Print artikel

Anal portal til en anden verden

Illustration til bogen af Erik Liljenberg
Kritik
19.04.18
William Burroughs’ ekstatisk melankolske erotik er ladet med elektriske sexstrømninger og falliske orkideer, der sprøjter sæd som regn.

William Burroughs’ melankolske sci-fi fra 1971 De vilde drenge er en erindringsbog, en drømmebog og en dødebog. Men den er også en slags teen-exploitation spejderhåndbog: Fyldt med drenge, der, når de ikke snitter spyd, laver bål og syr hemmelige lommer i deres uniformer, flyder i spasmer af vold, stoffer og analorgasmer. »At skrive,« sagde Burroughs, er »at skabe en verden man gerne vil leve i«. I De vilde drenges tilfælde en verden af lovløshed, sprøjtende forstadssolnedgange og sodomistisk genopstandelse.

De vilde drenge – en dødebog er snart halvtreds år gammel. Den foreligger nu for første gang i dansk oversættelse fra forlaget Antipyrine, der også har suppleret med et relevant forord. Burroughs’ bog er ikke så meget af sin tid som forud for den, og den fortjener at bliver læst af et nyt, yngre publikum: De vilde drenge handler om teenagere og henvender sig, især, til dem.

De vilde drenge fungerer som en film på skrift. En nøje komponeret samling af pulserende billeder, der flakker ind og ud af fokus og ind og ud af erindret fortid, drøm og hallucinerede fremtidssyn. Der klippes hårdt, sammensplejses og fades mellem falmede snapshots og neon-skarpe sanseeksplosioner, hvor syn, lyde og berøring bobler i celluloiden og bliver til sølvpletter på nethinden. Alt sammen som set på flimrende skærme eller i fart ud af et togvindue.

Vi befinder os i et randområde af det menneskelige, hvor det, der i bogen beskrives som »elektriske sexstrømninger« løber gennem et netværk af gnistrende blodårer, sammenfiltrede rygsøjler, kobberlednings-kønshår, blålige kirtler og øjenlåg. Der er humanoide former groet i vinstokke med et skær af »fjern, vegetabilsk ro«. Træer af blødt kød, der ved kærtegn svulmer og producerer perlemorsfarvet sekret, spirende falliske orkideer, der sprøjter sæd som regn og kar skåret af lyserøde koraller hvor dråberne opsamles. I et kapitel navngivet efter Jean Genets Rosens mirakel, digter Burroughs videre på Genets blomsterbilleder med beskrivelser af endetarmsåbninger som »skælvende, åndende kødroser« og snerler, der penetrerer og knopskyder smertefuldt i den febrile organismes indre baner.

Som Genets, emmer Burroughs erotik af melankoli. En ekstatisk melankoli, der åbenbarer et moment af intens udløsning udi et tomrum. Næsten hvert af romanens kapitler slutter med et smukt scenograferet, opløsende klimaks sat på en baggrund af flimrende morgengry eller synkende sole, et blik vendt op mod en blank himmel. Som et afsluttende freeze-frame inden teksterne begynder at rulle over skærmen: »Carls spruttende blå øjne hans ansigt udvisket, knoglebrækkende spasmer udflydte æg-blå verdener, i luften et spor af sperm hen over himlen.«

Det er de her gentagne, nostalgiske afslutningsscener, hvor det hele sker på en gang og som for sidste gang, der er de bedste i De vilde drenge. Øjeblikke af på en gang intens og kølig postkort-patos hvor en »lilla aftenhimmel rejste sig fra drengens lyske« og hvor lyset falder gennem persienner og bader alt i »en lugt af gammel smerte«. Burroughs cut-up teknik fungerer her som ridser i en mørnet film: »tomt værelse«, en »falmet dreng«, og så »langsomt«, »uklart rykkende«, »jeg kunne« – »filmen knækker« – »dreng«, »mindes så intenst at det gør ondt«, »bedrøvelse i hans øjne« og »falmet nøgen dreng udvisket« – »filmen knækker« igen og så til sidst »mit kød damper.«

Vi vil ikke høre mere familiesnak, modersnak, fadersnak, strissersnak, præstesnak… For at sige det ligeud så har vi hørt nok pis.

Men De vilde drenge er også en anarkistisk fremtidsvision. Et billede af en teenage-guerillahær, der terroriserer hele verdensdele og har sat store dele af politistyrken ud af kraft. Der er flere undergrupper, eller celler, af vilde drenge: Slangebøssedrenge, Svævedrenge og Rulleskøjtedrenge. Voldelige, sexede drenge – med øjne som afgrunde, glatte balder som skåret i ben og regnbuefarvede skridtbeskyttere – der fisker i floder og filtrer tæpper med hjernemasse.

De vilde drenge er altid flere drenge, uden præcis identitet og uden afgrænsning af deres individuelle kroppe. De er som genspejlinger, fordoblinger af hinanden. Én samlet organisme, der spreder sig. Drengene er, som en bestyrtet, højtrangerende embedsmand forklarer det, »langt farligere end brintbomben«, fordi deres ødelæggelse er som tentakler, der rækker helt ind i civilisationens hjerte. De vilde drenges mål: totalt kaos.

Vejen til totalt kaos går ikke mindst gennem en destruktion af familieenheden og alle dens »kræftlignende udvidelser« i stammen, i lande og nationer. »Vi vil ikke høre mere familiesnak, modersnak, fadersnak, strissersnak, præstesnak… For at sige det ligeud så har vi hørt nok pis.« Hele den herskende samfundsstruktur vil de vilde drenge udrydde som en plante ved dens rod – og roden er altså selve det biologiske skema som samfundets reproduktive orden bygger på.

Og her er bogens mytologiske kerne og grunden til, at De vilde drenge også er en dødebog: i skælvende, ritualistiske sexorgier, hvor drengekroppe flyder sammen på et magisk tæppe, fremmanes døde drenge og genopstår. Deres ånd trækkes magnetisk ud af kroppen gennem kys, lunger, ophidsede åndedræt og til lyden af panfløjter, der lyder som fløjt fra »ensomme lokaltog idet disen skyder op i eftermiddagshimlen«. I forløsningens øjeblik kommer en dreng, eller flere, til syne; nyfødt fra den andens orgasme med »mund, endetarm og penis forseglet«. Den biologiske, heteroseksuelle forplantningsorden er således sat ud af spil og erstattet af en cyklisk, homoseksuel version, hvor anal penetration og nydelse gives livsskabende kraft. Rectum er helt konkret portal til dødsriget og til genopstandelsen. Vejen ud af kødet, som Burroughs skriver, »går gennem kødet«.

De vilde drenge – En Dødebog er et modigt og originalt forsøg på at fremmane en anden verden og på at skabe en ny, civilisationsnedbrydende mytologi funderet i en ny treenighed: sodomi, anarki og magi. Som sådan er De vilde drenge på trods af at være snart halvtreds år gammel stadig enestående – ingen anden bog ligner den.