Print artikel

Da gud var en kanin

Anbefaling
13.11.12
Sidste år debuterede Sarah Winman med den urimeligt gode roman When God was a Rabbit. Romanen handler om at være barn og vokse ind i et ikke uproblematisk voksenliv. Da gud var en kanin er netop udkommet på dansk hos forlaget Turbine, og ATLAS bringer et uddrag fra romanen, du ikke vil gå glip af:

1968

Jeg besluttede mig for at komme til verden, netop som min mor stod af bussen efter en resultatløs indkøbstur til Ilford. Hun var taget af sted for at bytte et par bukser, og fordi jeg skiftede stilling, blev hun så distraheret, at hun umuligt kunne bestemme sig til, om det skulle være cowboybukser med lapper eller trompetbukser af fløjl, og da hun frygtede, at mit fødested skulle blive et stormagasin, tog hun den anstrengende tur tilbage til det sikre postnummerområde, hvor vandet gik, netop som himlen åbnede sine sluser. Og på de sidste femogtres meter hjem til fods løb fostervandet og decemberregnen sammen og snoede sig ned i rendestenen, indtil livets ring var sluttet på en bemærkelsesværdig og, kunne man vel sige, poetisk måde.

En sygeplejerske, der egentlig havde fri, hjalp mig til verden i mine forældres soveværelse på en edderdunsdyne, som de

11havde vundet i et lotteri, og efter hurtige toogtyve minutters fødselsveer kom mit hoved til syne, og sygeplejersken råbte pres!, og min far råbte pres!, og min mor pressede, og jeg smut- tede ubesværet ud og ind i dette sagnomspundne år. Det år Paris gik på gaderne. Det år med Tet-offensiven. Det år Martin Luther King mistede livet på grund af en drøm.

I måneder levede jeg i en stille verden af opfyldte behov. Elsket og forgudet. Det vil sige indtil den dag, min mors mælk holdt op med at flyde for at gøre plads til den strøm af tårer, som pludselig overvældede hende, da hun fik meddelelsen om, at hendes forældre var omkommet på en vandreferie i Østrig.

Det stod alt sammen i aviserne. Den helt usædvanlige ulykke, som kostede syvogtyve turister livet. Et kornet fotografi af en massakreret bus, der sad fastkilet mellem to fyrretræer som en hængekøje.

Kun en enkelt person overlevede katastrofen, den tyske turistguide, som netop på det tidspunkt havde været ved at prøve en ny skihjelm – hvilket åbenbart reddede hans liv – og som nu lå i en hospitalsseng i Wien og så ind i tv-kameraet, mens han fik endnu en dosis morfin. Han sagde, at det var en tragisk ulykke, men at de lige havde spist og derfor døde lykkelige. Chokket efter det bratte fald ned i den klippefyldte gletcherspalte havde tydeligvis svækket hans hukommelse. Eller måske havde en mave fuld af Knödel og Strudel afbødet slaget; det vil altid stå hen i det uvisse. Men tv-kameraet fastholdt hans forslåede ansigt i håbet om et øjebliks udtryksfuld klarhed af hensyn til de fortvivlede familier derhjemme, men det indtraf aldrig. Min mor sørgede dybt i hele mit andet leveår og godt ind i det tredje. Hun havde ingen historier i erindring, ingen beretninger om de første skridt eller de første sjove ord, den slags begivenheder, som kan give et fingerpeg om hvilket barn, der kommer ud af det. Dagligdagen var en tåge, et uklart vindue, som hun ikke var interesseret i at pudse.

“What’s Going On” sang Marvin Gaye, men ingen kunne svare på det.

Og dog var det tidspunktet, da min bror tog mig i hånden. Beskyttende tog mig med ind i sin verden.

Han havde bevæget sig rundt i udkanten af mit spæde liv som en kredsende måne, der hang og svævede mellem skiftevis nysgerrighed og ligegyldighed, og sådan ville det sikkert være fortsat, hvis ikke Skæbnen var kollideret med en tyrolsk bus denne tragiske eftermiddag, som vendte op og ned på det hele.

Han var fem år ældre end mig og havde lyst krøllet hår, hvil- ket var lige så usædvanligt i vores familie som den splinternye bil, min far en dag skulle gå hen og købe. Han var anderledes end andre drenge på hans alder, et fremmedartet væsen, som i al hemmelighed tog min mors læbestift på om aftenen og dæk- kede mit ansigt med mønstre af kys, der lignede børnesår. Det var hans reaktion på en konservativ verden. En umiskendelig outsiders stille oprør.

Sarah Winmans debutroman har givet hende den prestigefyldte pris New Writer of the Year

Jeg udviklede mig til at blive et videbegærligt og dygtigt barn; et barn, der kunne læse og stave i en alder af fire og føre samtaler, som normalt var forbeholdt otteårige. Det var ikke, fordi jeg var begunstiget med tidlig modenhed eller enestående evner, det var ganske enkelt påvirkningen fra denne ældre bror, som på det tidspunkt var vild med Noël Cowards verselinjer og Kander og Ebbs sange. Han var et farverigt alternativ til vores kortlagte liv. Og hver dag, når jeg ventede på, at han skulle komme hjem fra skole, blev min længsel snærende, den blev fysisk. Jeg følte mig aldrig hel uden ham. Det kom jeg sandt at sige aldrig til.

“Elsker Gud alle?” spurgte jeg min mor, da jeg rakte hen over en skål med bladselleri efter den sidste kage. Min far kiggede op fra sine papirer. Han kiggede altid op, når nogen nævnte Gud. Det var en refleks, som om nogen ville slå ham.

“Selvfølgelig gør han det,” svarede min mor og holdt en lille pause i strygningen.

“Elsker Gud mordere?” fortsatte jeg. “Ja,” sagde hun. Min far så på hende og sukkede højlydt. “Og røvere?” spurgte jeg. “Ja.” “Og bæ?” spurgte jeg. “Bæ er ikke noget levende, skat,” sagde hun alvorligt. “Men hvis det var, ville Gud så elske det?” “Ja, det vil jeg tro.”

Det hjalp ikke noget. Det lod til, at Gud elskede alt og alle, undtagen mig. Jeg pillede den sidste chokoladestrimmel af, så jeg kunne se det hvide skum og syltetøjet inde i midten.

“Er der noget galt?” spurgte min mor. “Jeg vil ikke i søndagsskole mere,” sagde jeg. “Halleluja!” sagde min far. “Det glæder mig.” “Men jeg troede, du godt kunne lide at være der,” sagde min mor.

“Ikke mere,” sagde jeg. “Jeg kunne faktisk kun lide det der med, at vi sang.”

“Du kan synge herhjemme,” sagde min far og så ned på papirerne igen. “Alle kan synge herhjemme.”

“Er der en grund til det?” spurgte min mor, fordi hun kunne mærke, at jeg holdt noget tilbage.

“Nej,” sagde jeg. “Er der noget, du gerne vil tale om?” spurgte hun stille og tog min hånd. (Hun var begyndt at læse en bog fra Amerika om børnepsykologi. Den tilskyndede os til at tale om vores følelser. Den fik os til at klappe i.)

“Nej,” sagde jeg igen med lille mund.

Det var simpelthen en misforståelse. Jeg havde bare sagt, at Jesus Kristus var en fejltagelse, det var det hele, en ikke planlagt graviditet.

“Ikke planlagt. Hvor kan du sige det!” skreg præsten. “Og hvor har du den slags blasfemiske sjofelheder fra, ugudelige barn?”

“Det ved jeg ikke,” sagde jeg, “det var bare en tanke.” “Bare en tanke?” gentog han. “Tror du virkelig, at Gud elsker dem, der drager hans Guddommelige Plan i tvivl? Det gør han ikke, det kan jeg godt sige dig, lille frøken,” og hans arm røg op og pegede mod min forvisning. “Skammekrogen,” sagde han, og jeg gik hen til stolen med sædet ind mod den fugtige, smuldrende grønne væg.

Der sad jeg og tænkte på den aften, mine forældre kom listende ind på mit værelse og sagde: “Der er noget, vi gerne vil tale med dig om. Noget, din bror bliver ved med at sige til dig. Om at du er en fejltagelse.”

“Nå, det,” sagde jeg.

“Jamen, du er ikke en fejltagelse,” sagde min mor, “du var bare ikke planlagt. Vi vidste det sådan set ikke. At du kom, altså.”

“Ligesom mr. Harris?” spurgte jeg (en mand, der åbenbart altid vidste, hvornår vi skulle spise).

“Det kan man godt sige,” sagde min far. “Ligesom Jesus?”

“Præcis,” sagde min mor uden at tænke sig om. “Præcis som Jesus. Det var et mirakel, da du kom, det største mirakel nogen sinde.”

Min far lagde papirerne tilbage i den ramponerede dokumentmappe og satte sig ved siden af mig.

“Du behøver ikke at gå i søndagsskole eller i kirke, for at Gud skal elske dig,” sagde han. “Eller for at nogen som helst skal elske dig. Det ved du godt, ikke?”

“Jo,” sagde jeg, men jeg troede ikke på ham. “Når du bliver ældre, vil du bedre kunne forstå det,” tilføjede han. Men så lang tid kunne jeg ikke vente. Jeg havde allerede besluttet, at hvis Gud ikke kunne elske mig, så var jeg selvfølgelig nødt til at finde en anden, der kunne.