»Da vi voksede op ville vi bare væk herfra«
Set fra luften ligner Oklahoma City et stort vævet tæppe, men byen er selvfølgelig også, hvis man måler i landareal, USAs ottende største by. Mit fly skal til at lande og ved synet af den endeløse metropol, der ligger oplyst i et meget fladt terræn, kan jeg ikke lade være med at føle mig en lille smule snydt. USA har gjort det igen. I et land hvor center er periferi, er selv et sted som Oklahoma City nemlig meget mere end bare en hovedgade og en togstation. Hvad havde jeg forestillet mig?
Jeg ved godt, hvad jeg havde forestillet mig. I forbindelse med mit speciale undersøger jeg nemlig, hvordan finanskrisen har påvirket unge amerikanere og har derfor besluttet mig for at rejse fra Oklahoma til Californien for at tale med dem, jeg møder på min vej.
Ruten er ikke tilfældig. Det er Route 66. Legendarisk på alle måder. Hvad især afgjorde min rejseplan var, at det er den rute de amerikanske Oakies benyttede da de flygtede fra eroderet land, sandstorme og ulidelig varme i begyndelsen af 1930'erne, dengang Den Store Depression buldrede afsted.
Men der er ingen sandstorme nu. Steinbeck go home. Der er faktisk forholdsvis g