Grænsen mellem at intellektualisere og overintellektualisere fodbolden
VM i fodbold er endelig i gang. Det betyder klistermærker og samlehæfter fra Panini. Lange, lyse sommeraftener med tv’et kørende på tiende time. Diskussioner om hvilken europæisk klub, der bør hente Perus højre kant. Indædt forbandelse over at misse første halvleg af Egypten-Uruguay. Og så betyder det intellektuelle, måske endda filosofiske, eksaminationer af sportens åndelige, kulturelle og politiske rækkevidde.
Mønsteret er tydeligt: op til VM i 1994 skrev den britiske journalist Simon Kuper bogen Football Against The Enemy, en antropologisk undersøgelse af sportens plads i verden. Til VM i 2002 udgav Gyldendal antologien Fodbold! Forfattere om fænomenet fodbold med bidrag fra høje pander som Jean-Paul Sartre og Umberto Eco. Til EM i 2004 skrev den amerikanske journalist Franklin Foer reportagebogen med den pompøse titel Hvordan fodbold forklarer verden. Til VM i 2014 udkom forfatterkollegerne Karl Ove Knausgård og Frederik Ekelunds brevudveksling Hjemme - ude om fodbold, litteratur og kulturdebat. Til EM i 2016 skrev den belgiske forfatter Jean-Philippe Toussaint pamfletten Fodbold om den voksn