Tages talte dage
På Bispebjerg Kirkegård i Københavns Nordvest kvarter er de ukendtes fællesgrav dækket af afskårne blomster og lys. Tættest ligger de ved foden af fyrtræet, ellers regelmæssigt fordelt. Solens stråler har næsten smeltet stierne af fodspor tværs over pladsen væk. Sneen knaser under fødderne på den bundfrosne vinterjord.
En tavle med et koordinatsystem fortæller de afdødes placering ved hjælp af koordinater, der udleveres til pårørende i receptionen.
For få dage siden blev Tage Thomas Jensen bisat fra Bispebjerg Kapel, og urnen blev nedsat i fællesgraven. Hans koordinater er ikke blevet udleveret til nogen.
I 14 procent af alle dødsfald i storbyerne ligger afdøde i kortere eller længere tid inden nogen opdager, at vedkommende er gået bort. Det anslås, at omkring 50.000 mennesker lever et liv uden nære relationer. De fleste af dem bor i storbyerne.
»De, der ender deres dage i et tomt kapel, er ofte mennesker, der har haft et længerevarende fragmenteret livsforløb og ustabil tilknytning til deres egen familie,« siger Michael Hviid Jacobsen, der er sociolog med speciale i døden.
Til Tages bisættelse dukkede der ikke nogen op. Der var kun præsten og d