Fadøllens Fatwa

Lad os vædde en frisk fra hanen. Det, vi vædder om, er, at jeg langt fra er den eneste, der har oplevet følgende scenarie: Et par Carlsberg kommer på bordet, og pludselig bliver stemningen meget, ja, hvad skal vi kalde det - underligere?  

Havebordet rundt ses en række velmenende om end anstrengte smil, og afventningens elektriske væsen sitrer om kap med Webergrillen. Blikkene strejfer stjålent det nye bekendtskab. Men manden med de mørke øjne og kurdernæsen har stået her før. Han kender humlen. Det er nu op til ham at aflade den spændte atmosfære, der for en stund dæmper både fuglekvidder og naboens vandpjaskende børn. Og han ved lige præcis hvordan. 

På trods af, at fristelsen til at snuppe en Faxe Kondi fra børnebordet, blot for at forlænge den anstrengte stemning, er stor, lader han sine smagsløg og gode opdragelse komme selskabet til gode. Lettelsens suk stiger mod den babyblå sommerhimmel, og mormors bare, rynkede skuldre sænker sig, da han snupper den koldeste af pilsnerne. Han knapper den op - kapsel mod kapsel - og hæver den mod resten af selskabet med en underspillet og anerkendende gestus, inden han lader den ravfarvede væske sive ned i det tørstende svælg. Fuglekvidderen er retur, havevanderen kører igen og humlebierne genoptager deres summen – så blev det sommer alligevel. 

Godt opdraget 

Indrømmet. Modsat mange andre danskere af mellemøstlig herkomst har jeg alle dage haft en gigantisk fordel, når det kommer til at glide ind i et klassisk dansk drukmønster. I min opvækst agerede islam mestendels kulturkanon, og jeg har haft min tidlige ungdom derude, hvor forfesterne (og ofte også selve festerne), blev holdt under skæret fra de få gadelygter, som oplyste cykelstierne bag Berlingoerne med dertilhørende parcelhus. En enkelt Breezer kostede nemt en kvart hundrede kroner i Dagli’ Brugsen, så øl - og helst rigtig mange af dem - var vejen frem.  

I forhold til andre af mine jævnaldrende med mellemøstligt ophav har denne drukskole nok gjort min færd gennem ungdomslivet og det tidlige voksenliv væsentligt lettere, når det kom til rigets foretrukne samværsform. Men ser jeg på en stor del af mine frekventerede miljøer, er min undren kun blevet større med årene, når det kommer til, hvorfor en skoling som min har været så vigtigt et socialt kompas. 

Den vellykkede integration 

Der er længe blevet talt med store ord og fremsat utallige forkromede narrativer, når det kommer til kriterierne for vellykket integration af danskere med mellemøstlig baggrund. I en række miljøer har min oplevelse dog ofte været, at man kunne opfylde nok så mange af disse kriterier uden at komme helt derind, hvor der er aller varmest, hvis ikke man forstod at navigere efter et begrænset udvalg af lavpragmatiske sociale markører som fx alkoholindtag.  

Selvom jeg i perioder selv har kvalificeret mig til et decideret socialt hedeslag alene ud fra sådanne markører, har vemodigheden også meldt sig i de tilspidsede situationer, hvor anderkendelsen af min danskhed har stået og faldet med mit kendskab til eksempelvis håndbajerens ritualisering. 

Årsagen til situationer som mine er ofte blevet tilskrevet visse nærmiljøers opfattelse af islam som en rendyrket kaoskraft. Altså noget, der helst skulle afsværges fuldstændigt, inden den fulde sociale samhørighed kunne opnås. Og at der i disse kontekster er opstået et implicit kodeks og en opfattelse af, at man ikke behøver frygte et brunt menneske, hvis vedkommende har ligeså stor hang til kolde fadbamser, som sine etnisk danske landsmænd. Et kodeks jeg i dialogfattige miljøer selv er faldet til patten for. For lige der, i det øjeblik, hvor det bløde plastikkrus møder vores læber, ja, der må vi jo per definition have undsagt og fralagt os Koranens bud?  

Man behøver ikke frygte et brunt menneske, hvis vedkommende har ligeså stor hang til kolde fadbamser som sine etnisk danske landsmænd. 

Man kan vel ikke suge fadbamser og recitere suraer med samme mund, kan man? Noget tyder på, at man sagtens kan, og at der hos den brede danske befolkning i højere grad er tale om en ekstrem miskommunikation etnicitetsblokkene imellem. At en række konstruerede sociokulturelle markører – deriblandt alkoholen som symbolpolitisk lakmustest på danskhed - fortsat er med til at skabe en yderligere polarisering mellem dem, som stadig insisterer på at lade de mest rigide kommunikationsformer råde imellem sig. 

Højsekulære halalshots 

Ofte virker det som om, at vi i et højsekulært land som Danmark, stadig har enormt svært ved at forstå og anderkende det sekulære Islams væsen. At det igen handler om det samme gamle spørgsmål om med eller imod, selvom mange danske muslimer ligesom resten af landets borgere står solidt plantet på den kulturreligiøse midtbane. Danmark fremhæves jo ofte som et af de mest sekulære lande i verden. Altså en kulturkristen nation, der med imponerende afslappethed, har bygget størstedelen af sit sociale traditionsapparat op omkring en synkretistisk plukning fra bl.a. Biblen, nordisk hedenskab og amerikanske marketingsstunts. 

På trods af en kvartfinalekvalifikation til verdensmesterskaberne i højsekularisme synes vi dog stadig at have svært ved at anerkende, at denne eksakte adfærd faktisk også kunne gøre sig gældende for en stor del af vores muslimske meddanskere. Tager vi et smut tilbage til grillfesterne, påskefrokosterne og fyraftensbajerne, lader det til, at visse fraktioner af den danske befolkning er blevet præsenteret for en forsimplet udgave af religiøs praksis blandt danske muslimer. Vi taler om et syn på Koranens traditionsforskrifter som noget, der udelukkende efterleves som en del af en forbudstung underkastelsesreligion. Det er i denne kontekst, at alkoholen ofte ender med at blive sandhedsvidnet, når den brune danskers omgængelighed står og falder med spørgsmålet om muslim eller ej. Hvorfor det for nogles vedkommende så overhovedet er sidstnævnte mulighed, der skal til for at lettelsens suk stiger mod sommerlandets kumulusskyer, må vi lade hænge i bøfosen. 

Men lad os da lige for en ganske kort stund hoppe væk fra grillplatten og tage et smut ud i S-togene, fredagsbarerne og det øvrige urbane natteliv. Hvilke sociale konstruktioner gør sig her gældende blandt unge danskere med mellemøstligt ophav, når det kommer til interaktion med den danske drukkultur? Vi findes jo i alle velbeduggede afskygninger. Lige fra Moncler-klædte, slingrende på Mate-cykler, over vandkæmmede og veltrimmede amatørsommeliers, til sorthårede rock chicks, der suger sig ned i billig raki på Israels Plads. 

Men virker det ligeså socialt afvæbnende at hamre sig ned i vodka-redbull på en vandpibebar, som at være på vinderholdet i ølbowling på en lilletorsdag? Måske handler det faktisk ikke kun om hvorvidt man drikker alkohol, men også om hvordan man gør. Og er vi der, hvor det er kogt ned til hvilken type drukkultur, der definerer muslimske danskeres sociale omgængelighed – ja, så synes det jo netop at handle mindre om islam, og mere om en oplæring i kulturelle koder.  

Det er altså ikke alene selve alkoholindtaget, der sænker mormors skuldre. Snarere er det gestussen hvormed den mørkøjede mand med kurdernæsen viser sin respekt for alkoholens hovedrolle i det danske samfunds socialdogmatik, når han med armene over kors og øllen hvilende i armhulen, diskuterer højtryksrensning af havefliser. 

Findes der en fatwa for fadøl? 

Ser man på unge sekulære muslimers drukmønstre hertillands, skal man nok finde eksempler på fadølshanens skræk, der brøler »kåm nåå lææt, gåtter« mens han ørler Blå Thor udover beer pong-bordet. Overordnet synes fordommene og den kulturelle kodning dog at gå begge veje. Derfor giver det også mening, hvis en ung kulturel minoritet med en majoritetsadskilt selvopfattelse lader sine sociale konstruktioner være opbygget anderledes end etnisk danske unges – deriblandt dets drukkultur. 

Som professor i religionsvidenskab på Aarhus Universitet, Lene Kühle, også har påpeget, ser man hvordan yngre generationers stigende individorientering udvander kollektive dogmatikkers autoritet, og at visse unge muslimers respektive etno- og sociokulturer vejer tungere end eksempelvis den lærde tolkning af koranforskrifter. 

For mange unge danske muslimer begyndte det derfor muligvis med at handle om haram versus Halal, jævnfør Koranens forskrifter. I sekulære muslimske ungdomskulturer ses dog efterhånden en tendens til, at Koranens dogmatikker i højere grad får karakter af sociale og kulturelle identitetsmarkører. I sin mest forsimplede form kan disse identitetsmarkører anskues som en slags sekulære fatwaer, hvormed unge muslimer skaber deres egne sociale kodekser og herudfra navigerer synkront med en rustung dansk ungdomskultur. 

Men igen er det vigtigt at huske på den enorme forskel, der er mellem den antagelsesbaserede betragtning af islam som lovreligion, og så den uperfekte virkelighed hvori den praktiseres. Overordnet er det dog påfaldende, hvor stor en rolle beruselseskulturen i visse danske miljøer spiller for vores kulturelle selvopfattelse. Og hvordan andres forståelse og respekt for, samt tillæring af denne drukkultur, er helt essentiel for inklusionen af dem. Dette er en traditionel dansk disciplin, som i mindst ligeså høj grad skaber problemstillinger internt blandt etniske danskere. 

Disciplinen synes ikke just at blive nemmere, når der hældes et etnicitetsskel oveni, og der i miljøer på tværs af klasseskel opstår et drukbåret kulturelt kodesprog, som danskere med muslimsk baggrund – sekulære eller ej – skal forsøge at dechifrere i deres søgen efter sociale tilhørsforhold. 

Håndbajerliturgien 

Blandt de helt unge generationer anes der dog strømninger, som tyder på, at alkohol i mindre og mindre grad bliver udslagsgivende for den sociale accept af minoriteter. Strømninger hvor de rent menneskelige kriterier for en meningsfuld social sameksistens etniciteter imellem er i centrum og udfolder sig med tiltagende organiskhed. Så måske skulle man lade sig inspirere af denne ungdommelige fordomsfrihed?  

Man kunne om ikke andet lade sig forfriske af måden, hvorpå en række bedagede antagelsesmønstre og metakommunikative røgsignaler har måttet vige pladsen til fordel for at forholde sig til selve det menneske, man rent faktisk står over for. Ellers synes vi at kigge ind i et scenarie, hvor tryk fortsat avler modtryk, og mormors spændte skuldermuskulatur forbliver symbolet på den selvopfyldende fordomsprofeti, der praktiseres på yderpolerne. En profeti hvis metasprog gør at alle taber. Også dem, der synes at have knækket koden og tillært sig håndbajerliturgien med dens tilhørende glidebaneeffekt.  

For hver stift han skyller ned, øges hans egen overbevisning om, at dette er den eneste vej til ligeværdig sameksistens i sommerlandet. 

For lad os lige tage et sidste smut tilbage til Webergrillen. Her har manden med de mørke øjne nu endegyldigt vist, at han vil fælleskabet, kender fælleskabets koder og præmissen for at være en del af dette fælleskab. Og det var ganske nemt. På de få sekunder det tog at afkapsle, hæve og indtage, gik han fra potentielt at være en af dem, til at være en af os. Han har vist, at han kender vores rituelle liturgi og den implicitte indforståethed af, hvad der i virkeligheden binder os sammen – og at han praktiserer dette myndigt og rutineret. Men de mange øl, der hældes i halsen, har også et andet formål. De skal dulme en smertelig bevidsthed om, at han gennem sit behov for at berolige selskabet med sit accentfri, bajerbårne metasprog, selv holder tovejsfordommene i et urokkeligt jerngreb. 

For hver stift han skyller ned, øges hans egen overbevisning om, at dette er den eneste vej til ligeværdig sameksistens i sommerlandet. Men tømmermændene fortæller ham noget andet. Som en træg issyl gennem hans hjernebark lader de det sive, at han i sin iver efter at bestå den symbolpolitiske lakmustest udelukkende har hyttet sit eget skind og gået polariseringens ærinde med slingrende gang. Skål gamle dreng, velkommen i klubben.