Lutter gode beslutninger
Det er faktisk ret uhyggeligt til at starte med. Grise hyler skingert ud gennem højtalerne, og lyset dæmpes brat. På scenen sidder en tilknappet forsamling mennesker i fuld 1800-talsmundering med dystre miner. Der går dog ikke længe, før vi finder ud af, at det hele blot er spil for galleriet, eller i dette tilfælde de buslæs af turister, der bliver kørt til gården for at opleve et stykke autentisk, gammeldags landbrug.
Under det stive, sorte puds er skuespillerne iført mere moderne tøj, og de sænker lettet skuldrene, da de får at vide, at dagens hold af turister har aflyst. Når de ikke skal lege gamle dage, fungerer gården som et moderne, konventionelt landbrug. I den lille stue på gården sidder Maria (Tina Gylling), hendes søn Vanja (Nicolas Bro) og hendes barnebarn Sonja (Mathilde Arcel).
I selskabet er også lægen Michael spillet af Mads Rømer Brolin-Tani og gårdens altmuligmand Jens ”Pizza” Jensen (Morten Boven). Den lille stue er placeret i, hvad der ligner en moderne svinestald, som fylder den ene halvdel af scenen, mens der på scenegulvets anden halvdel er placeret noget, der ligner en full-size gylletank. Skuespilhusets store scene er altså virkelig stor. Ste
