Den indirecte meddelelse
Det synes efterhånden at være en tendens i fremstillinger af store forfattere at sammenligne og sidestille forskellige kunstsfærer for derigennem at blotlægge nye hemmeligheder i de portrætterede personers liv og værk. Således Cecilie Engbergs i april udkomne bog om Karen Blixen, hvori hun lykkedes med at nuancere de berømte fortællinger ved at præsentere et stort katalog over de af malerkunstens klassikere, som forfatterinden måske/måske ikke lod sig inspirere af. Sidste år tilgik Lilian Munk Rösing omvendt Anna Anchers billeder ud fra en personlig og til tider – især med tanke på Virginia Woolf – litterær vinkel.
I Gådefuld bør man være forsøger Lisbeth Smedegaard Andersens en lignende tilgang ved at fremskrive en mulig relation mellem forfatteren og filosoffen Søren Kierkegaard (1813-1855) og maleren Vilhelm Hammershøi (1864-1916). Projektet udspringer ifølge Andersen selv af en subjektiv følelse af genkendelighed, hun stødte på gentagne gange i mødet med Hammershøis billeder. Ved at afvige fra gængs videnskabelig konduite, hvor spørgsmål om påvirkning og indflydelse kræver konkret bevisførelse, lader bogen netop denne subjektive følelse (man kunne også sige in
