Det åbne liv

At være død er besværligt, skrev Rainer Maria Rilke i januar 1912 i den første af sine ti legendariske elegier fra slottet Duino. Der er meget, der skal gøres, skrev han, før man endelig kan få greb om lidt evighed.

De usynlige engle, som han i elegien påkalder uden håb om, at de vil høre ham, ja, de usynlige engle, som han mærker svæve på briserne over slottet Duino, som han denne måned bor på, ved ofte ikke, når de strejfer et menneske, om det er en levende eller en død, der endnu ikke har fundet hjem til evigheden.

Har Rilke, den evigt rastløse lyriker, mon selv fundet hjem? Eller flakker han, hvis livsrejse begyndte den 4. december 1875 i en lille lejlighed i Prag og endte den 29. december 1926 på et sanatorium i Schweiz, efter 100 år stadig spøgelsesagtigt omkring i sine engles Europa?   

Et hjem har de ting, han efterlod sig, i hvert fald fundet. Under titlen Und dann und wa