Vi er kommet tættere på hinanden, men vi bryder os ikke om det
Så længe nogen kan huske – i hvert fald i yngre generationer – har man talt om, at det europæiske identitetsprojekt var i knibe. Udmattet, udpint og på grænsen til sultedøden. Mens EU’s økonomiske TGV-tog stormede fremad, hang det andet ben i det europæiske projekt; det mere metafysiske sammenhold, limen, der skulle binde os europæere sammen om andet end kolde finanser, kort sagt fællesskabet, noget mere i bremsen.
Efter at Murens sammenbrud forenede de to europaer myldrede det frem med intellektuelle med store visioner om et nyt Europa og en ny kulturel identitet. Sværmeriske essays fra alle dele af Europa med utopiske strømme af visioner om udveksling og en ny fremtid. Blytunge kulturtidsskrifter publicerede under romantiske overskrifter uromantiske systemmodeller, der skulle føre til en ny europæer med en fælles bevidsthed og en vision om en ny og bedre verden, og medierne rapporterede fra et spændende nabolag med fremmede folk og rigeligt med entusiasme.
Men i dag er det et projekt, der er visnet hen i en grad, så man kan være i tvivl om, hvorvidt det overhovedet har eksisteret. Rapporterne fra de europæiske lande er svundet ind – i hvert fald i optimisme – og s
