Den Islamiske Stat kæmper med både pennen og sværdet
»Landevejen til Jihad« har tyrkiske journalister døbt de ruter, som unge europæiske jihadister følger for at krydse grænsen fra Tyrkiet til Syrien. De lokale beboere i byen Gaziantep på den tyrkisk-syriske grænse kan berette om unge mænd, der på gebrokkent arabisk køber soveposer og campinggrej, før de begiver sig videre imod hullerne i grænsehegnet. På den anden side af hegnet er målet at kæmpe skulder om skulder med militser som Jabhat al-Nusra eller den Islamiske Stat (IS), der kæmper for et islamisk kalifat i grænselandet mellem Irak og Syrien. Den europæiske jihadist-eksport har været afgørende for IS’ succeser, hvilket vækker bekymring i de politiske korridorer fra København til Washington.
Det vakte derfor opsigt i Storbrittanien, da jihadist-militsens mest kendte bøddel viste sig at have en tung London-accent i de to henrettelsesvideoer, IS har offentliggjort med titlerne A Message to America. Bødlen, der har stået bag henrettelsen af de to amerikanske journalister James Foley og Steven Sotloff, er af britiske medier blevet døbt »Jihadi John« og mistænkes af myndighederne for at være en tidligere rapper fra det sydlige London ved navn Abdel-Majed Abdel Bar