Ikke et ord fra lasten
Under dækket på smuglerskibet Clotilda sad 110 vestafrikanere stuvet sammen. Én af dem hed Oluale Kossola, og ligesom sine medfanger sad han nøgen, tøjet var taget fra ham. Årstallet er 1860, mere end halvtreds år efter den transatlantiske slavehandel var blevet forbudt. På trods af dette havde plantageejeren Timothy Meaher sendt den tomastede skonnert afsted for at smugle slavegjorte arbejdere til Mobile Bay i Alabama. Som dækhistorie stod der i skibets journal, at det skulle til Sankt Thomas i det daværende Dansk Vestindien for at sælge tømmer.
På kysten, hvor skibet var ankommet, stod der bygget nogle barakker, såkaldte barracoons, her blev et par hundrede vestafrikanere holdt fanget. Meahers planer med Clotilda var begyndt som et simpelt væddemål, der gik ud på, om han på trods af forbuddet fra 1808 kunne fragte afrikanske slaver til Alabama og undgå at blive hængt. Man mener i dag, at Clotilda var det sidste skib, der sejlede slavegjorte over Atlanten til USA. Det gør Kossola til det sidst kendte tilfælde af et menneske der overlevede overfarten. Alene på “mellempassagen” over Atlanterhavet anslår man, at op mod to millioner afrikanere mistede livet, imens de