»Gid Gud kunne begrave mændene og deres våben for evigt«

»Jeg har ikke lyst til at lugte blod og brændt menneskekød igen. Jeg hader krig.« Foto Waleed Safi

Reportage

02.07.14

For 25årige Soha Yahya har de sidste 10 år i Irak været een lang prøvelse, hvor vold og bomber har præget hverdagen. Alligevel vil hun ikke brokke sig, fortæller hun. »Jeg kender mange andre mennesker, der har haft værre skæbner,« siger hun til ATLAS.

Waleed Safi

BAGHDAD - Soha Yahya sidder på en rød plasticstol i en carport fyldt med frodige potteplanter. Kun de to små bonsaitræer ved siden af kaffekoppen på det røde bord ser ud til at tørste i Baghdads hede, selvom Soha Yahya lige har vandet dem.

Den 25-årige rengøringsdame er færdig med dagens arbejde hos en velhavende familie i et af Baghdads finere kvarterer. Hun stryger fingrene gennem sit flagrende, mørke hår, som vækker opsigt når hun går ned af gaden, og rækker ud efter cigaretterne. Hun tænder en cigaret, tager et dybt hvæs, griber fat i koppen og puster røgen ned i kaffen.

»Jeg drømmer om at flygte langt væk fra krigene, bomberne og mænd, der får stiv pik over en Kalashinkov«, siger 25-årige Soha Yahya med en bramfrihed, som præger alt hvad hun fortæller om.

Hun refererer til den eskalerende krise i Irak efter hærens kollaps overfor de fremstormende ISIS jihadister, der hurtigt og effektivt overtog kontrollen over landets næststørste by Mosul i den nordlige del af landet.

Det seneste Soha Yahya har hørt er, at ISIS i nogle tilfælde har været blot 10 km tæt på Baghdad. Den irakiske hær taber konstant landsbyer til jihadisterne og Iraks shiitiske premi