Vores eneste øjeblik

Vi skal snart forlade den lille ø i Kroatien ikke langt fra grænsen til Montenegro for at tage til Beograd. På den her ø er der påfugle overalt, hundredvis, måske tusindvis, de slæber deres lange, blågrønne haler efter sig, på visse steder på skovvejene kan vi ikke komme forbi hannerne, når de har slået deres vældige, dirrende vifteformationer op. Min datter ser lille ud ved siden af dem, selvom hun er stor nu. På afstand kan vi høre andre påfugle, som skriger, de lyder som efterladte spædbørn, klagende, skærende, ophidsede. Når man kommer tæt på, kurrer de, vibrerer og rasler, deres lange, grønblå slæb glider over mine nøgne ben der, hvor jeg sidder i solen.

Hele tiden disse skrig på afstand. Spædbørn. Cikader. Gaza ligger 2.000 kilometer herfra. Som et spøgelse i struben, en kvalme hver morgen, en politisk magtesløshed, som føles, som om den langsomt bliver til en sygdom, underlige symptomer og fornemmelser og mareridt. Præcis lige så langt herfra, eller lige så kort, som der er til Gaza, er der til Ukraines grænse, landet, som mit land støtter med våben, penge, med store ord. Den stærke følelse af en tid, som løber ud, at det her er de sidste dage af noget, eller at dis