Aktualitetens fortvivlelse
O tynde mænd i Haddam,
hvorfor fantaserer I om guldfugle?
Ser I ikke hvor solsorten
vandrer rundt mellem fødderne
på kvinderne omkring jer?
Wallace Stevens: Tretten måder at betragte en solsort
Da Manchester City og Stoke den 14. maj 2011 mødtes i den 130. engelske FA Cup finale siden 1871, var det kulminationen på en turnering, der begyndte i august året før med indledende runder blandt sekundært rangerede klubber. I alt 759 hold deltog i turneringen, hvor de bedste klubber trådte ind i januar. Manchester City eliminerede undervejs mod finalen blandt andet Aston Villa og lokalrivalerne fra Manchester United, mens Stoke havde haft en lidt lettere lodtrækning. Det var første gang nogensinde, Stoke optrådte i FA Cup-finalen, og niende gang for Manchester City, der med finalesejren sikrede sig det første trofæ i 35 år. I selve kampen, der blev overværet af næsten 90.000 tilskuere på Wembley Stadium i London, led Stoke under skadesproblemer og virkede generelt en smule overmatchede, men havde Kenwyne Jones scoret på sin friløber i anden halvleg, kunne kampen måske alligevel have fået et helt an