Alting er nyt og alligevel det samme som før
Irske Sally Rooneys Samtaler med venner og svenske Isabelle Ståhls Lige nu er jeg her, der netop er udkommet med få ugers mellemrum i dansk oversættelse, tager livtag med ungt, vestligt kvindeliv netop nu. Det er bøger om at være fremmedgjort og alligevel følsom. Om depression og sex. Om at leve et liv, hvor alting hele tiden føles en smule forkert, og uanset hvor meget man tænker og justerer, bliver tingene ved med at føles forkerte, som om man går rundt med en skygge, der fylder for meget og ikke ligner den person, man føler, man burde være.
Rooneys roman er en ret klassisk fortælling om den universitetsstuderende Frances, der forelsker sig i en gift mand, og ja, det lyder, som om den fortælling indeholder så mange klichéfaldgruber, at det bliver umuligt at styre uden om dem. Alligevel formår Rooney at tegne et originalt portræt af sine personer gennem tonsvis af reflekterende samtaler, der altid bliver ramt på kornet. Ja, tænker man under læsningen, sådan taler folk virkelig sammen.
Frances og ekskæresten (og nuværende bedste veninde) Bobbi går til litterære oplæsningsarrangementer, hvor de fremfører de digte, Frances skriver. En dag møder de den
