»Jeg er så træt af ego, ego, ego. Mit og alle andres«
Få forfattere losser døren så hårdt ind til den litterære scene, som J.D. Salinger gjorde med Catcher in the Rye i 1951. Historien om teenageren Holden Caulfield, der forlader sin privatskole, begiver sig ud i New York og stifter bekendtskab med en voksenverden, der er både hyklerisk og latterlig – eller phony, som han siger. Den blev hurtigt en enorm succes og samtidig i USA udsat for adskillige omgange censur grundet snart sagt alt det, der gør den til den roman, den er.
Salinger fik dog dårligere og dårligere anmeldelser for hver eneste ting, han skrev efter Catcher in the Rye, og trak sig mere og mere fra offentligheden i takt med, at den blev mere og mere utilfreds med, at han ikke skrev Catcher in the Rye 2. En af forbandelserne ved at have udgivet sådan en bog er, at den fylder så meget, at alle hans andre ting står i skyggen af den. Catcher in the Rye er dog i min optik hverken Salingers bedste eller mest interessante arbejde. Det er den stilrent nyoversatte Franny og Zooey til gengæld.
Den består af to fortællinger: en lang og en rigtigt lang, der først blev udgivet i magasinet The New Yorker i 1
