Døden i kammerspillet
Man skal være ond i sulet for ikke at beundre Trine Thostrup og Nora Bjerge, begge stadig studerende ved Den Danske Scenekunstskole, som har kastet sig over hver sin Thomas Mann-fortælling til Aarhus Teaters to enaktere-i-én-forestilling-koncept, hvoraf ingen af dem umiddelbart egner sig specielt godt til scenen.
Den bedragede fra 1953, en Amor-Psyke-fortælling, og Wälsungeblod fra 1905, en af Manns Wagner-parodier, er begge typisk Mann-materiale, kammerspil, der gransker konsekvenserne af, hvad der sker, når den borgerlige moral støder imod seksualdrifterne, og hvor galt det går, når man lader sig forføre af det æstetiske.
Først Den bedragede, som Trine Thostrup har taget sig af, hvor den midaldrende enkefru Rosalie von Tümmler (Nanna Bøttcher) får tumlet sig ind i nogle følelser så heftige, at hendes overgangsalder går på retur. På en knaldrød scene draperet i forskellige lag af tynde røde gardiner, der undervejs på flere måder genspejler erotikken og manipuleres gennem Kim Gluds overlegne lysdesign, beklage
