Print artikel

Projektet Pruitt-Igoe (2)

Pruitt-Igoe-blokkene, før de blev revet ned
Feature
19.01.17
I hemmelighed udførte det amerikanske militær en række eksperimenter i og omkring det sociale boligbyggeri Pruitt-Igoe i 1950’erne og 1960’erne. Det skete i forbindelse med regeringens biologiske våbenprogram. Pruitt-Igoe-grunden, der i dag er dækket af skov, er et sted, der fremkalder minder, som St. Louis' borgere helst vil glemme. Her følger kapitel 2 af Anders Dalls feature om det forfejlede prestigebyggeri.

Chester Deanes så dem gentagne gange på vej op på taget, når han selv legede i korridoren på 10. etage og kastede marmorkugler ud ad vinduet. Korridoren på 10. sal var den sidste etage, hvor elevatoren stoppede i det 11-etager høje betonbyggeri. Han er sikker på, det ikke var politikfolk, der gik oppe på taget. Det var heller ikke viceværter. Han vidste ikke, hvad de skulle deroppe. Dengang stillede han ikke spørgsmål. Han var kun 10-11 år gammel. Benjamin Phillips stillede heller ikke spørgsmål. Han troede, de sprayede for myg, når mændene iført dragter kørte forbi i deres biler i det sociale boligbyggeri Pruitt-Igoe, hvor han selv løb og legede med sine kammerater.

»Vi var begge børn, så der var ikke rigtigt noget, der alarmerede os i forhold til de her aktiviteter,« siger Benjamin Phillips, der boede i Pruitt-Igoe fra 1955 til 1967. Chester Deanes supplerer:

»Når du er barn, er det ikke noget, du bekymrer dig om, for du er i en tilstand af lykke. Jeg anede ikke, at de her folk iført kontamineringsdragter, og som kørte i specielle køretøjer, at de havde et alternativt motiv,« fortæller Chester Deanes, der boede i Pruitt-Igoe fra 1956 og frem til 1967.

Generatorer sprayede partiklerne ud fra toppen af sociale boligbyggerier og fra køretøjer

I to omgange blev St. Louis og området i og omkring det sociale boligbyggeri Pruitt-Igoe brugt til at undersøge, hvordan biologiske våben ville sprede sig i et urbant område. Det skete i 1953-1954 og igen fra 1963 til 1965, hvor truslen om atomkrig mellem USA og Rusland spidsede til. Det amerikanske militær pegede på St. Louis, fordi byens infrastruktur og topografi mindede om de russiske byer Moskva og Leningrad. I St. Louis blev zink-cadmium-sulfid-partikler brugt som sporingsstof til at simulere spredningen af biologiske våben.

Det fungerede ved, at generatorer sprayede partiklerne ud fra toppen af sociale boligbyggerier og fra køretøjer. Det skete blandt andet i Pruitt-Igoe og de omkringliggende sociale boligbyggerier i den nordlige del af St. Louis, uden beboerne vidste besked. Forsøgene blev holdt hemmelige, og militæret skjulte deres motiv ved at fortælle få lokale embedsmænd, at formålet med forsøgene var, at materialet, der blev sprayet ud i luften, skulle danne en tyk tåge over St. Louis og på den måde skjule byen og hindre et eventuelt luftangreb fra russerne. Først i 1994 blev dokumenter frigivet og offentligheden fik kendskab til det egentlige motiv bag regeringens biologiske våbenprogram, der også inkluderede forsøg i Minneapolis, Corpus Christi, Fort Wayne samt 29 andre områder i USA og Canada.

Ingen høring i St. Louis

I kølvandet på frigivelsen af dokumenter, der afslørede, hvordan hærens kemiske korps simulerede spredningen af biologiske våben ved at spraye zink-cadmium-sulfid-partikler ud som sporingsstof  i St. Louis og andre byer, blev det amerikanske militær mødt med en række kritiske spørgsmål. Borgere fra de områder, hvor testene i hemmelighed blev udført, angav de kemiske stoffer som årsag til sygdomme, heriblandt kræftsygdomme. På den baggrund bad militæret The National Research Council om at lave en  undersøgelse og fastslå, hvorvidt forsøgene med zink-cadmium-sulfid havde sundhedsskadelige konsekvenser for borgerne.

I den forbindelse afholdt The National Reseach Council i 1995 tre offentlige møder for at høre fra beboerne i de områder, hvor militæret havde udført deres forsøg. Møderne fandt sted i Minneapolis, Corpus Christi og Fort Wayne. Sådanne møder blev ikke afholdt i St. Louis, selv om byen var blandt de fire testbyer, der blev udsat for den største koncentration af det kemiske stof.    

I 1997 lød konklusionen på rapporten, at eksponeringen fra zink-cadmium-sulfid-partiklerne  ikke udgjorde nogen sundhedsskadelig risiko. Komiteen konkluderede på baggrund af videnskabelig litteratur og en analyse af den mængde af stoffet, der blev anvendt i forsøgene samt forsøgenes varighed, at eksperimenterne derfor ikke kunne tilskrives årsagen for, at borgere i testområderne var blevet ramt af kræft eller andre alvorlige sygdomme. 

På det tidspunkt havde hverken Benjamin Phillips eller Chester A. Deanes hørt om forsøgene og de bagvedliggende motiver, som lå til grund for, at personer kom kørende i biler og sprayede et materiale ud, eller når de gik forbi Chester Deanes på 10. etage for at komme op på taget af Pruitt-Igoe og tænde for generatorer, der skulle spraye zink-cadmium-sulfid-materialet ud i luften – et materiale, der kan have indeholdt radioaktive stoffer.  

Fattige forsøgspersoner

I december 2011 offentliggjorde sociolog Lisa Martino-Taylor en ph.d.-afhandling om forsøgene i St. Louis, og hendes resultater skabte med det samme overskrifter i lokale og nationale nyhedsmedier. Ifølge de dokumenter fra militæret, som hun fik aktindsigt i, blev forsøgene bevidst lagt og udført i byens fattigste og isolerede minoritetskvarterer for at skabe så lidt opmærksomhed som muligt. 

»Det amerikanske militær karakteriserede den del af St. Louis som et tætbefolket slumkvarter. Det var de ord, som det amerikanske militær brugte i deres rapport. Forsøgene var ikke begrænset til Pruitt-Igoe, da der var andre lavindkomst sociale boligbyggerier, som også lå i området. Militæret sigtede helt klart efter et område, hvor folk havde få ressourcer til at kunne udfordre dem. Praksisser om, hvem der kunne få lov til at bo i sociale boligbyggerier, skabte i særdeleshed en sårbar gruppe af hovedsagligt kvinder og børn under forsøgene i 1960’erne,« siger Lisa Martino-Taylor.      

Oprindeligt begyndte Lisa Martino-Taylor at efterforske sagen udelukkende ud fra, at der var tale om et kemisk og biologisk våbenprogram. Men da hun analyserede flere og flere dokumenter, som hun blandt andet indhentede gennem The Freedom of Information Act, viste der sig et andet mønster, der indikerede, at det amerikanske militær brugte studierne i St. Louis med henblik på udviklingen af radiologiske våben. 

»Ethvert stykke bevis, som jeg har fundet over mange års forskning peger på, at det var et radiologisk studie. St. Louis var militærets førstevalg som ”stand-in by” for Moskva og Leningrad, der strategisk set var to af de vigtigste militære mål under den Kolde Krig. Militærets forsøg i det fri i St. Louis flugtede med forsvarsministeriets program om at udvikle radiologiske våben under 2. Verdenskrig og den Kolde Krig,« siger hun.

Dokument, der viser, hvordan resultaterne fra St. Louis blev sammenlignet med andre eksperimenter. Kilde: Bilag fra Lisa Martino-Taylors doktorafhandling

Skjulte studier

Mange af de militære enheder, der var centrale for St. Louis-studierne, dukkede op igen som samarbejdspartnere i andre projekter, der var associeret med det amerikanske radiologiske våbenprogram. Selvom der ikke eksisterer dokumentation, som direkte beviser, at radioaktive partikler blev anvendt i St. Louis-testene, så mener Lisa Martino-Taylor, at man ved at undersøge konteksten for udviklingen af det amerikanske våbenprogram finder spor, der tyder på, at der var en radiologisk komponent i St. Louis-eksperimenterne.    

»De indlejrede studier er i den grad foruroligende. De foretog mange indlejrede studier rundt omkring i USA, hvor de puttede et hemmeligt studie ind under et andet studie – en eller anden komponent, som folk ikke ville få kendskab til og aldrig ville gå med til. Indlejrede studier blev brugt i St. Louis til at skjule det sande billede af militærets studier,« siger hun.

En talsmand for det amerikanske militær afviste i 2015, at militæret skulle have brugt et radioaktivt stof i forbindelse med de test, der blev foretaget med zink-cadmium-sulfid-partikler

Sociale boligbyggerier som Cochran Gardens, Vaughan Housing, Carr-Square Village Apartments og Pruitt Igoe var alle placeret i de områder, som militærets kemiske korps udvalgte som mål for deres eksperimenter i 1950’erne og 1960’erne. Testserien i 1950’erne var ifølge Lisa Martino-Taylor  koncentreret i DeSoto-Carr-området i St. Louis, og de blev foretaget i den periode, hvor sociale boligbyggerier for folk med lave indkomster blev etableret. 1960-serien dækkede, udover at være koncentreret omkring Pruitt-Igoe, et større område af St. Louis end 1950-studierne. 

»Det er 66 år siden, at frilufts-forsøgene i St. Louis begyndte. Da offentlige møder blev afholdt i 1990’erne, ekskluderede man St. Louis på trods af, at St. Louis blev udvalgt som militærets store forsøgsgrund. Set i lyset af signifikante huller i militærets datamateriale og den historiske vildledning af de her forsøg, så ville det bestemt have været vigtigt at høre fra de mennesker, der boede der og har minder fra de her hændelser – som de mener har påvirket deres helbred. Det er det område, hvor militærets kemiske korps sprøjtede den største mængde af materiale. Alligevel er de ikke interesseret i at høre fra de mennesker, der boede der. Det er som om, at manglen på viden bliver beskyttet og bevidst institutionaliseret,« siger Lisa Martino-Taylor.

En talsmand for det amerikanske militær afviste i 2015, at militæret skulle have brugt et radioaktivt stof i forbindelse med de test, der blev foretaget med zink-cadmium-sulfid-partikler. Militæret fastholdt desuden, at materialet, der blev sprøjtet ud i luften, ikke havde nogen sundhedsskadelig indvirkning på helbredet for de borgere, der blev udsat for testene.

Sociolog Lisa Martino-Taylor offentligjorde i 2012 sin doktorafhandling om de hemmeligholdte eksperimenter i St. Louis. Foto: Anders Dall

Nyheden om Lisa Martino-Taylors resultater nåede hurtigt ud til Benjamin Phillips. Han blev ringet op af sin datter, der havde set sociologen i fjernsynet, og datteren ville vide, om han kendte noget til forsøgene. Nyheden kom bag på Benjamin Phillips, der med det samme kontaktede advokat Elkin Kistner.

»Det første, jeg kom til at tænke på var: når jeg går til begravelser af beboere fra det gamle Pruitt-Igoe kvarter, så er der en høj procentdel af dem, der er døde af kræft. Det var en af de første ting, jeg sagde til Elkin: Alle mine venner og deres familie dør af kræft, og jeg har nogen i familien, der er blevet ramt af kræft, og det har Chester også,« siger Benjamin Phillips. Chester Deanes fortsætter. 

»Selvfølgelig reagerede jeg med forfærdelse. Jeg var bekymret over det, men den amerikanske regerings hemmelige operationer overrasker mig ikke længere. Men samtidig var jeg bekymret for, om det her zink-cadmium-sulfid, der blev sprøjtet ud, påvirkede min familie eller mine venners helbred.«

Benjamin Phillips forklarer, at hans mor døde af kræft, og at hans yngste søster, der kom til verden i Pruitt-Igoe i 1965, blev født med to huller i hjertet. Han har selv fået konstateret en svulst i sit venstre øre, som lægerne ikke kan forklare årsagen til. Selv om det viste sig at være en godartet svulst, undergår han stadig behandling for det i perioder.

»Vi blev brugt som forsøgskaniner, så når de går ud og siger, at de ikke gjorde nogen skade, så kan det virkelig gøre mig irriteret, for hvordan kan de vide det?« siger han og henviser til, at der aldrig er foretaget nogen opfølgende helbredsundersøgelser på de beboere, der blev udsat for det kemiske materiale.

The National Research Council nævner selv i deres rapport: Toxicologic Assessment Of The Army’s Zinc Dadmium Sulfide Dispersion Tests fra 1997, at det ikke er muligt at lave et epidemiologisk studie og reelt undersøge, om der har været helbredsmæssige konsekvenser for de borgere, der blev udsat for zink-cadmium-sulfid-partiklerne, fordi der mangler fuldstændige og præcise data om mængden af partikler, hver enkelt borger blev udsat for samt utilstrækkeligt datamateriale, der kan sige noget om borgerne helbred, før, under og efter forsøgene.

»Hvis beboernes helbred ikke blev undersøgt af myndighederne for at finde ud af om zink-cadmium-sulfid havde nogen effekt på beboernes helbred, hvordan kunne de så vide det?« spørger Chester Deanes.

På baggrund af Lisa Martino-Taylors afhandling besluttede Benjamin Phillips og Chester Deanes at lægge sag an mod den amerikanske stat i 2012.​ 

Hemmeligholdt dokument. Kilde: Bilag fra Lisa Martino-Taylors doktorafhandling

Sagen og statens immunitet

I to år arbejdede Elkin Kistner og hans juridiske hold på at skaffe beviser nok til at kunne retsforfølge den amerikanske stat, men retten i Missouri afviste i april 2015 at lade sagen gå videre i systemet.

»Der er en form for immunitet, der ikke bare beskytter regeringen mod disse anmeldelser. Retten har efter eget udsagn ingen jurisdiktion i forhold til at udfordre den federale regering og behandle anmeldelserne. Konceptet er mere eller mindre beslægtet med at sige, at ingen skal kunne være i stand til at bruge retssystemet til at udfordre eller bare efterforske, hvad den federale regering gør indenfor disse områder,« siger advokat Elkin Kistner fra advokatfirmaet Brick & Kistner i St. Louis.

Under sagsforløbet forsøgte han at finde frem til personer, der havde været direkte involveret i organiseringen og udførelsen af forsøgene. Men det viste sig, at mange af dem, der tydeligvis havde været involveret, ikke længere var i live. 

»Vi sidder her i dag uden at vide, hvilken information regeringen har, men vi ved, at defense contractors (militærets samarbejdspartnere, red.), mener, at der ikke er nogen tilbage, der har viden om det her - og at de ikke har kunnet finde nogen dokumenter,« siger Elkin Kistner og fortsætter: 

»Vi følte, at hvis vi fik muligheden for at fortsætte sagen mod den amerikanske stat og udføre en efterforskning, så var det sandsynligt, at regeringen ville være i besiddelse af dokumenter, som kunne afklare, hvem der gjorde hvad.«

For Benjamin Phillips og Chester Deanes var det skuffende at se sagen slutte, inden en egentlig retsforfølgelse af staten kunne begynde. 

»Det er ikke noget, jeg har det godt med, fordi vi troede, vi havde nok bevismateriale. Vi skulle i hvert fald have haft lov til at få sagen for retten. Det skete ikke, og det er meget skuffende,« siger Benjamin Phillips.

Minderne om en ulykkelig tid

De skærmer sig mod trafikken, støvsuger støjen og spytter den ud som en ubetydelig summen. De svajer og knager, når vindstød kaster sig ind i de tynde stammer og rusker i de krogede grene. Ellers står de tavst og vinkler deres skygger ned i de visne blade. De prøver. Forsøger at definere sig som almindelige, inviterer på efterårsløvfald, ro og vild natur. Men de her træer passer ikke ind i fortællingen om den romantiske skov, amerikanerne finder i North Carolinas bløde broccolibjerge eller under de majestætiske red woods i Californien. De her træer er vokset op i isolation mellem murbrokker og betonrester kun en halv times gang fra den centrale bymidte i St. Louis.

Pruitt-Igoe skoven set fra brandtårnet på Jefferson Ave. Foto: Anders Dall

De gror op gennem gamle bildæk omgivet af resterne fra et fodboldstadion og andet betonaffald, byen har dumpet, der danner små bakker i det ellers flade terræn. Selv om byens affald har formet skovbunden, gror skoven ud af det sociale boligbyggeri Pruitt-Igoe, der i to årtier dominerede landskabet med sine 33 næsten identiske højhuse. For mange i St. Louis er skoven en skamplet. Et levende spejl til en fortid, byens borgere undgår at kigge ind i. Helst holder de sig væk, forklarer Michael Allen. Som arkitektur-historiker og tour-guide har han gennem de sidste ti år stillet skarpt på den vildtvoksende skov, der ifølge ham står som et symbol på byens uløste spørgsmål om race, ulighed, fattigdom, økonomi og byplanlægning. 

»Det, du kan risikere at finde her, er et vilkår, der allerede eksisterer i byen. Jeg tror, det er derfor, det her sted er så skamfuldt for St. Louis, fordi Pruitt-Igoe indkapsler alle de kræfter, vi gerne vil udviske fra byen. Men de varer ved, og de er alle sammen koncentreret lige her. Det er næsten som om, byens død kan læses her, og det er noget, de fleste ikke ønsker at blive konfronteret med. Det er “benign and neglect”. Jeg kan ikke fatte, at byen ikke har vedligeholdt området. At de overhovedet lod skoven vokse op, leder til det her image af sammenbrud.«

Affald ligger smidt ved hegnet ind til Pruitt-Igoe skoven. Foto: Anders Dall

Myterne

Langs fortovet på Cass Avenue vrider grene sig viltert gennem hullerne i hegnet. Enkelte steder giver det efter for træernes vokseværk. Nogen har spray-malet et gult kors på de rustne tråde. Dåser, flasker og falmede papkrus pletter skovbunden langs hegnet i unaturlige farver. Indhegningen af skoven på North Jefferson Avenue sender samme signal. Fra den øverste etage af brandstationens træningstårn, der ligger på den anden side af gaden, går tråd og grene ud i ét. Set oppefra ligner træerne en samlet masse. Herfra er det muligt at fornemme Pruitt-Igoe skovens areal på 33 acres – et sted folk holder sig væk fra.

Selvom det er over 40 år siden, at byggeriet blev revet ned, har byen ikke formået at viske symbolet Pruitt-Igoe ud

»Det er en skændsel. Det er ikke andet, end et overgroet område, og jeg synes det er skammeligt,« siger Barbara Miksicek, der er bibliotekar på St. Louis’ politibibliotek. Hun var barn, da Pruitt-Igoe tårnene stadig stod. I dag kalder hun det sociale boligbyggeri en total fiasko og en trist del af St. Louis’ fortid.

Hun ser det som et bevis på, at sociale boligbyggerier bygget til den fattige del af befolkningen koncentrerer og skaber problemer, når så mange mennesker skal fylde tusindvis af lejligheder ud. At stable folk oven på hinanden på den måde, var en stor fejl, mener Barbara Miksicek. Selvom det er over 40 år siden, at byggeriet blev revet ned, har byen ikke formået at viske symbolet Pruitt-Igoe ud og med den vildtvoksende skov som fysisk bevis, er det som om, Pruitt-Igoe-grunden insisterer på fortsat at være en del af folks bevidsthed, hvad enten de ønsker det eller ej. Barbara Miksicek gør det klart, at hun ser den del af byen som et øde og farligt sted, hvor kriminaliteten er høj.

»I dag vil alle, der var i live under Pruitt-Igoe, have en meget negativ mening om byggeriet, og jeg tror, det er fordi, at journalister igennem de sidste 40 år, altid har fokuseret på Pruitt-Igoe som en katastrofe, så vi bliver hele tiden mindet om det.«

Indgangen til Pruitt-Igoe fra Cass Avenue fører ind til El-stationen, der er den eneste bygning, der stadig står på grunden. Foto: Anders Dall

Stigmaet

Ifølge Michael Allen bærer Pruitt-Igoe-grunden på et stigma, der er blevet hængende og som bliver associeret med forfald. Fordi området er blevet opfattet som et uregerligt og kaotisk sted, har det frembragt frygt hos myndighederne. Men det er ikke kun brandmænd og folk udefra, der undgår skoven. Pastor Joel Davis grundlagde Grace Missionary Baptist Church i 1956, og han har set, hvordan området på den anden side af vejen har udviklet sig gennem årene.

»Når jeg kigger derover, forestiller jeg mig, at der er slanger og egern. Jeg går ikke derover,« siger han. 

Charlene Moore, der som barn boede i Pruitt-Igoe fra 1960 til 1965 vil heller ikke sætte sine ben i skoven, selv om hun bor tæt ved og har udsigt til den fra sin bagdør. Hun er bange for, hvad hun måtte finde eller møde. 

»For det meste er der heller ingen grund til det (at gå derind, red.). Men jeg kan godt lide at kigge derover, når skoven bliver grøn,« siger hun.   

Bob Hansman er en af de få i St. Louis, der, ligesom Michael Allen, opsøger skoven og den historie, den gemmer på. Han er professor i arkitektur på Washington University of St. Louis og plejer at tage sine hold med ud til den nordlige bydel for at give dem en virkelighedsnær byhistorisk fortælling om, hvad der er sket med det område af St. Louis som af mange, der bor syd for Delmar Boulevard, betragter som en ghetto. Bob Hansman tager også sine studerende med til Pruitt-Igoe-grunden. Han kender området og folk, der bor i nærheden. Han kommer i den lokale kirke, hvor mange tidligere Pruitt-Igoe beboere også går til gudstjeneste. Og han kender deres historier. 

»Der er ethvert tænkeligt synspunkt. Folk, som aldrig har været her, har totalt forskellige meninger om det. Nogle er komplet negative, andre er romantisk positive, og folk der boede her – samme spændevidde. Der er ikke nogen one-liner, og det er det, der er pointen. Vi elsker one-liners, vi elsker simple historier, vi elsker skyld - det er enten sort eller hvidt. Og vi hader kompleksitet. Vi hader paradokser. Vi hader det faktum, at det faktisk er begge dele. Helt ærligt, det er det, jeg får mine studerende til at sige, fordi de snakker om samfundet som om, det er monolitisk,« siger Bob Hansman.  

Rester fra de gamle fortovskanter på Dickson Street kan stadig ses i skoven. Foto: Anders Dall

Fælles for fortællingerne om det sociale boligbyggeri har været det ikoniske billede, der blev taget i April 1972. Herfra starter og slutter Pruitt Igoe – både virkeligheder, myter og one-liners. Den komplekse fortælling om racisme, ulighed, fattigdom, arkitektur og økonomi samlet i et socialt boligbyggeri synes at være for uoverskuelig at tage hul på.

Derfor får den lov til at vokse i isolation. Derfor griber grenene ud efter dig som fangearme, når du går rundt inde i Pruitt-Ioge skoven. Derfor reagerer du med et chok, når et egern piler gennem bladene. Ikke fordi, der er noget som helst at være bange for, men fordi myterne om Pruitt Igoe klistrer sig til løvfaldet, og sidder i grenene ud mod Cass Avenue, mens St. Louis kører forbi og lader skoven forsvinde i bakspejlet.  

Flere steder i skoven gror træer op gennem gamle dæk. Foto: Anders Dall

Dette er anden del af historien om Pruit-Igoe. Første del kan læses her