der folder sig ud, når han læser dem op, og folk griner faktisk til hans oplæsninger, fordi der er noget urkomisk i hans sindrige hverdagsobservationer, der underfundigt er digtet helt ud i det grotesk-humoristiske, som i et kort digt i debuten:

»I 1992 trillede plasticbolden forbi mål og havnede for fødderne af en smøgrygende outsider i denim. Han trak en springkniv og gjorde kort proces. Bagefter bolden og sneglene, gik han til målet og sparkede det omkuld. Så knipsede han zippoen til en ny omgang, der fik fat i pandehåret, og så løb vi, han råbte, han skulle på efterskole.«

Og en side længere henne, helt enkelt: »I 1992 røg de fleste i sjette klasse. I syvende gjorde alle.«

Mere end én gang, er han under en oplæsning selv stoppet op midt i en tekst og begyndt at grine. »Det har altid undret mig, at det skulle være sådan lidt tørt at komme ud til digtoplæsninger«, siger han, »jeg havde faktisk lidt noget imod det før i tiden. Jeg forstod ikke, hvorfor alle skulle læse op ligesom Inger Christensen. Hvad fanden er meningen, ikke, men det må de jo have lært sted, ikke, alle de andre. De andre«. Han griner stort over karikaturen. »Men så begyndte jeg jo at få øjnene op for Per Højholt og sådan nogle. Sådan snakker de fandeme i min familie, ikke! Der er noget poetisk i humor, det må Højholt jo også have fundet ud af«.

Det vi egentlig er mødtes for at snakke om er Jonas Okholms kommende bog, Jeg håber og tror at Twin Peaks vil samle os igen. At den handler om det nye, meget omdiskuterede Twin Peaks er tydeligt, men det er, som han siger, ikke en historisk eller akademisk bog om Twin Peaks, for den handler mest om ham selv. »Pludselig slog det mig, at bogen skulle have den her undertitel: Om fodbold. På et tidspunkt skrev jeg sådan en tekst: »I 1992 …« Hvordan er det nu? »Blev jeg kåret til årets spiller i Skovbakken.«

-Gjorde du det?

»Ja ja, jeg var virkelig god til fodbold. Og så om aftenen var jeg inde og se Fire walk with me (1992, Twin Peaks-spillefilm, der fungerer som prolog til serien) første gang i biografen. Dagen efter kunne jeg ikke ramme bolden. Jeg var rystet«.

Katapultovergangen fra barn til ung ligger som en understrøm i bogen, behandlet med surrealismens tvetydighed. Ungdomstraumet fra 1992 over at blive 12 og pludselig være den mindste på fodboldbanen, er vævet sammen med den afgrundsdybe angst fra mødet med Twin Peaks. Splittelsen i et ungt jeg spejler sig i Agent Coopers mystiske spaltning i det nye Twin Peaks. Det er sådan nogle forbindelser, der er på spil hos Jonas Okholm. Men ligesom hos David Lynch er entydighed og forklaring ikke på Jonas Okholms dagsorden. Tingene sker bare, som han påpeger. Nogle gange kommer der bare nogen ind i rummet, der hedder noget.