Forenet i forsteningen
Den argentinske forfatter Jorge Luis Borges sagde engang, at det vellykkede romanværk måtte kunne indfanges i en samlende idé; at der så at sige måtte eksistere en bagvedliggende (og i øvrigt strengt lokal) lov, som dikterede den stilistiske fusion af alle romanens delelementer til et meningsfuldt hele.
Hvid dame, Sergej Lebedevs seneste roman, besidder netop en sådan idérigdom. Bogens ambitiøse mål er – lag på lag – at sammenpresse og dermed trække forbindelseslinjer mellem den krigsrelaterede vold, der strækker sig fra den russiske revolution over 2. Verdenskrig og Stalintiden til Putinregimets annektering af Krim i 2014. Et voldens forbryderkatalog, som har formet historien i den østukrainske Donbas-region frem til i dag.
Det originale består i måden, hvorpå Lebedev foretager denne sammenpresning ved at fremstille voldens historie gennem en referenceramme hentet fra den geologiske videnskab. Lebedevs metode er et arkivarbejde, som besidder geologens dybe blik og materielle sensibilitet.
Vi befinder os i den gamle mineby Marat (opkaldt efter Jacobinernes revolutionshelt), og det er netop mineskakten, som i begyndelsen af 1900-tallet er den dybeste
