Ulve i debatklæder
Zenia Stampe lader sig rive med, stemmen stiger i styrke, blikket bliver mere intenst, og det samme sker for Martin Thorborg, som står skråt over for hende i studiet.
En beskrivelse af skænderiet mellem kulturministeren og iværksætteren er egentlig unødvendigt. Klippet af de to i Debatten på DR1 er blevet delt og diskuteret på sociale medier i én udmattende uendelighed. Med særligt fokus på Stampe.
I de etablerede medier har forløbet været som det altid er, når politikere eller kendisser koger over: Først hård kritik, så et forsvar for den ene, så for den anden og endelig forsøg på at finde alternative vinkler på sagen.
Som: Er det ikke vores forventninger til kønsrollerne, der gør, at Thorborg opleves som beslutsom og Stampe som hysterisk? Eller: Handler det dybest set ikke om kvinder og mænds stemmer, hvor kvindens bliver lysere under ophidselse, og derfor afvises som ”ude af kontrol”, mens mandens bliver dybere og opleves som ”beslutsom”?
Men det reelle problem skal hverken findes hos Stampe, hos Thorborg eller i overvintrede kønsrollemønstre, men derimod i det dobbeltbundede medieformat, DR har rendyrket langt ud i det absurde i deres to debatflagskibe, Debatten på DR1 og P1 Debat.
I Debatten er TV-studiet udformet som en scene, hvorpå gæsterne placeres sådan, at dem der er enige, eller ikke har direkte modstridende holdninger, står skulder ved skulder. Mens dem, der mener noget helt andet, står skråt overfor. Som Stampe, der vil menneskearbejdet, overfor AI-fortaleren Thorborg.
Disse to ”hold” skiftes løbende ud under afviklingen af udsendelsen, så nye gæster, nyt blod, hele tiden kommer til, og flere uenigheder kan opstå. Det er tydeligt, at det sidste, uenigheden, konflikten, kontroltabet, er målet. Det sker da også gang på gang, og med vært Clement Kjersgaard som veltrænet ulv i fåreklæder. Som giver udtryk for at ville det rolige og nuancerede, men nærer det stik modsatte.
»Jo mere uenige, vi er, jo pænere skal vi tale til hinanden«, som Kjersgaard ynder at sige, selvom alt omkring ham er designet til at nå kogepunktet, vreden. Og med journalister bag udsendelsen, som vælger kilder fra, der ikke har en kantet og ensrettet pointe, og favoriserer dem, som har og kan skabe ophidselse.
Konceptet er det samme i P1 Debat. Her er kurateringen og positioneringerne også bygget op om den gamle journalistiske krykke, konflikten, den store uenighed, og her kan man blandt andre høre værten Gitte Hansen, djærvt jysk og pseudo-empatisk, mens hun og holdet bag udsendelserne venter på balladen; at en gæst taber hovedet, at stemmerne bliver høje, at nogen siger noget kontroversielt, der »får en skov af fingre i vejret i studiet« og får tjenesten, der tager imod SMS’er fra lytterne, til at »bimle og bamle«.
Debatten og P1 Debat er dybt uærlige koncepter, der under dække af at være sand og sund public service, være oplysende, lyttende og samtalende, opdyrker forvirring, polarisering og vrede. Hvorfor? Fordi det giver genlyd efter programmet er slut, og fordi man kan dele klip med de ”bedste” øjeblikke på de sociale medieplatforme. Fordi det kan blive ”en historie”, noget der tales om.
Det sidste er naturligvis vigtigt. At DR som skattefinansieret mediemonolit er en del af danskernes samtale og hverdag. Men netop fordi DR er DR, og ikke er underlagt tunge kommercielle hensyn, bør de levere formater, som er lødige og balancerede og hæver sig over det tabloide og sensationslystne.
Vi kan ikke være tjent med den slags vulgærjournalistik, som tegner Debatten og P1 Debat, med den her evindelige og åndssløve kontrasttænkning, og så kan det da godt være, at færre vil se og lytte med, og at der bliver færre gode klip at fodre SoMe-algoritmen og dens vredeskult med. So be it.
Det kunne dog også tænkes, at mere nuancerede formater, mere reelle værter, ville tiltrække alle dem, der ikke kan holde mundhuggerierne og de pegende fingre ud.
Men indtil DR udstikker en ny kurs for deres debatflagskibe, er der ikke andet at gøre end at sige nej, når deres journalister ringer og inviterer i studiet. De her invitationer der i øvrigt kan blive trukket tilbage i sidste øjeblik. Fordi man ikke ”passer ind” i vinklen og det konfliktsøgende set-up.
Men én udsendelse bør alle inviterede takke ja til at medvirke i, nemlig den, hvor det diskuteres, hvordan vi ønsker, at diskussionen om samfundet skal se ud i en public service-sammenhæng.
Om Debatten og P1 Debat virkelig er dét, den offentlige samtale har brug for og fortjener. Men mon ikke lige præcis dén udsendelse vil blive for farlig for Kjersgaard, Hansen og de andre smilende ulve i DR Byen.
