Omme bag hvis grænser?

»Jeg analyserer samfundene med min kritiske bevidsthed/ jeg betragter verden/ med mit skarpe blik/ men jeg tror ikke, at bevidsthed og blik/ er godt for noget som helst, siger jeg/ ud gennem munden på min krop/ omme bag hvis grænser/ familien er samlet i haven/ omme bag hvis grænser/ planetens hastighed sætter trækronerne i brand –«

Ovenstående linjer stammer fra Digte 2014, en tolv år gammel bog skrevet af forfatteren til Bag Litiumbjergene, Theis Ørntoft. Jeg fandt dem for nylig og blev mindet om, hvorfor dette forfatterskab har været vigtigt for mig: Fordi det udgør en stemme, der altid er ved at skvulpe over i flere retninger, private, økonomiske, økologiske, der foragter sig selv og alligevel ikke ophører med at tale. Det er en blæst position, der er entusiastisk, udmattet, angstfuld, men ikke relativistisk, ikke det der ligner, det er den for kropsligt og historisk situeret til. Min sorg består i, at Bag Litiumbjergene synes at have taget de tre første linjer i ovenstående citat for gode varer og efterladt resten i 2010’erne.

Jeg må hellere slå fast med det samme, at jeg ikke er ene om at være kritisk overfor denne bog. For d