Det er altså noget juks
Yerma og Jon har købt et hus i tre etager lidt langt væk (en halv time på cykel) fra centrum. De har lige fået nøglerne, og hvad skal der så ske? Pludselig får hun tanken om, at der egentlig er fin plads til et børneværelse. De bliver enige om at droppe præventionen, selvom hun er forvirret over, at hun føler, som hun føler, hun er jo ikke »bare et reproduktivt system«.
Hun er 33, han er noget ældre, de har styr på praktikken, økonomien og deres respektive karrierer kører på højt blus. Hun er redaktør på en ikke nærmere defineret ”redaktion”, det er noget med livsstil, mode og indretning, han rejser hele tiden og lander tilsyneladende store kontrakter. Alt er godt, månederne går, men hun bliver ikke gravid.
Forestillingen Yerma har en lidt indviklet tilblivelsesproces: det oprindelige stykke er skrevet i 1934 af Federico García Lorca, og i 2016 fik det så en revitaliseringstur af den australske dramatiker, instruktør og skuespiller Simon Stone, som sammen med et ensemble af skuespillere jammede over den originale tekst og kogte en ny op, som løst stadig baserer sig på Lorcas.
Den nye forestilling blev opsat til en bragende modtagelse i London,
