En oase af kærlighed i en ørken af kedsomhed
Da den unge Samuel Beckett i slutningen af 1920’erne skrev sit essay om Marcel Prousts storværk På sporet af den tabte tid, var det fra forlaget Chatto & Windus’ side tænkt som en del af en serie bredt formidlende introduktioner til nye forfatterskaber (Proust døde i 1922, og det sidste bind af På sporet udkom posthumt i 1927).
Lad det være sagt med det samme: Hvis man dømmer essayet på dets formidling, er det en katastrofe, slet og ret. Det er temmelig indforstået, grænsende til det komiske, og Beckett citerer på kryds og tværs af hele værket, af og til en smule ude af kontekst fra Prousts tekst og indimellem fra passager, der ikke eksisterer, sideløbende med referencer til alverdens filosofi, mytologi og italiensk digtekunst, som kun en sprænglærd femogtyveårig kan gøre det.
Det kan man blive så fornærmet over, at man kaster den fra sig, hvilket både anmeldere og store dele af Proust-forskningen har gjort. Det har været konsens
