Uden utopier -ingen politik

Hvis politik er det muliges kunst, kan man mene, at utopien er politisk uinteressant. Den er per definition en umulighed, et ikke-sted. Utopiske forestillinger har da også ofte stået i vejen for venstrefløjens mulighed for at få indflydelse og skabe reel forandring. Enten fordi utopierne i det tyvende århundrede blev brugt til at retfærdiggøre brutale politiske systemer og mord på uskyldige. Eller i den lidt mildere form, vi kender herhjemmefra: fordi ønsket om at finde de gode, sande og rigtige løsninger holdt venstrefløjens utopister fra at indgå kompromisser og søge reel indflydelse. Begge former for utopi er politisk golde og skaber ikke den nødvendige forandring, som må være det, der driver det politiske.

Når man alligevel ikke kan smide utopien ud, er det fordi, at en lige så stor faldgrube lurer lige på den anden side: den politiske ’realisme’, der praktisk taget ikke tror på forandring. En position, der har det let, fordi mennesket ofte frygter forandringer og derfor er tilbøjelig til hellere at ville undgå den smerte, der kan knytte sig til forandringen, end til at opnå den lykke, forandringen kan føre med sig. ’Realismens’ styrke tog til, da muren faldt og kun ef