Print artikel

Fremtidens menneske har ikke brug for videnskaben

Illustration: Mirjam Jørgensen.
Rapport
05.09.25
Kan man invitere Emil Thorup til at snakke om pseudovidenskab på en videnskabelig institution uden at give ham modspil? Åbenbart.

»Jeg er glad for, at I trodsede kritikken og dukkede op alligevel. It means a lot,« siger Emil Thorup til to kvinder på forreste række i en lille sal på Naturhistorisk Museum i Aarhus, hvor han på en af årets første efterårsaftener skal holde et foredrag om, hvad der for tiden er hans livsprojekt: longevity.

Det er i bund og grund en livsstil, fortæller han, der går ud på at leve længere end gennemsnittet gennem kost, motion, nok søvn og minimal stress. Thorups foredrag falder sammen med en ny særudstilling, som museet har lånt af Eksperimentariet, og som handler om fremtidens menneske. Og det mener Thorup selv, at han er, han har altid været forud for sin tid, siger han, så det passer jo meget godt.

Mens selve udstillingen, der er blevet skabt i samarbejde med Etisk Råd, er interaktiv og udfordrer ens forestillinger om mennesket anno 2035 ved at præsentere en række dilemmaer og teknologier, såsom deepfakes, hjerneimplantater og kloning af gamle kæledyr, er Thorups foredrag én lang salgstale for ham selv. Han taler hurtigt, selvsikkert, selvironisk og med en overbevisende »hvis jeg kan, så kan I også!«-energi. Og så interesserer han sig kun for longevity, ikke for samfundet eller økonomien eller den slags, det lader han andre om.

»Rigtig meget videnskab er noget lort,« lyder det fra ham efter et kvarters tid. Det er alt for svært at gennemskue, hvad der er til at stole på, og hvad der er betalt af big pharma, så han tager det, han kan bruge, og smider resten væk. Longevity består derfor af tre simple ben: søvn, kost og træning. Sov gerne 9 timer om natten, spis masser af protein, en smule fedt (helst ingen kulhydrater, det vil sige kun ganske få grøntsager), og få noget motion.

Lidt senere i foredraget, efter han adskillige gange har sukket opgivende over, at han slet ikke kan nå at dele ud af al sin viden på kun 45 minutter, bliver det til tre nogenlunde konkrete råd, man kan tage med sig hjem: ingen indtag af mad 3 timer før sengetid, få noget frisk luft, og træn rigeligt. Det lyder ret banalt, tænker jeg.

Inden foredraget begynder, siger en af museets medarbejdere, at det er vigtigt, at vi taler om fremtiden, og at de som museum gerne vil give plads til »diversitet« i forhold til, hvordan vi taler om den. Rimeligt nok. Men hvorfor dette knæfald for influencere, hvis primære formål er at reklamere for deres egen dagsorden, som ikke kan bakkes op videnskabeligt?

Naturhistorisk Museum, der også omfatter Molslaboratoriet, som er en decideret forskningsinstitution, der mest er kendt i den brede offentlighed for deres rewilding-projekt, hvor der allerede har udspillet og udspiller sig en spøjs kamp mellem kvantificerbar videnskab og mere eller mindre tilfældige folks holdninger til de søde heste.

På museets egen hjemmeside skriver de selv: »Som statsanerkendt, selvejende museumsinstitution er det museets formål at fremme naturhistorisk forskning og formidle videnskabens resultater«. Hvordan det hænger sammen med at give Thorup, som på ingen måde kvalificerer sig til nogen af delene, endnu en platform og affeje eventuelle kontroverser med et defensivt diversitetsgreb, er dybt problematisk – og mig en gåde.

Skal vi ikke forvente mere af vores videnskabelige institutioner, end at de er med til at legitimere pseudovidenskabelige banaliteter?

Thorup er aktuel med både en bog en podcast med samme titel: Lang levetid. Apropos sponsoreret indhold er podcasten finansieret af Puori, der sælger kosttilskud, og lysterapi.dk A/S, der sælger såkaldte lysterapiprodukter. Han har allerede en solid platform, og han ved udmærket, hvordan man provokerer og laver en god gang ragebait. Opmærksomhedsøkonomisk forstår han medielandskabet (havregrynssagen har været »fantastisk« for hans karriere, siger han og griner), og han kan tydeligvis sælge foredrag i både København, Odense og Aarhus.

Hvis der så også er private virksomheder, der har lyst til at bruge ham som reklamesøjle, så fred med det. Det står alle frit for at lade være med at lytte til ham – selvom det er svært at være uenig med ham i, at søvn, kost og motion nok er et godt sted at starte, hvis man vil leve længere.

Det bliver straks mere speget, når Thorup bliver inviteret af et naturhistorisk museum, vel at mærke til at holde et foredrag, ikke deltage i en paneldebat eller en samtale med en moderator, der kan forholde sig kritisk til det, han siger. Hvorfor rammerne er, som de er, kan man kun gisne om. Men skal vi ikke forvente mere af vores videnskabelige institutioner, end at de er med til at legitimere pseudovidenskabelige banaliteter?

På vej hjem tænker jeg over, hvad Emil Thorup har tænkt sig at bruge sit længere end gennemsnitlige liv på, for det virker ikke, som om han har tænkt sig at give op, før han er så godt som udødelig. Derfor er det en fristende tanke, at der et eller andet sted, på et eller andet loft, findes et maleri af ham, der bliver ældre lidt efter lidt.

Men i modsætning til Oscar Wildes Dorian Gray er det ikke sin evige sjæl, Thorup sælger ud af, men elektrolytter på abonnement og sin egen sundhedsrejse, hvor det for enhver pris lader til at handle om at leve så længe som muligt og være ligeglad med resten af verden omkring sig. Hvis det er fremtidens menneske, kan man have lov at håbe, at det kun er en prototype.

Vi bruger cookies

Vi bruger cookies til at integrere med vores videoudbyder og til at lave anonymiseret statistik over trafikken på vores hjemmeside.
Cookies er små tekstfiler, som kan bruges af websteder til at gøre en brugers oplevelse mere effektiv. Loven fastslår, at vi kan gemme cookies på din enhed, hvis de er strengt nødvendige for at sikre leveringen af den tjeneste, du udtrykkeligt har anmodet om at bruge. For alle andre typer cookies skal vi indhente dit samtykke.

Dette websted bruger forskellige typer af cookies. Nogle cookies sættes af tredjeparts tjenester, der vises på vores sider. Du kan til enhver tid ændre eller tilbagetrække dit samtykke fra Cookiedeklarationen.

Læs mereLuk

Statistik cookies hjælper webstedsejere med at forstå, hvordan de besøgende interagerer med hjemmesider ved at indsamle og rapportere oplysninger anonymt.
Sociale medier cookies tillader os at integrere med velkendte sociale mediers platforme. Formålet er en mikstur af marketing, statistik og interaktioner med 3. parts platformen.