Kreative klassekonstruktioner

Stemningen er ved at vende. Væk fra jublende finansiering af lange, boglige uddannelser og i retning af påskønnelse af håndens arbejde eller, hvis det absolut skal være bogligt, de teknisk-naturvidenskabelige, konkrete uddannelser. Vi skal ikke leve af kreativitet og innovation, som vi gik rundt og fortalte hinanden i 00erne, selvfølgelig skal vi ikke det. Produktionsdanmark er det, der får hjulene til at dreje rundt, i hvert fald de største og tungeste hjul, der sidder midt i samfundsøkonomien. Det er svært at være uenig i, at forestillingen om en økonomi, der udelukkende oppebæres af tanker, er nonsens.

Det virker dog, som om dette stemningsskift har medført, at nogle er gået i den anden grøft og blevet ekstreme. Den kreative klasse er ikke længere noget, man fremsiger med begejstring, beundring, eller i det mindste interesse, ligesom i kølvandet på Richard Floridas formulering af kategorien i The Rise of the Creative Class fra 2002. I dag er den kreative klasse noget, man ikke har lyst til at være en del af, noget latterligt, snobbet københavneri. Flere og flere politikere og meningsdannere har travlt med at skælde ud på dem, der har formastet sig til at bifald