Spil i hullet for helvede!
En klog mand sagde engang til mig, at man undergår en udvikling som fodboldtilskuer. I rigtig mange år tror man inderligt på, at man kunne og burde være en del af de elleve på banen. Det kan både være på landsholdet eller det foretrukne klubhold - for os med international orientering og selvtilliden i orden vil der typisk være tale om en imaginær plads på Barcelonas hold. En mere inferiør klub som Lyon fungerer som fall-back-klub.
Denne selvforståelse sætter sig på både ens oplevelse af kampen og kommentatorsporet. Man ER på banen, er klar til at skifte sig selv ind, ”det kunne jeg fandeme gøre bedre”, ”spil i hullet for helvede!” galer man frustreret, mens man laver en hæmmet inderside under plasticsædet som en fysisk homage til den aflevering, man lavede til træning, der "splittede forsvaret fuldstændig ad". Som årene går, og spillerne på banen pludselig ikke er født i 70erne længere, men i 90erne, og ingen endnu har opdaget en, begynder man at forstå, at ens muligheder for at friste en karriere som professional fodboldspiller måske slet ikke længere er en mulighed. Også dem, man kender, der rent faktisk spiller i en superligaklub, bliver pludselig betegnet som "erfarne
