Et ekstra lag på kampen
Det er weekend. Det er eftermiddag. Du har ventet utålmodigt hele dagen. Dine venner kommer lidt efter lidt ind ad døren – småsnakkende, storgrinende. Forventningerne er svære, stemningen let. Ølkapsler fjernes, tv-apparatet åbnes. Endelig er reklameblokken ovre og der stilles om til begivenheden. Fodbold. Ud i stuen gjalder lyden fra flere tusinde fans akkompagneret af to stemmer i en boks et sted ovenover dem. Uden disse stemmer ville alt dette ganske givet virke mærkelig tamt og uforløst.
Det er selvfølgelig kommentatorerne, der hentydes til. Et både elsket og udskældt folkefærd, der både har henrevet fodboldseere til ekstase og kedet dem halvt ihjel. I Danmark starter kommentatorernes historie uomtvisteligt med Gunnar ”Nu” Hansen, der vel sagtens kan betegnes som en af de helt store skikkelser i dansk mediehistorie. Gunnar ”Nu” arbejdede sig langsomt, men sikkert op fra avisdreng til sportsjournalist i 1920’erne, men det var da han blev ansat på DR i 1935 og begyndte at kommentere bl.a. fodboldlandsholdkampe til radioen, at han fik sit folkelige gennembrud. ”Nu” Hansens helt store force var den begejstring og entusiasme han ansporede hos sine lyttere og seere.